Årets sæson for store ultraløb er netop skudt i gang i weekenden på med Transgrandcanaria. Herhjemme kommer flere og flere spændende ultraløb også til syne. Og her lader vi op til sæsonen med Eivinds beretning fra sidste efterårs oplevelse til Ultraløbet Molsruten. Et løb der skulle vise sig at blive en kæmpe optur efter en knapt så sprød oplevelse tidligere på året.
5. oktober 2013
En vakker efterårsdag i starten af oktober stod drøjt 100 løbere linet op ved stranden i Egå, nord for Aarhus før et af årets store begivenheder for mange ultraløbere i Danmark, nemlig den første udgave af Ultraløbet Molsruten. Bag arrangementet står løbsentusiasterne Thure Kjær og Moses Løvstad, som burde være kendte navn for de fleste som følger med på den danske trailløb-scene. De havde klart at lokke en række af Danmarks bedste løbere med, og atleter som Henrik Leth Jørgensen, Casper Wakefield, Kenneth Kofoed og Pia Joan Sørensen stod på startstregen denne oktober morgenen. Denne løbsberetningen skal dog (desværre) ikke handle om disse topatleter, men en stor under-dog med meget lidt ultraløbs erfaring, nemlig mig.
Tanker og forberedelser før løbet
Efter en katastrofal ultraløbs-debut under Julsø Ultra Trail en måned tidligere, der jeg stærkt overvurderede egne evner, og sprak efter 35 km, havde jeg denne gang bestemt mig for at bruge lidt mere tid på planlægning og træning før løbet. Jeg fuldførte til sidst på en meget svag tid, men det kostet både fysisk og mentalt. Årsagen til at løbet rundt Julsø gik så dårlig var at jeg valgte at hele tiden konkurrere med de løbere som var omkring mig, og derfor blev tempoet både for højt og for ustabilt. I tillæg drak jeg alt for lidt undervejs, og blev derfor ret tidlig dehydreret og fik store problemer med kramper i muskler jeg ikke engang vidste jeg havde.
Slagplanen før Ultraløbet Molsruten var derfor enkel, men skåret ud i sten: Drik jævnligt og meget, løb dit eget løb, og spis en gel/energi hvert 30. min. Målet var at holde et jævnt tempo hele vejen, og selvsagt at fuldføre.
Egå til Vosnæs Gods (0-13 km)
Tågen lå tyk og lav før start, og skabte en følelse af at vi skulle løbe ind i det ukendte. Forhåndsfavoritterne stod og målte hinanden med blikket først i feltet, og det var endnu meget åbent hvem som skulle tage sejren hjem. Jeg indså at det nok var en dårlig ide at blande mig ind i deres mentale hanekamp, og fandt mig en plads godt tilbage i feltet. I det starten gik forsvandt de første 5-6 løbere i et forrygende tempo, og de var hurtig ude af syne. Jeg tænkte for mig selv at de umulig kunne holde den hastighed i 60 km, og det viste sig senere at jeg havde ret. De første 6 kilometerne løb jeg sammen med en mindre gruppe på 8-9 løbere forbi Egå Marina, derefter langs en grusvej der luksusvillaerne lå på række og rad med sine store panoramavinduer og udsigt til stranden, videre ud på stranden, før ruten efter ca. 6,5 km drejede op i retning Skødstrup/Løgten. Vi løb forbi det enorme Studstrupsværket, som knapt kan kaldes nogen arkitektonisk perle, og jeg begyndte allerede at glæde mig til at komme ud til mere naturskønne omgivelser ved Kalø Vig og ikke mindst Mols Bjerge. Efter at have krydset under Djurslandsmotorvejen og løbet gennem Løgten drejet ruten mod øst og vi løb stadigvæk på asfalt. Nogen af løberne jeg havde løbet sammen med havde nå fået et godt forspring på mig, og jeg fik en pludselig trang til at øge tempoet, men jeg havde en plan, og lod dem løbe.
En motivations-boost og turens højdepunkt (13-29 km)
Den monotone lyden af joggesko mod underlaget og de lange, rette stræk forbi Vosnæs Gods fik de pessimistiske tankerne til at snige på, og jeg bestemte mig for at jeg allerede havde brug for en lille motivations-boost. Med Jack Whites legendariske album ’Blunderbluss’ på ørene, blusset løbsglæden op, og jeg måtte styre mig selv for at ikke blive overoptimistisk og øge tempoet uforholdsmæssigt meget. Efter 21 km rammer vi Hestehave Skov, og gensynet med naturen kombineret med titelsporet på Jack Whites album var lige det jeg have brug for nu. Jeg overhaler hurtig 6-7 løbere før skoven, og nyder den smukke tur gennem Hestehaven. Gennem de nøgne løvtræerne skimter jeg resterne af kongeborgen Kalø Slot, som ble grundlagt i 1313, som en af mindst fire borge som blev bygget for at styrke kongemagten i landet. Borgen lå oprindelig på en ø, men blev tidlig forbundet med fastlandet via en dæmning. Ruten gik tur/retur ruinen, og efter at have løbet alene noget tid, var det dejligt at se mange af de andre deltagerne på dæmningen. At læse af de mange sammenbidte ansigtsudtryk var det flere som allerede var ret presset. Jeg havde dog aldrig følt mig friskere! På turen ud til ruinen indhentet jeg atter 6-7 løbere, og jeg var simpelthen flyvende. Efter at have sat hænderne på ruinen, bar det tilbage til iskiosken hvor det første depotet lå. Jeg bestemte mig for at lave et hurtig stop, og udnytte mit gode flow, man ved jo aldrig når man rammer den berygtede muren. Et par kopper cola, en banan og en mazarin-kage senere, bar det videre langs Aarhusbugten i retning Mols Bjerge, og det endelige målet fregatten Jylland i Ebeltoft.
Mols Bjerge (29 – 45 km)
Langs cykelstien mødte jeg et par deltagere som kom gående imod mig. Jeg hilste og fik et kort nik og en trist mine til svar. Det er aldrig sjovt at skulle bryde et løb, man har gået og glædet sig til i lang tid, og jeg havde fuld forståelse for at de var skuffede. Det kørte stadigvæk derudad for min del, og jeg var ikke i tvivl om at dette nok skulle gå, men jeg glædet mig godt nok på nuværende tidspunkt til at skulle løbe på et andet underlag en asfalt. 3-4 kilometer efter depotet drejede også ruten nordøst og de neste mange kilometer løb vi mellem marker på brede grusveje. Jeg havde ikke set noget til de andre deltagere siden depotet, og den eneste menneskelige kontakt jeg havde haft var med en skeptisk, ældre bondemand som åbenbart ikke så fidusen i at løbe lige præcis forbi hans gård denne lørdag formiddag. Efter små 40 km kom vi igennem Feldballe og jeg indhentet en gruppe på tre herremænd i 40-50 års alderen i matchende Salomon tøj, sko og rygsække. Det blev straks min nye motivation at slå disse. Det
kunne da ikke være rigtig at nogen på min fars alder skulle komme før mig i mål? Lige før løbet havde jeg set en dokumentar om den italienske ultraløberen Marco Olmo som i en alder af 58 år vandt et af verdens hårdeste ultraløb, UTMB rundt Mont Blanc massivet, så jeg havde fået respekt for ældre løbere, men lige nu var denne respekten ikke tilstedeværende.
Det blev nogen hårde kilometer gennem en af de smukkeste dele af ruten gennem Mols Bjerge og frem til 2. depot ved Ørnbjerg Mølle. For første gang på turen skulle jeg virkelig bide tænderne sammen for at holde tempoet og 500 m før depotet stak de tre Salomon herrer fra uden at jeg kunne følge dem. Nu glædet jeg mig meget til at komme frem til Ebeltoft for at hvile lidt…
Ørnbjerg Mølle – Fregatten Jylland (45 – 57 km)
En af de ting som tit bliver nævnt i løbsberetninger og interviews med ultraløbere og andre endurance-atleter er hvordan situationen i det ene øjeblikket kan se meget mørk ud, mens man rundt næste sving eller bakketop oplever en nærmest uforklarlig motivations-boost og glæde ved at konkurrere. Mange vil måske grine af mig når jeg siger at netop dette skete mig ved Ørnbjerg Mølle, da dette løbet kun lige præcis ”kvalificerer” til at kunne kaldes et ultraløb, men det gjorde det i hvert fald. Mens jeg stod og gumlet på et stykke Mazarin-kage og i øjekrogen ligegyldigt observerede at Salomon drengene forsvandt ud fra depotet fik jeg en åbenbaring. Jeg nåede lige at hapse med mig en banan før jeg med en 200 metersprint en Jamaicansk sprinter værdig indhentet mine tre uvidende ærkefjender. Overskudsagtig som jeg nu følte mig, fik jeg på en lidt usmagelig måde informeret dem om at det nu ikke var langt til mål, og at de nok skulle klare det, før jeg med gazelle-steg sprintet forbi dem og op den første stejle stigning.
Foto: GripGrab
Herfra ind til mål kørte det derudad. Jeg var flyvende, og selv om tempoet faldt betragtelig efter at jeg havde sikret mig en solid ”ledelse” på mine uvidende konkurrenter, kunne jeg til min glæde se at jeg regelmæssigt overhalede andre løbere de sidste 12 km ind mod Ebeltoft. De sidste 3-4 km løb jeg sammen med en hyggelig fyr som havde mødt muren, og var glad for at møde en han kunne følges med ind mod mål. Jeg var også godt brugt, og var glad for at kunne flytte fokus fra ømme fødder til en hyggelig samtale om løb. Jeg afsluttet med en obligatorisk slutspurt de sidste 500 meter langs bugten i Ebeltoft og ind mod målområdet som var sat op ved Fregatten Jylland. Fedt! Jeg fuldførte, og det gik over all forventning. Resultatet var underordnet for min del, men det var en ekstra bonus at løbe på 5t og 30min og blive nr. 28 af 97 fuldførende deltagere. I målområdet var det en rigtig god atmosfære med mange glade og trætte løbere som diskuterede ruten, udstyr og resultater. 1. pladsen gik til Casper Wakefield (link til hans løbsberetning findes nederst på siden), min landsmand Sondre Amdahl blev 2er og Jyllands egne Henrik Leth Jørgensen blev 3er. På kvindesiden vandt Pia Joan Sørensen en overbevisende sejr, foran Dorte Dahl og Maibritt Skovgaard. Utraløbet Molsruten var et fedt og meget velorganiseret løb som absolut kan anbefales til nye såvel som erfarne ultraløbere!
Meget af løbet var på asfalt eller grus, så det giver mulighed for hurtige kilometertider for dem der går op i det.
***
Har du selv lyst til at skrive en beretning fra et løb her på GrejGuide.dk, så skriv til os på br@grejguide.dk
***
| Annonce |
Links:
Flere billeder (Stine Sophie Winckel, Grip Grap Media Crew) (https://www.facebook.com/media/set/?set=a.10151952536649804.1073741850.196597859803&type=1)
Casper Wakefields løbsberetning (1. plads)
(http://www.marathonsport.dk/nyheder/nyheder/cw_molsruten_winner/)
Løbets hjemmeside og tilmelding til løbet i 2014
(http://molsruten.wordpress.com)
Mit dejlige supportcrew!
Leave feedback about this