Følgende er udelukkende et udtryk for egne holdninger og meninger 😉

”Hvorfor kører du Adventure Race”? Det var ikke lige det spørgsmål jeg havde forventet den følgende mandag. Hvorfor kører DU Adventure Race? Tyg på den, og så kommer jeg med mit eget bud senere.

Og tag lige et godt kig på billedet herunder. Jeps, du så helt rigtigt. Tre af de sejeste adventureracers kombineret med en rookie . Hvordan kommer det i stand?  Tilbage i februar blev spurgt om jeg var frisk på Yeti AR til august (den laaange), også var der enighed om at et test-race inden, da nok var en god ide.

Vindere af mix-rækken, og den vildeste præmie: Et stk skitur. FOTO: Oure AR

An expedition

Det bedste ved Oure AR er at det er et ekspeditions-løb. Fra A til B uden CPV’er. Dermeder det muligt at se om man er forrest eller bagerst i feltet.

Menuen i år stod på masser af små retter: Prolog på selveste Egeskov Slot, MTB på SKOVHUGGEREN og efterfølgende O-løb, trailløb, klatring i Gorilla Park Svendborg, MTB til Lakkendrup, O-løb i Lakkendrup, MTB til Lundeborg, Kayak'n'Swim i Lundeborg, Strandløb til Tiselholt og en kort og intens MTB-O til mål. Med sideorders i form af: Vabler, krampe og puls-180-kvalme. I alt ca. 100 km’s bevægelse via 7 TA’er og 86 CP’er. Herunder visuelt opsummeret.

Oure AR samlet på ét kort. BILLEDE: Oure AR

In it to win it

Planen fredag aften var klar: ”Jamen, den skitur, den vinder vi da i morgen”. Jeg var nu ikke helt overbevist. Det vildeste jeg har vundet, er et fighter løb i Silkeborg og et tilsvarende iskoldt et i Thy.

De fleste kort blev udleveret på forhånd sammen med roadbooken klokken meget tidligt. Planen var klar: Jesper og Anders stod for at finde vej, Søren med ansvar for roadbook og SI-brik, også skulle jeg ellers bare følge med. Til en start følte jeg mig lidt ”ansvarsløs”, men det skulle vise sig at være helt fint.

Let me take a selfie

Kl ca. 8 gik starten ved Egeskov Slot. Det var en virkelig fin scene at starte dagen på, med det fine slot i baggrunden. Prologen bestod af 4 ben: Et selfie-O-løb, foto-O-løb, kommunikations-labyrint og blind-fold-i-trætoppen.
Normalt ligger mit ”prolog-tempo” omkring 6 min/km, måske 5:30 min/km hvis det går vildt for sig. Her sagde mit ur 4:20 min/km. Med en puls der nærmede sig 180 bpm, og havregryn på vej retur, holdt jeg nu alligevel på. Argumentet var, at vi gerne ville ud på cyklerne som nogen af de første. Selfie- og foto-O-løbet var et hit. I labyrinten skulle et holdmedlem fra tårnet i midten, dirigere de andre gennem labyrinten. Det klarede vi fint med kun et enkelt minuts ”sit-down”, da vi simpelthen løb så forkert, at Jesper ikke så andre muligheder end at råde ”STOP”.
På vej ud af Egeskov var der allerede fokus på næste etape – MTB-O mod Skovhuggeren. Planen var et hurtigt skifte og ud og afsted. Gennemgående for hele racet er, at jeg aldrig har lavet så hurtige og effektive skift. Der herskede et helt andet overblik her.

På billedet herunder værdsætter jeg at stå stille i ca. 2,76 sek.

Foto-O-løb med Egeskov Slot i baggrunden. FOTO: Oure AR

Feel the wind in your hair

Med ca. 30 km/t gjorde jeg et ihærdigt forsøg på at sqeezze en Nutellabolle ned. Det lykkedes ikke helt, og jeg konkluderede hurtigt, at det her tempo krævede spiselige ting, der kan komme hurtigt ned. Min puls faldt gudskelov fra 180 bpm til noget, der var mere normalt, hvilket jeg tilskriver de efterhånden mange timer på cyklen i løbet af vinteren. Træning der virker, er nu engang det bedste.
I hælene på et herrehold, og samlet afsted som nr. ca. 6 og vist nok 2. mix-hold. Med mig i træk holdt vi et ret stabilt tempo på vej mod Skovhuggeren. Sætningen ”nu holder vi lige på her”, blev sagt mange gange, samt ”husk at spis og drik”.
Vupti, så kørte vi ind på Skovhuggeren. Her skulle der samles bogstaver undervejs, som kontrol af, at man havde været sporet rundt. Det altså et fantastisk spor, især med et knas tørt underlag. Med det tempo vi havde på, var der ikke tid til at trække over forhindringer eller gå op ad bakkerne, så sammenlagt er det nok første gang, jeg har kørt det uden at stoppe/vælte 😉 Vi spiste os stille og sikkert ind på Team Salomon, der lige pludselig var indenfor rækkevidde. I TA’en stak de meget hurtigt afsted, men ikke hurtigere end at det ville være muligt at løbe dem op. En anden ting jeg erfarede gennem dagen var det gentagende spørgsmål om, hvor mange der havde været i TA’en før os. Normalt har jeg altid spurgt om vi er de sidste eller hvornår er næste cut off.
Undervejs på O-løbet er der desværre en gren, der på forunderligvis får lavet et mega hul i begge mine sko. I sekundet tilskrev jeg det ikke rigtig nogen værdi. Da vi 6 timer senere kom i mål, havde jeg de største vabler i svangen af begge fødder. Her 14 dage efter er de endelig helet op.
For igen at kunne holde tempo kom jeg atter i træk. Det var lidt at en udfordring, men til gengæld har jeg aldrig løbet så hurtigt i skov. Eller som det lød i skoven: ” Vi kan jo ligeså godt træne at trække hende i terrænet”. Der var vel omkring 14-ish poster, inden vi løb mod Gorillapark. Planen var endnu engang lige at holde tempoet oppe. Inden vi løb ind i Gorilla park var planen klar. Alle havde en bane, de skulle starte på. Jeg er ikke særlig begejstret for sådanne rebbaner, men mine ben så det som en kærkommen pause. Også var det faktisk meget rart lige at skulle bruge hovedet lidt mere end kroppen til svinge sig igennem banerne. Hurtig opfyldning af vand og et marcipanbrød i maven, og det var endnu engang tid til at træde i pedalerne.

Swim every ocean

Poster der står på mærkværdige steder er klart de sjoveste. På turen fra klatring mod Lakkendrup og O-løb var der en post på en ø i en sø. Meningen var at cyklerne skulle have været med derude, men da ingen så stedet med det lave vand, valgte vi at hoppe i søen og svømme ud til posten. Her valgte min højre læg at gå i krampe, samtidig med at jeg eksperimenterede med at få min cykelsko af. Efter lidt hoppen og vrikken med tæerne på broen, var det lækkert lige at blive afkølet i den lille sø. Ikke alle på holdet gjorde sig enig i det.
På daværende tidspunkt ligger vi åbenbart foran Yeti (over-all vinder), der først skal i søen, da vi er på vej op. Salomon var også bag os, så teknisk set var vi vel forrest et kort stykke tid.

But it’s hard

O-løbet i Lakkendrup blev en hård fornøjelse. Lige pludselig er der ikke helt styr på, hvor vi er, samtidig med at jeg får en brombærgren i hovedet. De værste torne måtte pilles ud samtidig med lidt let løb. Der var ikke tid til at have ondt af sig selv. Skiftet tilbage til MTB går så hurtigt, at jeg først på cyklen mærker, at jeg har krammet en brændenælde med højre hånd, da jeg samlede mine cykelsko op.
Næste gang vi har løbesko på bliver det med sand under fødderne og ikke skovbund. Det faktum vælger jeg at ignorere indtil det bliver en realitet.

On the top of the world

Alt er klart nemmere i solskinsvejr, og humøret bliver der af også højere bare ved det. På turen mod Lundeborg tog jeg mig selv i at smile over hele femøren. Kombinationen af sol, ikke at være nummer sidst, et velfungerende samarbejde og (i min optik) ret fejlfri navigation, det var ikke helt skidt.
Sydfyn er fyldt med fine vandrestier, så vi fik også et lille stykke af Klokkefrø-stien, der gav ophav til et ”herligt” stykke med bike’n’hike på stranden.
Efter næsten 6 timer ramte vi Lundeborg. Igen var der inden vi ramte TA’en langt en plan for, hvad der skulle ske her. Der skulle fyldes vand, cykler i trailer, veste på og finde en kajak. Ca. 6 min efter ankomst til TA’en, var jeg på vandet og de andre i løb ud til post 1. Etapen var en kayak’n’swim, måske nærmere kayak’n’run. Konceptet var, at alle på holdet skulle være i kontakt med hinanden,når posten blev klippet. På trods af at ruten i kajak ikke var ret lang, så var det en kærlig påmindelse om, at jeg skal have trænet mine spaghetti-armene frem mod Yeti til august.
Kajakken blev afleveret længere henne af kysten og næste step var strandløb til Tiselholt. Jeg hader blødt sand, løst sand, store sten, mindre sten og fedtede sten. Lige der dykkede mit humør gevaldigt.
Afsted i noget der føltes som sneglefart langs stranden, i træk efter Jesper. Havde det ikke været for det, så var jeg altså begyndt at gå.

Castle on the hill

Og lige der, ud af skoven, som ud af ingenting. Tårnede Tiselholt frem, eller sådan føltes det ihvertfald. Jf. antallet af cykler, der lå klar, kunne vi konkludere at Yeti var stukket afsted og at Salomon måtte være bag os et sted. Der blev fyldt på med snacks og vand inden, vi begav os ud på den sidste MTB-O. En super kort og intens etape, hvor vi på intet tidspunkt vidste, at Salomon var lige i hælene på os. Etapen foregik på og omkring Oure mark, med en god håndfuld poster.
Også kunne vi efter ca. 7,5 time trille over målstregen som vinder af mix-rækken. Det var vildt.

Jeg har aldrig kørt et race, hvor samarbejde, fysik etc gik så meget op i en højere enhed. Mit mål var at holde på hele vejen, og blive ved med at arbejde, selv når det begyndte at nive i lårene. Det mål blev til fulde opfyldt samt at det over-all blev kørt næsten fejlfrit.
Om jeg er en af de bedste kvindelige adventureracers i DK, er jeg ikke helt overbevist om. Til gengæld er jeg helt overbevist om, at det var et fænomenalt race, med flotte post-placeringer, gode langestræk på cyklen og ægte MTB på skovhuggeren.

Cause I love the adrenaline in my veins

Men hvorfor bruge en hel lørdag på at se naturen med 30 km/t? Min medstuderende, der havde stillet spørgsmålet, fulgte op med om det var pga. spændende navigation? Nej, ikke rigtig. Kortmaterialet kommer jeg aldrig rigtig i nærheden af. Derimod er jeg vild med den måde, man ser afkroge af naturen på, som man ikke ville se, hvis man bare gik en tur. Man både battler mod naturen, med naturen, men ligeså vel ser den som en flot, flot kulisse for racet. Kombineret med glæden ved at udfordre kroppen til det yderste, med adrenalinen flydende i blodet og se hvad kroppen kan holde til. Det synes jeg er mega sjovt og derfor bruger jeg gerne 7,5 time en lørdag på at ræse Sydfyn rundt på kryds og tværs.