Vandretur fra Höganäs til Båstad langs Skåneleden (SL5)7 min læsning

Det startede som en solo hygge vandretur, men der gik sport i den og sveden kom på panden……

Sol og vind i flot skue mod Kullen

Ruten:
Inden start var planen at der skulle vandres fra Höganäs til Båstad via Skåneleden (SL5) indenfor 3 dage. Turen går med Øresund på venstre side gennem velplejede sommerhusområder, små hyggelige byer og utallige skønne naturreservater. Turen byder på en stor alsidighed i terrænnet og der er en konstant følelse af at der rundt om det næste hjørne venter endnu et smukt skue.

Turen endte i hovedtræk med at bestå af tre etaper 1. Höganäs -> Josefinelust (Kullen), 2. Josefinelust -> Gryteskär (Vejbystrand), 3. Gryteskär -> Båstad.

På første etape skulle grejet finjusteres. Efter lidt let proviantering blev snørerne og remmene strammet og så startede turen. Kullen står som et lækkert sted og der var det planen at der skulle der bruges nogen tid og, hvis muligt skulle der overnattes der, så afsted det gik mod Kullen. Vejret var skønt, benene friske og der var højt til loftet. Da Kullen stolt og nådesløst rejste sig fra lavlandet og gav de første højdemeter røg tempoet hurtigt ned, men humøret var i top. Der blev efter 20 kilometer fundet et fint lille shelter på Kullen, hvor rygsækken blev placeret og fungerede som base for aftenens små afstikkere til nærliggende grotter, stejle skrænter og udsigtspunkter. Dagen blev afsluttet siddende på en klippe med frit udsyn til solnedgang i Kattegat.

Anden etape startede tidligt, der skulle vandres 50-60 kilometer. Der blev stille pakket sammen for ikke at vække de to øvrige gæster i shelteret. Morgenmaden blev udskudt til den første pause, for lige at komme i gang fra morgenstunden. På Kullens højeste punkt blev der fra rygsækken anrettet en a la carte morgenbuffet, der dog ikke kunne måles sig med udsigten. Et betagende skue ud over Øresund og Skåne. Derefter var det tid til at lægge Kullen bag sig. Det var lidt med blandede følelser, for det er klart et af de flotteste områder og mest rå natur på turen, mens samtidig heller ikke det letteste område at begive sig rundt i.

Morgenmad på toppen

Ikke desto mindre blev der holdt tempo. Dagens mål kunne diffust anes på den anden side at bugten, shelterpladsen lå et sted derover på den tange af land der kunne anes på den anden side af vandet. Desværre kunne bunden af bugten endnu ikke ses, så mentalt var det et spørgsmål om at komme afsted og nyde turen undervejs. Det skal ikke være nogen hemmelighed at den bagende sol og tempoet gjorde at sveden konstant piblede frem. Som respons herpå blev der konstant tanket vand, ved vandposterne.

Fra at have startet i Kullens rå og barske natur endte turen på en dejlig og velplejet shelterplads. Det blev en etape på ~55 km og varede fra kl. 7 til kl 21. Med godt brugte ben blev shelteret indtaget og hurtigt blev aftensmaden indtaget. Derefter var tanken at hoppe i bølgen blå for at vaske dagens strabadser af. Hele dagen havde Øresund konstant lokket med en kølig dukkert, men da endelig muligheden oprandt, sagde kroppen fra. Selv om det stadig var lunt i vejeret reagerede kroppen med ukontrollerede rystelser ved blot små berøringer af vandet. Rystelser kunne ikke kontrolleres, men vaskes skulle kroppen, og det blev den. Det var en lidt overraskende reaktion, men så var planen for resten af aftenen desto mere klar. Der skulle indtages væske, energi og så ned i posen til hvile.

Efter en god nats hvile var kroppen atter klar til dagen etape. Det var planen at tage en stille dag på ~20 km i fladt terræn.

Planen viste sig dog at blive forpurret af et par shelter-grise, i ved to mænd der havde indtaget shelteret med øl, sprut, rester og affald spredt ud over det hele. Det skulle jeg ikke sove i, så på med rygsække og videre i sporet. Det viste sig at blive en hård beslutning. Terrænet ændrede sig og blev igen stærkt kupperet. Der kunne jo ikke laves en u-vending, så fremad det gik, og slutmålet (campingplads i Båstad) kom tættere og tættere.

Vejen mod målet

Ankommet til campingpladsen efter 35 kilometer, skulle der checkes ind i receptionen. Det blev hurtigt klart det ikke var ligetil. At der var slået telte op inde på minigolf banen, så godt nok lidt underligt ud ved ankomsten. Nu kom sandheden frem, alt var udsolgt…. inden turen var campingpladsen blevet kontaktet et par gange for at reservere en plads. Beskeden var dog man kan ikke reserverer plads til telt, men vi har aldrig haft udsolgt. Om det var derfor, vides ikke, men det lykkedes folkene at finde en lille tot græs hvor lejren kunne slås op. Så kan det nok være smilet kom frem igen, træt og glad blev der købt en kold øl og bestilt en pizza. Nu skulle afslutningen nydes og alle indtrykkene fordøjes.

Et på ord om udstyret:

Udgangspunktet var at oppakningen skulle være let, men dog indeholde lidt bekvemmelighed. Når der ydes må der også gerne nydes. Det blev antaget, at der langs ruten ville være sheltre, drikkevand og indkøbsmuligheder tilstede. Det viste sig heldigvis at være helt korrekt.

• Teltet blev efterladt hjemme, men der blev plads til et regnslag og en håndfuld pløkker, just in case.
• Rygsæk, sovepose og liggeunderlag var selvskrevne.
• Der blev også plads til et komplet sæt skiftetøj (langt, startede ud i kort), en dunjakke og vandrestøvler.
• Pandelampe og solbriller,
• Dyb tallerken, bestik, alukar, gas og brænder.
• Lidt toiletsager/papir og nødhælpsforbindinger.
• Telefon og lader, kontanter og kreditkort
• 4 pakker frysetørret mad, 1 liter vand, instant kaffe og krydderimix.
• Regnjakke, kom med i et svagt øjeblik. Vejrudsigten var rigtig lovende, men det stod ned i stænger på til afgang, så better safe than sorry.

Alt i alt nåede vægten på rygsækken op på lige godt 10 kg. Da hovedparten af udstyret kom i brug på turen, var pakningen godkendt.

Tanker efter turen:

Det var en stor tilfredsstillelse at være ”derude” og mærke frihedens løse greb omkring dagens indhold. Mange steder på ruten er der angivet små afstikkere til lokale seværdigheder. Det var skønt at der var plads til at tage disse afstikkere – også selvom de ikke indgik i planen fra om morgenen. Det er skønt at kunne være impulsiv og indsamle så mange indtryk som muligt.

Solovandre eller ej? Det var min første tur som solovandre, og jeg nød friheden i det, helt sikkert. Når spørgsmålene meldte sig Passer det med en pause nu? eller Er det tid til en lille afstikker fra ruten? så var svaret hurtigt givet, der var ikke brug for nogen debat. Det kan dog ikke opveje min følelse af at det på en måde er ”fattigt” at vandre alene. For mig er det meget berigende at kunne dele oplevelserne med andre, f. eks da jeg spiste morgenmad på toppen af Kullaberg i klart og solrigt vejr. Ja nok var udsigten suveræn, maden blev nydt og sjælen fik lidt ro ved bare at sidde og opsluge det hele, men det havde været berigende at dele denne oplevelse med andre. Oplevelsen kan forsøges genfortalt til andre, fremvist på billeder eller forsøgt efterlignet, men for at føle oplevelsen, så skal man være der – derude.