Da vintertiden nu har ramt os lige midt den bedste træningstid, er det blevet tid til at se lidt på et stykke grej der kommer til at blive brugt rigtig meget her hen over vinteren.
Min kære følgesvend gennem en del år nu. Min projektør på hovedet. Min lysende kilde når alt bliver mørkt og stille ude i skoven.
Silva 478, er intet mindre end en klassiker indenfor løb i mørket i orienteringsverdenen. De senere år har også flere mountainbikere fundet ud af, at der er en vis fordel ved at have lyset siddende på hovedet ved night rides frem for på styret.
Silva 478 modellen kan monteres direkte på din cykelhjelm, eller du kan montere den på hovedet med det medfølgende neoprenspænde.
Har du planer om at benytte din lampe både med og uden cykelhjelm, så er det model 478 du skal gå efter. Søstermodellen 480 kan nemlig ikke monteres på en cykelhjelm.
Lampen har to pærer. en 10w og en 20w.
Med de 20w har du en lysstyrke svarende til 300 lumen og en brændtid på ca. 2,5 timer hvis du køber modellen med det store batteri.
Jeg har brugt lampen igennem de sidste tre år og været meget begejstret for den. Både til orienteringsløb, mountainbike night ride eller til Adventure Races.
Lampen er pålidelig og har aldrig svigtet, og har kunnet holde til en til tider hårdhændet behandling.
Kombinationen af Silva 478 og regn har heller aldrig givet anledning til skænderier mellem mig og mit lys.
Inden du nu haster ud og køber lampen skal der alligevel lyde et lille aber dabei.
Siden jeg købte lampen for nogle år tilbage, er der sket rigtig meget på området for HID LED pandelamper.
Pandelamper der kører på kraftige dioder i stedet for halogenpærer som Silva'en.
Lyset du får er i en LED mere blåt, men ellers er der ikke den store forskel. Lysstyrken varierer fra ingen ting og helt op til imponerende 900 lumen.
Prisen er lige så forskellig og generelt følges lysstyrke og pris ad.
En Silva 478 koster knapt 2000,- med det store batteri og en bæresele, der kan være en god ide hvis du ikke altid løber eller cykler med rygsæk.
LED pandelamper fåes i en kvalitet der kan bruges til orienterinsløb og MTB fra ca. 800,- og så op ad.
Oftest æder en topmodel med LED batteriet lige så hurtigt som en halogen. Fordelen er blot at de fleste LED modeller tilbyder et noget lavere blus, som kan spare på batteriet når det ikke er tvingende nødvendigt med det vilde lys.
Men summa summarum er, at en Silva 478 stadig er god value for the money hvis du spørger mig. Men måske ikke det oplagte valg ved adventure race andre konkurrencer der strækker sig over en hel eller flere nætter.
Annonce |
Leave feedback about this