TransGranCanaria er kendt for at være et af de mest spændende og teknisk svære ultratrailløb i Ultra-Trail World Tour serien. Det tiltrækker derfor nogle af de største navne i miljøet når der skal dystes om hvem der hurtigst kan forsere de 125 km og 8500 hm+ mellem Agaete i Nord og Maspalomas helt syd på øen Gran Canaria. Hvis man som mig synes det lige er voldsomt nok at skulle bruge deler af ferien på sådan en monster tur, kan man heldigvis vælge at starte tættere på mål. Valget faldt derfor for min del på maraton distancen, som i dette tilfældet var 46 km, med ca. 1300 hm op og 3000 hm ned, og dette er min beretning fra løbet.
Kilde: Transgrancanaria.net
Pre-race
Dette har været sæsonens hovedmål i 2015, og en kulmination af de sidste 6 måneders træning, som primært har bestået af trailløb 3-6 gange i ugen (50 km i snit), styrketræning og nogle enkelte træningsløb og konkurranser (Highland Trail 21 km, Julsø Rundt 36 km, Nighttrail og VUMB). Lidt knæproblemer og behov for ekstra restitution efter VUMB som jeg løb sammen med Nicolai Lillesø, som også skulle ned i varmen for at løbe TGS Advanced, gjorde at træningen den sidste måneden blev ret amputeret, og jeg var noget usikker på hvor godt formen havde holdt.
Highland Trail i Silkeborg, August 2014
Garanon – Tunte (0 – 12 km)
Den 7. Marts Kl. 10:30 var all usikkerhed glemt, og jeg stod med adrenalinet pumpende gennem årene i den smukke nåleskoven i Garanon i hjertet af Gran Canaria, sammen med næsten 700 andre løbere og ventet på startsignalet. Planen var at lægge roligt ud og spare på kræfterne, for så at give den gas og indhænte en masse løbere på de flade strækker fra Arteara (27 km) til mål. Jeg havde på forhånd vurderet at et realistisk mål ville være en top 20 placering totalt, og en tid under 4t 30 min, men min elendige disponering af kræfterne, og dehydrering og kramper resulterede i et helt andet slutresultatet, men mere om det senere.
Lige efter start i Garanon
”Tres… Dos… Uno… Vamos!” og så gik starten, og sammen med den forsvandt alle planer om at holde pulsen under 180 op den første stigning op til øens højeste punkt, Pico de las Nieves. De 2,7 km og næsten 300 hm+ blev forceret som om det var et spørgsmål om liv eller død, og et efterfølgende kig på Strava viser at jeg nu har den 6. bedste tid af 100 op stigningen… idiot #1!
Herefter løb vi på en højderyg, med vanvittig flot udsigt over øens frodige og ekstremt kuperede landskab i alle retninger, før den drejede ned mod den hyggelige lille landsby San Bartolome de Tirajana der første depot skulle være. Jeg starter med en konservativ tilgang til de stejle nedløb ned mod landsbyen, men i det jeg bliver indhæntet af en dame som elegant flyver nedad bjergsidene i et vanvittig tempo, bestemmer jeg mig for igen at ignorere min oprindelige plan, og følge efter hende… idiot #2! Jeg finder senere ud af at det er Martha Escudero Martinez som vinder dameklassen, og bliver nr. 10 totalt, og det går ikke mange kilometer før hun uanfegtet løber fra mig. Apropos seje kvinder, så passerer jeg en lidende, men målrettet Nuria Picas efter rundt 5 km. Hun har været ude på ruten i 12 timer allerede, og holder naturligvis et helt andet tempo en os maratonløbere på nuværende tidspunkt. 40 km senere kommer hun i mål kun 10 min efter mig… for en dame!
Stejlt og tørt
Tunte – Arteara (12 – 27 km)
Efter at have fyldt op på vand, og sagt hej til mit dejlige support-team, bestående af min kæreste Mie, søn Mattis og min mor Janne, tager jeg fat på en lang, sej stigning, som er ved at køre mig helt død. Jeg forstår nu at starten har været alt for hård selvom jeg kun ligger som nr. 27, og at gennemsnitstempoet på 12,3 km/t er for højt i det ret tekniske tærren. Jeg sænker tempoet en smule, og begynder at holde øje med pulsmåleren, og stille og rolig kommer overskudet tilbage. Igen løber vi på en bred højderyg med flot udsigt i alle retninger, og jeg nyder at bare være tilstede og suge ind indtrykkene. Et par løbere indhænter mig, men det gør ikke spor, og efter ca. 20 km ser jeg at Martha som jeg tidligere fulge efter kun er et par minutter foran mig. Optimismen får sig dog hurtig et slag i det jeg tager fat på nedløbet ned mod Arteara og depot 2. Benene er tunge, væskeblæren er tom og jeg er på langt nær flyvende. Det bliver ikke bedre af at nedløbet er ekstremt stejlt, langt (800 hm) og med en masse løse sten. Når jeg endelig er nede, er jeg helt færdig, og en begyndende hovedpine vidner om at jeg har fået drukket for lidt. Ved Arteara er det en masse glade mennesker og musik, og igen venter mine dejlige supporters på mig. Min søn Mattis på 2,5 vil gerne løbe med, og følger efter mig ud fra depotet. En dejlige motivationsboost, men fysisk er jeg stadig helt nede i kælderen.
Verdens bedste motivator hepper på far i Arteara
Arteara – Maspalomas (27 – 46 km)
Anton Krupicka (Amerikansk ultraløper) kom med denne udtalelsen efter løbet:
”The Transgrancanaria course had the best first 25k of any race I've ever done (steep, techy goat path) and possibly the worst last 25k (exposed flat road and drainage ditch).” Han løb den lange ruten, men jeg synes også dette er en ret passende beskrivelse af min oplevelse af de 46 km. Efter Arteara var der jeg skulle give den gas med en lang slutspurt ind til mål, i stedet mødte jeg muren med kramper og hovedpine, og jeg regelret hadet de lange rette stræk på grusvej, og ikke mindst de sidste kilometer i et udtørret vandløb. Jeg blev indhentet af stadig flere løbere der jeg gik eller stod bøjet med hænderne på knæerne, og det var først ved sidste depot i Machadora 10 km før mål, at jeg overhovedet fik troen på at fuldføre igen.
”Gå 20 skrit, løbe 40, gå 20 skrit, løbe 40. Aldrig igen… Sikke nogen idioter som løber 83 eller 125 km… du kunne ha ligget på stranden med en kold øl i hånden Eivind…”
Selv god musik på ørene, som vanligvis er en sikker motivationsboost, havde ingen effekt, og herfra og ind var det et spørgsmål om overlevelse. Tidligere ønsker om en god placering og tid var nu glemt, og jeg observerede ligegyldigt løbere der i en jævn strøm passerede mig ind mod målområdet. I det der er 500 m igen til mål, bliver min nedværdigelse fuldbyrdet af at to løbere indhenter mig på opløbet, men i det jeg får min søn op på skuldrene og vi til trampeklap og trommer fra publikum løber over målstregen er dette ubetydelig.
Endelig i mål!
Jeg fuldførte! En 42. plads i tiden 5t og 20 min var langt dårligere en jeg havde håbet på, men tilfredstillelsen af at overkomme de fysiske og mentale udfordringer fra 27 km og ind var så stor at jeg alligevel var rigtig tilfreds. En 3. plads i klassen elite masculino (herrer under 30) var også et lille plaster på såret. TransGranCanaria er et anbefalelsesværdig løb, stemningen langs ruten var fantastisk og naturen på den første delen af turen var storslået og vakker. For en ultratrail-fanboy som mig, var det også fedt at se mange af mine største løbsidoler på tæt hold. I’ll be back!
3. plads i Elite Masculino
Mit Grej:
Rygsæk: Salomon – ADV Skin S-Lab Hydro 12 Set
Sko: Saucony Peregrine 5 (4 mm drop)
T-shirt: Arc'teryx Velox Crew
Shorts: Arc'teryx Soleus
Jakke: Salomon Bonatti
Pandelampe: Asivik H mini
Solbriller: Oakley
Energi: Tailwind Nutrition enkeltportioner
Leave feedback about this