En super underholdende fest, med voldsomme tømmermænd. Sådan kan det sidste etape af Ultracuppen og Ultraløbet Molsruten bedst beskrives for mig.
Ultraløbet Molsruten
Løbet skulle havde været afviklet i oktober, men pga. jagttid i et af de områder vi skulle igennem, blev løbet rykket til 15. august, hvilket burde havde øget sandsynligheden for tørvejr og sol. Ifølge DMI skulle festen afholdes i perfekte rammer, let overskyet og svag østlig vind og al regnvejr skubbet til søndag – Not! 45 min. før start fik vi regn og lyn. Husk så: Regel nr. 1 er at stille sig i ly for regn i tordenvejr. Regel nr. 2 er at søge mod kysten og løb langs den. Ironi omkring regel nr. 1 og 2 kan forekomme, men ikke desto mindre var det det vi gjorde og det første stykke af ruten løb vi langs kysten. Ingen blev ramt af lyn og det var heller ikke fordi de slog ned lige over os – så vi gjorde ikke noget uforsvarligt, selvom der nok sidder en meteorolog der mener at et lyn kan vandre.
Det dårlige vejr stod på til ca. 1 time efter start og herefter var det perfekt løbevejr, dog ret lummert. Højdemæssigt var det den fladeste rute med en højdeprofil på små 500 meter med start i Egå, et smut forbi Kalø Slotsruin og så mål ved Fregatten. En flad og hurtig rute og vindertiden blev også vanvittig: 3 timer og 55 minutter for de 58 km, en tid mange på et marathon på hårdt og fladt underlag gerne gav sin højre arm for – ganske enkelt imponerende og tillykke til vinderen, Jens Henriksen fra Fredericia Løbeklub. Ruten var perfekt afmærket.
I så ringe form
Lad os være ærlige. Jeg var så dårlig forberedt som man kan være. I forhold til Fyr til Fyr og frem til nu, var vægten +7 kg og træningsskoene var ikke blevet slidt i bund. Løbeskoene var inov-8 tri-xtreme som jeg er rigtig glad for, især på flade ruter og i tørvejr. Ingen greb på dansegulvet og det kunne mærkes på de mudderet op- og nedløb.
Heldigvis havde min løbemakker Thomas Carlsen besluttet at sprede masser af glæde på Smukfest ugen inden, så han var ligeså brugt og det er dejligt at have en makker at holde sig egen fest med.
Den dårlige forberedelse kunne mærkes allerede før 1. depot ved 20 km hvor benene mærkes og her behøver man ikke at havde læst på universitet, for at vide at det er alt for tidligt i løbet. Ud over de lidt glatte op- og nedløb, var ruten ikke speciel svær før Kalø Slotsruin, hvor underlaget var ujævnt og med masser af sten. Her havde lette hurtige stænger været nødvendigt, men det var beton klodser der buldrede afsted og stilkarakteren var i den lave ende.
Musikquiz og masser af godt humør
Omkring 35 km var det nødvendigt med musik og når vi løb to var det oplagt med musikquiz. Det fungerede ved at vi hver især havde en høretelefon i det ene øre og når et nummer startede skulle der synges og den anden skulle gætte og falde i. Det lød nogenlunde sådan her:
”Jeg kan mærke mmm trang til at flå huden af
Og vende lortet på vrangen for ikke hmm hmmm som en ussel karl
… …. i remoulade og pomfritter
Forstadens glitter og glamour blandet med dårlige snitter”
Vi mødte heldigvis ikke så mange og det er sjovt som brummende lyde kan erstatte ord og alligevel give mening.
Molsbjerge og så til Fregatten Jylland.
Stykket op til 2. depot var igennem Molsbjerge og det var som hevet ud af en Morten Koch film. Det var idyllisk og noget af det flotteste på hele turen. Efter 2. depot ved 45 km fortsatte vi i Molsbjerge og de sidste højdemeter. Herefter gik det mod fregatten på fladt terræn, igennem campingområde og forbi en bryllupsfest og så i mål. Tiden var ikke imponerende og det var kroppene heller ikke, men vi fik hvad vi kom efter: Den grønne cap som bevis på at vi havde gennemført hele Ultracuppen.
Og så kom tømmermændene!?
Som det er sket så mange gange før til en super fest, så kan tømmermændene komme bragende. Efter løbet reagerede min krop helt åndssvagt og jeg måtte tømme indholdet i mavesækken flere gang, hvilket gjorde at maven krampede og nå ja, prikken over i’et var at jeg også lige snuppede en fibersprængning i maven.
Vi fik begge en reminder om at det hedder ultraløb, fordi det er ultra hårdt for kroppen. Udover at krop, led og sener skal have kilometer i sig, så skal kroppen også vænnes til at drikke så store mængder væske. Vi måtte stoppe og tisse hele tiden, hvilket heller ikke gør noget godt for ens løb.
Konklusionen må være at vi blev straffet for vores manglende træning og fik dyre lærepenge. Dog fik vi også vist at en positiv indstilling og stædighed kan bære en i mål. Det kan vel bedst beskrives som en sjov fest med masser af tømmermænd og en søndag på sofaen med Ben & Jerrys og Superliga bold.
Udstyret var:
Sko: Inov-8 tri-xtreme 245 (lidt for glatte de mudderet steder)
Strømper: Feetures elite ultra light.
Sleeves: Compresssport Calf Sleeves
Shorts: Inov-8, race elite 140 trail short
T-shirt: Inov-8, Base elite 160 SS7.
Vind/regnjakke: Inov-8, race elite 150 stormshell. Den jakke er jeg bare glad for.
Rygsæk: Inov-8, 24 liters, en gammel sag, som er udgåe 25l (jeg har kun en 25l, og mindre kan sagtens gøre det).
Foto kredit til fotograf, Lars Schmidt
[sc:shoptrailrunning ]
Leave feedback about this