Jeg tager hatten af for denne nye jakke fra Patagonia. Den er, gennemført, funktionel og super fed.
Men hvorfor ?
Fordi den er en hybrid mellem en softshell og en skaljakke. Den består nemlig af begge materialer! Foran er den delt på midten, hvor øverste halvdel er i et skalmateriale mens nederste del foran er i softshell. Det samme gør sig gældende for armene mens ryggen stort set kun er i softshell bortset fra skuldrene. Hætten er i skalmateriale.
Det tekniske
Skalmaterialet er Patagonia’s egen H2No Performance Standard 3 lags 100% nylon ripstop og softshell materialet er Polartec Power Shield. H2No skallen er komplet vandtæt, vindtæt og åndbar mens Polartec Power Shield er åndbar og vindafvisende. Begge materialer har en Deluge DWR finish.
H2No Performance Standard 3 lags skal er i 70 denier og vægten for en herrejakke ligger på 623g og for kvinder på 561g.
Design og brugbarhed
Mixed Guide Hoody er designet med henblik på isklatring, mixklatring eller topture. Dvs. aktiviteter hvor du ofte vil få det varmt, og har behov for at komme af med din damp samtidig med, at du risikerer at få sne og is ned over dig. Derfor er denne jakke så super fed. Softshell på ryggen, hvor jeg altid sveder under rygsækken, samt foran på maven under hoftebælte og klatresele. Når jeg hænger på isen og strækker min økse efter en god placering, så flytter jakken sig ikke pga. den strækbare softshell, mens jeg på samme tid ikke bliver våd af det is og sne, der smelter af i solen midt på dagen, eller som min makker over mig rager ned.
Jakken har 4 lommer, 2 der sidder på hver side af maven, men som du ikke kan komme til, hvis du har en klatresele på eller hoftebælte fra en rygsæk. Samt 2 lommer på brystet som sidder over evt. sele og hoftebælte. De 2 øverste lommer er rimelig rummelige og kan fint indeholde det mest nødvendige som mobil, kamera og læbepomade.
Hætten er designet efter, at du har plads til hjelm, og er 2-vejs justerbar. Den er let at regulerer og trække op over hjelmen.
Lækre farver er jo også en dejlig ting, og den kommer i flere fede farver til både mænd og kvinder.
”Nice to have” eller ”Need to have”?
Jeg har brugt jakken til forskellige aktiviteter som isklatring, vandring på fjeldet med rygsæk og søndagstur til en nedlagt mine på stenjagt. Patagonia Mixed Guide Hoody er lækker at have på og fungerer til mange forskellige aktiviteter. Men jeg synes ikke den udelukker det faktum, at jeg stadig har en skaljakke med også. Den har i min lille samling af jakker, skubbet min gamle softshell af pinden men forbliver i kategorien ”Nice to have”. Ingen tvivl om, at jeg har den på hver gang jeg klatrer is, medmindre meget våde eller kolde forhold hvor skaltøj er rarest.
Det bedste: Super fed kombination af de 2 materialer, fedt design og snit.
Det værste: Lidt dyr og en relativ høj vægt.
Målgruppen: Alle der opholder sig i naturen og som gerne vil have en softshell jakke, der kan lidt mere end de andre på markedet.
Overordnet: Super lækker jakke der kan mere end en almindelig softshelljakke, fede farver og fedt snit.

Patagonia Mixed Guide Hoody








Leave feedback about this