Ultratrail Fyr til Fyr 2015 Bornholm, En race beretning? Ved ikke rigtigt hvordan den skal skæres, det var straks nemmere da der bare skulle løbes og det blev der for mit vedkommende næsten hele vejen.
Tre færinger indtager de syddanske klipper!
Vi var tre færinger, Sofus Poulsen, Runi Simonsen og jeg, som havde sat os for at nu skulle der prøves kræfter med ikke bare en ultra distance men trail og samtidig en rute der byder på lignende topografi og underlag som det terræn vi til daglig udfører vores træning.
Ud af komfortzonen!
Det skal siges med det samme, at denne tur kommer man altså ikke sovende til, den kan ikke på forsvarlig vis gennemføres uden at der ligger noget fornuftig langsigtet træning bagved. Havde jeg så det? Jeg gennemførte i officiel registret tid 6:24.56, og er yderst tilfreds med hele løbet.
Fyr til Fyr Ultratrail!
Selve løbearrangementet er vældigt godt arrangeret og ruten langs Bornholm østkyst, følger primært kystlinien, dog er der flere stræk hvor der løbes asfalt uden om og igennem byer på ruten.
Vejret var helt perfekt, det var lunt fredag, og lørdag var der lovet endnu bedre vejr og højere temperatur, og vejret holdt og det var shorts og solbrillevejr.
Startskuddet fra Due Odde fyr knaldede kl 07:00 og så afsted op gennem klitterne og løst sand de første ca 500m, herefter løb i mange km på stranden i det hårde sand, virkeligt lækkert. Hvis der var nogen vind, så var den med os og ikke før helt oppe ved Hammeren lige før mål fik vi mere vind at mærke. Generelt var de første 20 km inden depot 1, præget af strandløb med passager hen over flere klippestykker. Her løb jeg og Rúni sammen. Vi er begge to vant til at løbe på klippegrund fra vores hjemlige træninger og vi lagde mærke til hvor usikre de fleste var på at springe rundt i de store klippestykker, det fremkaldte lidt selvsikre smil og kommentarer imellem os, og vi overhalede flere på de stræk. Depotet stod ved 20 km og bød på alt det der skulle være nødvendigt for os stakler, jeg skyllede noget Cola og lidt banan ned. Videre op af kysten mod næste depot i Gudhjem, igen en masse afvekslende terræn, stier, strandsand, asfalt og bakker.
Sol og sommer, og det værste (læs: mest spændende) forude!
Depot 2 lå ved 38 km, og der var mit humør stadig godt, begyndte dog at mærke slidtagen og fødderne var vist vokset i skoene. Det var nu så varmt at den langærmede trøje blev hevet af, så nu løb jeg blot i min blå kortærmede Bragdið Tee, min lokale løbeklub, klubbens farve. Væskeblæren blev fyldt helt op, 1,5 liter, og så var det afsted og ud mod ukendte distancer. Marathon distancen var indtil denne dag min længste én dags distance. Efter Gudhjem og fra omkring km 44 skete der noget. Da begyndte løbet for alvor! Nu begyndte det nordlige Bornholm at vise tænder med de sygeste singletrack, bakker op og ned og nogle lange asfaltstræk. Jeg var træt selvfølgelig, men disse lange asfaltbakker vidste jeg fra erfaring at jeg kunne gnaske, og jeg løb dem alle selv på dette sene tidspunkt i løbet, omkring km 50. Her gjorde erfaring og den daglige træning hjemme fra Færøerne virkelig forskel, og jeg overhalede rigtigt mange som gik disse bakker.
“Go beyond and further” Mit motto på mit DJUVA ID armband!
Kommet op til Allinge-Sandvig fladede terrænet noget ud igen, men kort efter løbende nord tæt på Hammeren, skulle vi igen ned at løbe i løs tør sandstrand ca. 300 m, og det var sjovt for den der holder af smerter i musklerne. Det var stadig varmt, der var ved at være udsolgt hos mig, og tørstig var jeg, så jeg halede patten i munden og sugede, OG der kom ingen væske frem. 5 km tilbage og min blære var tom, shit! Nu skulle der knokles hjem, der var udsolgt, og nul væske. Nå, men så var det bare på med kæmperkasketten, håbe på at man ikke kolapser. Det aller sidste stræk op mod Hammer Fyr kan ikke løbes af andre end Killian Jornet. Ca. 500 m før målet skal vi op af den stejleste bakke. Her var en sød fotograf som lod mig hive en ordentlig slurk fra hendes vandflaske. Jeg var reddet, og fik de sidste kræfter mobiliseret og klasket labberne i Hammer Fyr.
At overleve er at leve!
Selvom en lille krampe lå og lurede i den ene læg, så fik jeg ikke en eneste krampe på turen. Jeg havde meget bevidst valgt at fokusere mit væskeindtag sammen med Zero elektrolyt tabletter og er helt overbevist om at dette var en klog beslutning.
Nu er et af de store mål på min vej nået!
Jeg er nu officiel Ultraløber, endda i trailsporten. Det er jeg stolt af. Jeg har nået nogle mål, efter at have trænet så målbevidst og kontrolleret, som det nu en gang lader sig gøre når jeg arbejder offshore i Angola, og ikke kan træne andet end løbebånd mere end halvdelen af året.
Fælles glæder!
Sammen med mine to færøske venner, Runi og Sofus kan vi nu alle tre snakke med om hvad denne sport drejer sig om. Det kræver en stor træningsindsats at være med og gennemføre, men kendetegnende for os, alle de andre deltagere og trailsporten er at smilene altid er store uanset hvad vi bliver budt eller byder os selv.
Næste løbeudfordring er Tórshavn Marathon d.13 juni. Hvad der ellers fremover kommer dumpende af udfordringer er uvist lige nu, men ét er sikkert, The show will go on!
Leave feedback about this