Heldragter i Gore-Tex har de sidste år været et ”must” blandt de mest dedikerede off-piste kørere, og såkaldte one-piece suits i joggingbuksestof har været et stort hit blandt de 7-14 år gamle kids. Vi har testet Patagonia’s nyeste skud på one-piece stammen, men deler ikke helt de unge og dedikeredes begejstring for produktet.
Capilene 4 er navnet på Patagonia’s varmeste undertøjsserie, og findes i mange forskellige modeller. Vi har testet en heldrag som er designet for isklatrere, alpinister, kajakroere og skiløbere som tager sit undertøj på om morgenen og beholder det på til aktiviteten er over.
Materialer og detaljer
Capilene 4 er lavet af Polartec Power Dry materialer og behandlet med Polygiene odør kontrol, som hindrer at svedlugten sætter sig i tøjet. Dragten er lidt amerikansk i størrelserne, og selv om længden passer sidder den lidt løst (jeg er tynd). Den er dejlig blød mod huden med fleece på indersiden, og bevægeligheden er rigtig god, som følge af at materialerne har en god ”stretch”. Jeg kan godt lige den høje krave og gode hætte som kombineret med hætten på en skaldjakke eller en skihjelm holdt kulden og vinden ude. Lynlåsen i front går helt ned til midt på maven, og den blev flittig brugt for at komme af med varmen, da den er den eneste udluftningsmulighed.
Hvis bønnerne fra morgenmaden har sat gang i systemet, kan du hurtig komme af med lidt vægt uden at skulle have dragten af med den praktiske drop-bottom. Pas dog på at du ikke skider på dragten, det er ikke sjovt.
Den sidste detalje, som jeg også synes er den fedeste er de to tommel-loops som holder dragten på plads under skaldjakken. Genialt! Som lovet er Capilene 4 både meget varm og meget åndbar. Den passer bedst til de lidt koldere dage, men er åndbar nok til at du kommer af med varmen under højt aktivitetsniveau.
Er one-piece designet noget værd?
Patagonia skriver at one-piece designet eliminerer de ekstra sømmene og potentielle kulde pletter der findes i et traditionelt todelt lagsystem. Den teori synes jeg dog ikke helt holder mål. Til trods for utallige timer ude i vinterhalvåret, har jeg aldrig haft problemer med at kulden slipper igennem mit uldundertøj.
Fordelene med et one-piece design på undertøj er for mig at se, ikke mange, på grund af de ringe varmereguleringsmuligheder du har. Til specifikke aktiviteter som de i indledningen nævnte, kan den dog fungere lige så fint som et todelt alternativ, og den er også unægtelig lækker at bruge som eneste plag i hytten efter en lang dag på pisten, eller som hyggedragt (I didn’t just say that…) i teltet.
Det bedste: Hætten og tommelloopsene.
Det værste: Jeg er ikke pjattet med one-piece undertøj.
Målgruppen: Dig som tager undertøjet på, og ikke har behov for at varmeregulere før aktiviteten er ovre.
Overordnet: Nok et lækkert produkt fra Patagonia, som mest er beregnet til niche-brug.











Leave feedback about this