Let, lækker og anvendelig er nogen af de ord, der kan bruges til at beskrive OMM Cypher Jacket. Med en vægt på 280g, er den et oplagt valg til rygsækken, når du skal ud i naturen. Om det er adventurerace, trailløb, letvægtstur i fjeldet eller du bare gerne vil have en funktionel jakke, så er OMM Cypher Jacket et godt valg.
Snittet er designet til aktivitet, med lange ærmer til når du cykler, forlænget ryg der dækker enden, og 2 høje lommer som du kan komme til, selvom du har en klatresele på eller hoftebælte. Ærmerne har velcro ved håndleddet, så du kan lukke tæt. Hætten har flervejsjustering og en afstiver der holder den stående i regnen. Desuden kan du stramme jakken ind i bunden med en elastik.
Membranen i OMM Cypher Jacket er eVent 3layer, der (ifølge dem selv) via deres Direct Venting Teknologi tillader sveden at komme ud gennem membranen via en million små porer. Det skal forhindre, at du bliver klam og våd når du har et højt aktivitetsniveau. Vandsøjletrykket ligger på 40.000mm hydrostatisk tryk.
Pasformen af OMM Cypher Jacket kommer jo helt an på din kropstype. Men på trods af, at det er en Herre/unisex jakke, sidder den overraskende godt og føles ikke stor og kluntet. Den er lige lang nok på ærmerne, men det skyldes primært at jeg ikke er så høj. Jeg bruger normalt dame medium, så passer en small. Hvis du er en dame small, skal du have en XS. Bemærk at den er relativt smal over hofterne, da mænd jo som oftest har smalle hofter.

Virker eVent så?
Ja, det synes jeg. Jeg har løbet, cyklet og vandret med jakken og har ikke følt mig klam og våd. Jeg har heller ikke haft behov for, at tage jakken af så snart regnen er stoppet eller tågen er væk, men har ofte fortsat med at løbe med jakken på.
Jeg kan kun finde et minus ved jakken, og det er dens massefylde. Den er svær at få til at fylde lidt og pakket sammen fylder den cirka hulrummet i din cykelhjelm. Det ville være fedt, hvis den f.eks. kunne pakkes sammen i den ene lomme, som f.eks. Montane Minimus Jacket.
OMM Cypher Jacket føles let og lækker at have på, og der er ingen begrænsninger på bevægelsesfriheden. Den ånder godt og jeg er super tilfreds med jakken.
OMM Cypher Jacket
Pris ca. kr. 1.600,-
Produktet er testeren eget
| Annonce |

Virker eVent så?








Leave feedback about this