Suunto Hammer Trail Triathlon14 min læsning

Det er placeringen på målstregen der tæller og placeringen undervejs ligegyldig.

Lørdag d. 25. juni var der mange store triathlonstævner forskellige steder. Denne gang havde jeg valgt at deltage i en af de mindste, i hvert fald målt på deltagerantal. Suunto Hammer Trail Triathlon er, som navnet antyder en triathlon hvor ruten ikke er lagt på vejen men på spor, på hammeren på Nordbornholm. Det maksimale deltager antal var 100 deltagere, vel at mærke fordelt på det mest omfattende antal discipliner jeg har set samme dag. Med triathlon og duathlon på fuld, halv, kvart og motions distance samt hel og halv marathon, var der nok at vælge mellem.

Jeg var naturligvis ikke taget hele vejen til solskinsøen for at gøre ting halvt så jeg var tilmeld fuld distance trail triathlon (3800m svømning, 180 km MTB cykling og 42 km terræn løb). Som det kan ses på nogle af de stævneberetninger jeg tidligere har skrevet, er det ikke første gang jeg har valgt stævner med lidt ekstra udfordringer end bare distancen. Denne gang var der ikke så mange andre som havde gjort samme valg, til starten ved Hammersøen kl. 07:00 var vi i alt 8 startende. Med andre ord var der ikke udsigt til en masse selskab eller udfordringer med at overholde 10 m reglen.

Feltet på den fulde distance lige før start, Foto: Suunto Hammer Trail Triathlon

Efter en hurtig raceinfo hvor det eneste jeg bed mærke i, var at tidtagningsmåtterne var samme sted gennem hele løbet, hvilket betød at vi kom til T2 fra en anden side end jeg havde ventet og derfor havde placeret løbeskoen på den anden side af racket, og sikkert ville tabe et halvt minut på grund af det. Men med en forventet total tid på den anden side af 15 timer var det nok ikke så vigtigt.

Hammersøen
Starten gik og jeg valgte modsat alle tidligere stævner ikke at prøve at finde en at ligge på fødder af da jeg forventede en del spredning i niveauet på de 8 startende. Det betød at jeg lagde mig forrest og de sidste ugers åbent vands træning med navigation kom mig til gode. Da jeg nåede første bøje drejede jeg med det samme 90 grader til højre og havde med det samme svært ved at se næste bøje trods klart vejr og sol. Efter to tag så jeg at bøjen lå meget til venstre. Med andre ord var den ikke placeret som angivet på kortet, og lidt rekognoscering fra morgenstunden havde nok ikke skadet.

I vandet, Foto: Suunto Hammer Trail Triathlon

Efter første svømmerunde (af 4) var jeg et par gange blevet klappet på føderne og da jeg nu havde fået vand i den ene brille valgte jeg at stoppe og tømme vand ud og ved samme lejlighed vurdere om jeg havde en at ligge på fødder af den næste runde. Erfaringen blev ret hurtigt at det var en svømmer med ca samme tempo som mig som bare havde problemer med navigationen. Jeg har ikke tal på hvor mange gange han krydsede ind foran på trods af at jeg efter egen mening holdt den lige linje mod bøjen. Jeg valgte at sænke tempoet lidt i stedet for at være vejviser, der var langt igen så jeg skulle nok få mulighed for at bruge kræfterne senere.

På tredje runde nåede jeg igen første bøje og havde nu erfaret at det ikke var et 90 graders sving, til min store overraskelse skulle det denne gang havde været et 90 graders sving. Det er første gange jeg har oplevet at der bevidst er ændret på svømmeruten, det plejer at være bøjer som river sig løs og kan gøre navigationen mere spændende.
Lige inden sidste runde var jeg klar over at vi lå 3 svømmere tæt på hinanden og jeg bestemte mig for at tage chancen og prøve at være først oppe ad vandet. Det lukkedes at få hullet og overhale en anden med en omgang inden jeg som den første kom op ad stigen løb ind i T1.

Først oppe ad vandet på vej mod T1, Foto: Suunto Hammer Trail Triathlon

Første skifte
Jeg havde planlagt at skiftet ikke skulle være rekord, så brugte tid på både strømper og solcreme, hvilket jeg ikke fortrød. Alligevel var jeg stadig først på cyklen med et ukendt forspring til nr. to, som var i skiftezonen samtidig og nr. tre løb ind samtidig med at jeg hoppede på cyklen.

Nordbornholm på cykel
Cykelruten var 8 omgange af 22.5 km, primært på ukompliceret grusvej med ca 1 km gennem en fårefold hvor der var lidt teknisk, men den største forhindring var et åbne og lukke leddene. Hvor det var nødvendigt for at få ruten til at hænge sammen var det asfalt veje eller sti. Naturligvis var det også et par stigninger. Den værste var granitbruddet i Vang, hvor vi startede ved vandet og skulle til toppen hvor der var depot ca 80 højde meter op en lille kilometer. Efter et hurtigt stykke med asfalt startede en længere stigning som startede som grusvej hvor der var mulighed for at se konkurrenterne an, da det også blev brugt på vej ud til granitbruddet. Denne stigning gik senere over op en skovsti og til sidst på en græs vej. En noget længere stigning end granitbruddet men knapså stejl. Omkring den sidste sløjfe ved Stenbrudsmuseet var der igen et par stedet som var ens fro ud og hjem og derfor igen gav mulighed for at se konkurrenterne an. Dog skal det siges at med 8 ryttere på en 22.5 km runde er det ikke så tit der er en anden rytter op de stykker.

Tredje omgang var en motivations booster da jeg her overhalede halvdelen af de startende på den fulde distance. Samtidig var deltagerne på halv og kvart distance (startede kl. 10) nu også kommet ud på ruten og gav lidt mere liv. Jeg forsøgte at holde øje med dem med røde numre (fuld distance) for at se hvor jeg mødte dem og give en indikation af om de kørte hurtigere eller langsommere end mig, men det var ikke til at få et ordenligt overblik.

Energimæssigt var jeg gået fra at drikke energidrik til vand på cyklen, da den konstante smag af sukker var blevet for meget. Det var en del tidligere end jeg havde håbet, og jeg kompenserede med et par glas energidrik og en håndfuld matadormix, energy gums eller chokolade når jeg kom forbi depoterne, og chokoladen ikke var helt smeltet. På de sidste runder blev det også til “rigtig mad” i form af sandwichs med nutella og energibarer.

På næstsidste runde mødte jeg en af de to jeg vidste jeg ikke havde overhalet en omgang eller mere, og ud fra stedet vurderede jeg at jeg havde omkring 12 minutters forspring. Hvilket ikke var så dårligt men da jeg samtidig kunne de at mine omgangstider var faldet fra at være omkring en time til næsten 1 time og 10 min.

På sidste omgang var jeg lidt overrasket over stadig at overhale deltagere på halv distance, der er helt sikker nogle som har haft det hårdere en mig, også lidt skuffet over mig selv da jeg ikke så han jeg havde 12 minutter på hvilket let kunne betyde at han var begyndt at hente på mig. Heldigvis så jeg på de sidste 500 m af omgangen at han som jeg vurderede måtte være nr. tre var på vej ud på den sidste omgang. Altså omkring en time og 15-20 min forspring. Jeg ved at løb ikke er min stærke side og har før tabt over 1 minut pr. kilometer, så med 42 km igen var intet sikkert, jeg vurderede dog at placeringen på podiet var sikker så længe jeg gennemførte.

Andet skifte
T2 kunne som erfaret under racebriefingen helt sikkert vøre gået lidt hurtigere hvis skoene havde været placeret anderledes. Bort set fra det gik det fint og jeg var ret hurtigt ude på løberuten.

Bakkeløb
Den første kilometer gik rigtig godt, og så kom den første bakke som var løst sand hele vejen. Jeg havde ikke været ude at se på løberuten inden men havde set højde kurverne og på grund af distancen havde jeg valgt at bakkerne skulle overståes gående for at spare lidt på kræfterne. Den taktik blev holdt hele vejen. Vejret var stadig sol og temperaturen behagelig da store dele af ruten lå ud til vandet og det blæste lidt.

Næste store bakke var en jævn stigning med græs som underlag og med væske depot på toppen. Efter dette kom en lille stigning med mere stenet underlag med en fantastisk udsigt over Opalsøen og mod Hammershus. Et teknisk stykke ned og ud langs vandet inden en pil lidt overraskende pegede til venstre. Jeg havde indtryk af at der ikke var behov for de store sløjfer for at få en runde på de godt 5 km. Men selvfølgelig er man ikke kommet til klippeøen uden at der skal være klipper. Rundens værste stigning med klipper og tilsidst lidt løse sten inden toppen ved Opalsøen igen var forceret. Naturligvis giver skal turen ned igen, først en trappe og lidt senere en smal sti med klipper og lidt løse sten, inden det var ud af fårefolden og ind i depotet. Det var en omgang, kun 7 igen.

Anden omgang fik et et lidt uventet selskab, lige efter sandbakken hørte jeg en løber bag mig. Da jeg ikke mente jeg havde været så langsom måtte det være en fra en af de korte distancer. Jeg forventede derfor at blive passeret ret hurtigt. Det skete dog ikke, heller ikke på væske depotet hvor jeg så at det var en deltager på den halve distance. Som jeg mente at have overhalet på sidste omgang på cyklen. Hvorfor han måtte være på første løbe omgang, hvorfor det gav god mening at følge mig som trods alt have haft en runde og havde nogle erfaringer om hvilket tempo som skulle være forskellige steder på ruten.

Ved venstre pilen inden den sidste kilometer hørte kom der et kæmpe suk bagfra. Jeg var altså ikke alene om at blive lidt overrasket over at der skulle en sløjfe på før omgangen var færdig. Det tog tempoet så meget fra ham at jeg ikke så ham senere. (Efterfølgende erfarede jeg at det var den yngste deltager i feltet som var lokal og sikkert derfor viste hvilken stigning der kom).
På vej ud på tredje sidste omgang var ”support crewet” klar efter selv at have været I ilden på de kortere distancer og jeg fik lidt moralsk opbakning og en melding om at jeg havde et forspring på ca 15 minutter. Med 3 omgange af 5 km igen kunne jeg altså tabe næsten 1 minut pr km. Jeg kunne dog ikke komme udenom et toilet besøg og konstaterede ret koldt at jeg ville komme til at tabe mindst 5 min på den konto.

Det var ikke fordi det tog 5 min, hvilket jeg heller ikke havde ventet. Faktisk var jeg lidt overrasket over at jeg rent faktisk var 4 minutter langsommere på den omgang men jeg havde lidt problemer med at komme ind i rytmen igen, ligesom det var begyndt at regne lidt så klipperne var blevet våde og tempoet derfor lidt lavere.

Slutspurten
Inden sidste omgang var det tid til et hurtigt pit og en briefing, jeg var mest interesseret i at få bekræftet at jeg skulle tage den med ro på sidste omgang, med våde klipper og træt krop, og spurgte om sidste omgang skulle tages sikkert eller om der skulle satses. Desværre fik jeg en meget klar besked om at der skulle satses hvis jeg skulle vinde. Ikke lige det svar jeg havde håbet, men der var jo kun en vej.

Det første kilometer gik overalt forventning men op ad sandbakken hørte jeg lyden af lågen I bunden smække og eftersom jeg ikke havde overhalet nogle på det sidste måtte der være en hurtigere løber lige bag mig. Jeg havde ikke fået info om hvor meget jeg var blevet hentet, men der var ikke så mange på ruten, så det var bare at holde tempoet og håbe.

På græsbakken blev det som alle andre gange gang tempo og meget hørte jeg lyden af stave blive sat i jorden. Kort efter blev jeg overhalet af en løber med stave, i et tempo jeg ikke engang havde lyst til at prøve at følge, det var ikke en lige kamp alligevel. Jeg droppede depotet på toppen og løb de sidste 3 km til mål og hørte på det sidste stykke nedad klappen og speak i målområdet inden jeg selv fik samme modtagelse 1 minut og 48 sekunder senere.

Tanker efter målgang
Som nævnt i starten er det placeringen på målstregen der tæller og ikke det at have været forrest 220 af dagens 226 km og over stregen var jeg nummer to. Efter 15 timer, 41 min og 5 sekunder, er det svært ikke at finde steder hvor jeg kunne have sparet 2 minutter. Jeg tror på jeg havde været 2 minutter hurtigere oppe ad vandet hvis jeg ikke var blevet lidt taktisk og træt af at have en lige bag mig. Eller hvis jeg havde givet den lidt mere gas på cyklen eller havde haft en til at fylde flasker i depotet i stedet for selv at bruge dyrebare sekunder på det. Var det nu også nødvendigt at skulle på toilettet med 3 omgange igen – ja, det var meget nødvendigt på det tidspunkt, men kunne det være gået hurtigere?

Målstregen krydses efter en lang dag som nr 2, Foto: Suunto Hammer Trail Triathlon

Men sådan forløb det ikke, og jeg fik en anden plads, i et stævne som i det store hele gik som planlagt. Ingen styrt, skader eller kriser undervejs, god service og en god rute distancen taget i betragtning, og bortset fra lidt skyer og lidt let regn på de sidste løbe omgange, levede solskinsøen op til sit navn.

Præmieoverrækkelsen blev foretaget lidt efter med et lidt tyndt podie med den begrundelse at arrangøren forventede der ville gå en del timer inden tredje pladsen kom ind. (Han kom ind 4½ time senere).

Det smalle podie, der blev ikke ventet 4 timer på tredjepladsen kom i mål, Foto: Suunto Hammer Trail Triathlon

Efterskrift
Når jeg har fortalt om oplevelsen er der flere som lidt forarget har spurgt om det var tilladt at bruge stave på løbet og sat spørgsmålstegn ved om det er løb eller stav gang. Til det kan jeg jo kun sige, at der ikke i stævneinformationen er nævnt et ord om stave, og da vinderen ikke blev diskvalificeret har det jo været tilladt.

Jeg har deltaget Celtman Extreme Triathlon hvor jeg også oplevede folk bruge stave, omvendt deltog jeg sidste år I Hallingskarvet Triathlon her blev der på racebriefingen tydelige gjort opmærksom på at det ikke var tilladt med pigsko eller stave. Med andre ord er der ikke noget entydigt. Måske havde det været god stil at skrive i stævneinformationen at det var tilladt. For mit vedkommende var jeg ikke løbet med stave hvis det havde stået at det var tilladt. Det har dog vækket interesse, og jeg overvejer at finde langrendsstavene til efteråret så jeg kan være i lidt bedre langrendsform når sneen falder.