Kan man skrive en raceberetning om et race man ikke gennemførte? Og hvor klippekortet aldrig blev afleveret fordi man først kom retur lige inden mål lukkede?
Okay, okay. Vi endte faktisk med at gennemføre jf. 11-timers reglen og klippekortet blev også afleveret. Det er jo ok at blive pint lidt med tanken om en DNF.
But they all think I’m crazy
Det er ikke helt nemt at skrabe et hold sammen af folk, der vil med ud ar race i 11 timer. Så da jeg blev spurgt om jeg ville med på Team HØF, var jeg ikke et sekund i tvivl.
Desværre måtte Ø’et i HØF måtte melde afbud med sygdom. Tilbage stod et H og et F uden en 3. mand. Alternativet til at køre for udenfor konkurrence, var at finde en ny 3. mand. Mit konkurrence-gen vandt over rationalitet og jagten på et nyt holdmedlem startede. Alle blev spurgt (næsten). Men hvem trækker man lige op af hatten 24 timer inden starten går? Kl. 16 fredag eftermiddag melder Lars fra TRD sig. En middel aldrende herre, med hang til lange løbeture og en grundform der ikke kunne sættes en finger på. Team HØF, nu HLF, var klar på eventyrlig-ekspedition.
Med et manglende Ø i HØF, manglede vi også en navigatør. Jeg kan navigere ok til fods, men 11 timer i træk? Der var ingen vej udenom. Jeg afgav min plads som roadbook-woman og puttede i stedet kort i kortholderen.
Det grønne-lyn pakket og klar til eventyr.
I’m here for you
Oure AR’s konceptet er et linjeløb. Man er hele tiden på vej mod mål i en (næsten) lige linje. Dette med et minimum af loops, ingen vandballoner eller andet spas. Race-crewet kommer til gengæld på arbejde. Der skal flyttes et par cykler eller 70 og der skal være et godt overblik over hvor folk er henne på ruten.
Bon Appétit
Dagens race-menu bød på intet mindre end: Freeorder O-løb, SUP stafet, By-O i Ollerup, MTB-O på Skovhuggeren, klatring i Gorilla Park, MTB-O i Rantzausminde, MTB-O til Svendborg, By-O i Svendborg, MTB-O i Svendborg, O-løb i Skårup, Bike’n’Run til Oure og et afsluttende OCR-løb. Dertil suppleret med sideorders i form af: nutellamadder, syntetisk energidrik og mudder.
Lets get it started
Et linjeløb kræver at man ikke starter ved mål, så kl 9:40 blev alle challenge-hold stoppet i de flotte lilla busser og kørt til en sø i Ollerup.
Her gik starten med først et lille free-order O-løb hvor holdet måtte dele sig. Et kort øjeblik var der flashback til Delta AR hvor Anders og Lasse forsvandt. Det var kun tre poster der skulle findes, så med én post hver var det dagens nemmeste orienteringsopgave (det var bare at følge efter de hurtigste). Vi kom alle tre hurtig retur til SUP’en, hvor en, intensitetsmæssig, hård SUP-stafet ventede. Alle på holdet skulle på SUP ud rundt om to bøjer og retur til land, hvor næste mand røg på vandet.
For at sikre at resten af dagen ikke skulle handle om våde sko, strømper og vabler, havde vi taget skiftesko og tøj med til efter SUP-etapen. På den lange bane syntes jeg de 10 min var godt givet ud.
I’m following the maps that leads to?
Det var nu tid til at mine navigationsevner (eller mangel på samme) skulle stå deres endelige prøve. Efter SUP stafetten fik vi udleveret kort til By-O i Ollerup. Det er aldrig sket før, men jeg kom til at syd-vende kortet. Vi løb derfor den helt gale vej i jagten på post 2. Et hurtigt stop for lige at få styr nerverne også ellers i den rigtige retning mod post 2. Dernæst gik det slag i slag. Der var kun enkelte bum. Post 12 og 13 fik jeg byttet rundt på. Og det samme ved 15 og 16. Ellers blev der løbet så direkte på posterne som muligt. Posterne i børnehaven stod dæleme tæt..
Efter en onsdagstræning med TRD, indeholdende mange køer, en å og mudder var det med at anstrengt smil jeg fulgte efter hen over en mark, på vejen mod vores cykler.
Hvis bare de havde set så søde ud, de køer vi løb imellem. Så havde der ikke været noget problem. Foto: Tinna
I want to ride my bicycle, I want to ride my bike
Min største efterlysning efter at have kørt flere races, har været at se det egentlige behov for min MTB. Ofte har jeg haft følelsen af at min racer kunne have gjort arbejdet ligeså godt.
Nogen må have hørt min stille bøn. Racets næste etape bestod nemlig af MTB på det lækre spor, Skovhuggeren. Udformningen var at man undervejs på sporet skulle klippe 6 blinde-poster, hvor der evt. var en kommentar omkring at skifte fra fx rødt til blåt spor. Selvom konceptet i AR er at finde vej med kort, så var det rart bare at kunne følge den røde pil rundt i sporet.
Og nøj! Det var lækkert sporet! Selvom jeg har kørt på det et par gange før, så var det altså bedre end jeg lige kunne huske. Følelsen at cruise gennem sporet med solen lige i ansigtet var aldeles fremragende. Et udtryk der blev brugt mange gange i løbet af dagen var: ”Jeg tager lige en mental-selfie”. Min nethinde er nu fyldt med billeder af sol, skov og smil.
Helt høje på adrenalin, hoppende drikkedunke og skov trillede vi mod klatringen. Det var en lang tur ud på landet, grundet et stort område med ”ingen adgang”.
Indescribable feeling
Det kan godt være jeg bruger ret meget tid på at være spændt fast i en klatresele og gladelig kravler 20 m op på en klippe, men klatreparker har aldrig været min stærke side.
Med 6 baner der skulle klares, hvor af den ene var meget lang, endte jeg ud med at klatre de 3 af banerne. Det blev 3 baner med maxpuls, en nutellamad på vej retur og symaskineben så det sagde spar 2. Jeg ved ikke hvor længe de bedste hold brugte der, men jeg syntes godt nok det tog lang tid. Især fordi man ikke kommer tættere på mål ved at hænge vandret i en trætop.
For lige at presse den første nutellamad ned, blev der spist endnu en, med en klistret slurk energidrik til at skylle efter med.
Ret godt med holdmedlemmer der lige minder mig om at spise og drikke. Det kunne ikke helt presses ind samtidig med at jeg skulle overveje hvilken vej vi skulle.
Move your body
Af sti afsted på cyklen. Fra TA2 til post 3 og 4. Det gik ret smooth. Dernæst var der lige lidt bøvl med kortets målestok og mine kort-evner. Kort 2 var i forholdet 1:25.000 og kort 3 1:7.500. Lige pludselig går det hele ret stærkt. Med en finger på kortet og et halvt øje på vejen, skulle der jo også lige forklares hvor vi skulle hen. Efter 11 poster var vi tilbage på 1:25.000 og det hele gik lidt nemmere.
En ”milepæl” var nået og vi stod nu i Svendborg. Her gik det også stærkt. Vi var lidt på afveje for at finde post 1. Vi kom på den vestlige side af ”ingen adgang-feltet”, hvilket resulterede i at vi lige kunne vinke til den fest der blev holdt på ”Stella Maris”. Indrømmet, de kiggede underligt på os. Opad bakken igen og lige tage en sidevej længere mod øst.
Ved post 3, lærte jeg en ny postbetegnelse: Trappen og post 9 var til gengæld et glædeligt gensyn. Sidste år havde Lasse, Anders og jeg foreslået en post ca. der, der desværre ikke kom med.
Som tredje sidste hold tjekker vi ind i TA3. Well, vi drømte bare om at blive placeret. Måske bare ikke lige fra bunden.
Gennem byen
L var begyndt at se frem til at komme af cyklen. Min lænd og nakke så i den grad også frem til det. H var bare glad for at hans bagbremse ikke længere sad fastklemt om baghjulet. Tsk, det kaldes bonus-træning.
Fra TA3 stod den på By-O til fods i Svendborg. Lige her, efter ret mange timer på farten, der kom der flow i navigationen. Vi får løbet så lige på posterne som evnerne rækker til og der er virkelig god kommunikation fra roadbook-man, med oplysninger om hvor posten står. Lige post 14 bommer jeg, fordi jeg simpelthen ikke kan se den streg, der angiver et hegn, hvor posten står lige bag.
Post 24 skabte stor morskab. En masse tynde træer i et metalstativ. Det var ikke lige det vi forbandt med et træ. 30 poster senere står vi igen ved TA3.
Man kan let overse hvor centrum af cirklen er.
Magisk
Op på jernhestene igen. Lidt pressede da vi ikke har noget vand tilbage i vores dunke. Og det er altså virkelig blevet sommer. Lidt betænkelige over situationen okser vi op ad en mega bakke. På toppen sker der det mest magiske. En dame i en have får spottet os og råber: ”Ej, I ligner nogen der har brug for vand!”. Hurtigt af cyklerne og ind i haven og fylde vores dunke. Jeg tror det er noget af det bedste vand jeg har drukket længe.
Videre ud i landskabet med sol på næsen og nutella på kinderne. Med den kombination er det ikke helt uudholdeligt at cykle rundt og se søen syd for post 5, tre gange.
Post 12, 23 og 14 vil ikke helt findes. Med MTB-spor, stier og en ret åben skov, var det lidt af en gættekonkurrence om hvilken sti fra virkeligheden, der så var afbilledet på kortet. Og hvem elsker ikke at køre helt ned i bunden af grusgraven for at klippe en post?
Fra post 15 til 16, var der igen 3 blinde-poster der skulle klippes. Da vi får klippet den tredje blinde-post kan vi ikke helt blive enige om hvad der menes med ”exit blåt spor”. H mener vi skal forlade sporet med det samme, jeg synes vi skal blive på sporet og følge det til enden og L er bare frustreret over at vi konstant skal finde vej. Hvad gør man så i jagten på post 16?
Does it almost feel like you’ve been here before?
Vi ender med at køre ud på den nærmeste asfaltvej, hvilket selvfølgelig resulterer i at vi ikke aner hvor henne i verden vi er (okay, Svendborg-området). Så hvad gør man? Først bruger man 10 min på at cykle øst på. Dernæst stopper man op i 7 min hvor man ser komplet forvirret ud. Så kører man retur til det kryds man lige har været i. Her konstateres det at man stadig ikke ved hvor man er. Så kører man ned på den store vej igen og kører mod den rundkørsel der ligger på Skårupøre Strandvej. Nu har man fundet sig selv på kortet. Og for at finde posten kører man lige igennem det famøse kryds igen. Det er den O-skærm jeg har jublet mest over at finde.
Still got time
Med øjnene rettet mod uret kører vi ind i TA4. Meldingen lyder på at O-løbet her vil tage ca. 30 min. Vi konkluderer at det kan vi sagtens nå. Det er trods alt kun 10 poster. Der er stadig tid nok. Masser af tid.
Der er god fart ud af TA4. Post 1 og 2 kender vi allerede placeringen på, da vi fandt dem i jagten på post 16 fra MTB-O. Dernæst går det slag i slag. Stien til post 8 kan vi ikke helt finde, men det lykkedes.
Post 9 og 10 er til gengæld en fest. For 9 timer siden havde vi drivvåde sko. Det har vi nu igen. Klap på skulderen til den, der har fået ideen med to poster placeret langt ude i vandet. Hold op der blev taget mange mentale-selfies ved de to poster. Rygtet siger at top-holdene kun var i vand til anklerne. Til info så fik jeg altså våde baller (fordømte højvande).
Time is racing towards us
Tilbage i TA4 begynder tiden at tikke hurtigt. Meget hurtigt. Vi fylder depoterne med vand og chokolade og begiver os ud på det der må være den længste bike’n’run jeg har prøvet. Ikke nok med at den er lang, vi har også være på ekspedition i snart 10 timer. De to ting kombineret begynder at drille. Fra TA4 til post 1, er der et meget langt stræk, hvor jeg næsten når at miste overblikket. Fra post 1 til 2 skal man følge Ø-havs stien. Noget skeptisk tager jeg bagtroppen. Jeg er ikke helt overbevist om at vi rammer posten. Ud af det blå (næsten da) dukker posten heldigvis op. Det går lidt nemmere med at finde post 3. Ved post 4 er det igen samme koncept med at følge Ø-havs stien. Om vi overser et skilt eller misforstår noget, får vi nok aldrig af vide. Til gengæld kommer vi til at løbe til post 5 i stedet for post 4.
Ved 90 grader-svinget er der afstemning: Skal vi køre direkte til Oure herfra? Eller skal vi tage post 6 og 7? Der er mest stemning for post 6 og 7.
Now I really wish that I knew how to swim
Eller bare hvordan man løber optimalt på en strand. Sådan en omgang blød sandstrand kan altså mærkes i akillessenerne. Om ikke andet har det været et syn for guder med 3 svedige og beskidte tosser løbende henad en strand med en cykel på slæb.
Trætheden får virkelig meldt sin ankomst. Så jeg får set skævt på kortet i forhold til hvor langt vi har løbet. Resultatet er at vi er løbet lige forbi post 7.
Nothing to win and nothing left to lose
Som overskriften angiver var der intet at tabe, intet at vinde. Så for at få det hele med løb vi forbi TA5 på toppen af Mt. Oure. Dernæst sættes kursen mod mål. Vi når lige at løbe gennem målporten inden den bliver taget ned. Men vi når det.
En af de sidste poster inden mål. Foto: Oure Adventure
A whole new world
For L var dette en helt ny verden med ord, termer og kortsignaturer. Måske lidt afskrækket. For H var det et spørgsmål om flere timer i sadlen og med løbeskoene på.
Rollen som navigatør var for mit eget vedkommende også en helt ny verden. Med det har jeg så sandelig fået fornyet respekt for Anders. Det var hårdt og udfordrende. Hårdt på den måde at man hele tiden skal være opmærksom og ikke bare kan cykle der udad. Til gengæld var det super fedt hele tiden at have overblik over hvor vi var henne og visuelt kunne se på kortene at vi kom tættere på mål.
De mange poster gjorde at jeg hurtigt fik respons på at jeg havde navigeret korrekt. Og mængden af vejvalg blev derved også minimeret, med mindre risiko for kæmpe omveje.
Summa summarum; Lækkert race med lækre detaljer! Og ja tak til en 3 gange så lang SUP-etape næste år og knap så mange poster.
Hvis jeg ikke havde overnatte på Oure fra fredag til lørdag. Så havde jeg med sikkerhed sovet sådan her Billede: ?
| Annonce |
Leave feedback about this