Christian Gammelgaard Olesen og Per Thomsen er ca. halvvejs inde i mountanbikeløbe offroadfinnmark 700, der som navnet antyder er 700 km. langt. Men længden er langt fra det eneste Christian og Per har af udfordringer. Terrænet er… ja jo, det er der da og nogen gange er der en vej eller sti at følge.
Men her halvejs inde i løbet er humøret nu stadig højt, men rytmen ødelagt for Christian grinte så meget at han ikke kunne cykle ligeud.
Og sådan går det slag i slag. Bliver du inspireret af at læse andres løbsberetninger. Så MÅ du IKKE misse denne fantastiske beretnig fra et sted langt langt oppe i Norges fjelde og vidder!
Den lange tur – offroadfinnmark 700, 2013
Team Craft / Aalborg MTB Udlejning #709
Forberedelserne
Per Thomsen og Christian Gammelgaard Olesen havde meldt sig til Offroadfinnmark 700, nogen kalder det også verdens hårdeste MTB løb. I hvert fald er det et 700km langt MTB løb i den Norske Finnmark. Vi havde forberedt os rimelig godt. Forberedelserne inden løbet kan læses HER på bloggen fra Aalborg MTB Udlejning.
Vi havde pakket cykeltaskerne, og fyldt tasker med cykeltøj og en masse andet grej. Afrejse var fra Aalborg Lufthavn, over Kastrup, Oslo og til sidst Alta i Nordnorge. Da vi ankom til Alta søndag aften var der to frivillige fra løbet for at hente os, rigtig fin service, men desværre var hverken tasker eller cykler med flyet = panik!! Vi blev kørt til Gakori skolen, hvor indkvarteringen skulle foregå. Her mødtes vi af Maria Thomassen, en frivillig, som skulle være vores madmor/altmuligthjælper/chaufør/hende der vidste alt og kunne finde ud af alt. Maria havde fyldt køleskabet, som vi staks prøvede at tømme igen, godt sultne efter den lange rejse. Det var virkelig super service, langt ud over hvad vi havde regnet med. Vores tasker kom med et andet fly sent om aftenen, cyklerne dagen efter (mandag middag).
Løbet skulle starte tirsdag kl. 18, så vi havde lidt tid at få alt til at falde på plads osv. Vi var ude og handle de sidste småting, som f.eks. myggespray og en ny bremseskive som var blevet bøjet under transport. Bagefter pakkede vi 3 store tasker med alt det grej/energi/tøj osv., der skulle fragtes rundt til de forskellige checkpunkter. Der var en hel del organisering og ”gætterier” på hvad vi havde brug for hvor osv. Men vi følte egentligt, at vi havde gjort et rimeligt forarbejde ift. At få pakket taskerne med de rette ting.
En ting der drillede os lidt var midnatssolen/den manglende mørke aften. Udenfor var der stadig lyst og solen kunne stadig anes og pludseligt var klokken 01.30 før vi kom i seng.
Raceday
Tirsdag skulle starten gå kl. 18.00 nede fra gågaden i Alta. Vi sov så længe som muligt, men lyset vækkede os alligevel rimelig tideligt. Det sidste blev pakket i taskerne, der skulle indleveres kl. 12.00, så de kunne blive kørt ud til de første checkpunkter. KL 13.00 skulle vi ned i byen og registrere os, have simkort til tlf., efterfølgende var der ryttermøde kl. 14-15.30, hvorefter vi kom tilbage på skolen, fik et lille hvil, en masse at spise og ellers fik taget cykeltøj på, så vi kunne komme ned til race start. kl. 17.00 trillede vi fra skolen, kom ned til gågaden som var fyldt af mennesker, der alle kom for at se på de tosser der skulle af sted på 700 km mountainbike.
Esben (Slettestrand), Erik (Racing29ers), Per og Christian stillede sig op i første række, klar som til en anden XC-start. Vi havde lagt lidt fælles taktik omkring, når vi ramte første singletrack. Vi 4 ville gerne ligge sammen, så vi kunne styre starten på løbet. Det skete så ikke lige, men mere om det senere.
Starten gik, af sted i masterstart efter en ATV ud af byen, indtil vi krydsede Alta elven, så startede singletrack og det meget meget lange løb.
Foto: Rune Paulsen
Foto: Venche Jensen
Foto: Venche Jensen
Alta-Alta (50 km) 2t23m
Første etape bestod af meget singletrack, et enkelt bjerg og lidt langrendsløjpe, i princippet kunne den næsten ligge i DK, meget af det terræn, vi var vant til. Efter starten blev givet fri drejede feltet ind på singletrack. Erik og Esben lå forrest som aftalt, vi holdte os i deres baghjul og prøvede at holde konkurrenterne væk. Desværre holdt planen ikke længe. Det var race, alle var ivrige efter at komme i gang og adrenalinen pumpede og en masse opsparet energi skulle fyres af, så der var kamp om pladserne og der blev kørt tæt.
Per fik et puf af en robust Russer på en hardtail og røg ned i et dybt hjulspor, hvor han røg over styret. Lettere rystet kom han hurtigt på benene igen, fik rettet styret på plads og sat efter feltet, nu med et ømt knæ. Rigtig dårlig start og mega irriteret over at lave en fejl, der SÅ nemt kunne have været vores exit fra løbet.
Nu lå vi bagerst og vores plan skulle laves om. Vi fik lige lidt ro på, besluttede at finde vores eget tempo og så ellers bare køre vores eget løb. Vi hentede hurtigt nogle hold, kørte forbi dem og trak fra. Ca. 1/3 inde på etapen lå vi nummer to, så det var jo ok. Sporet var rimelig let at følge, samtidig med, at man holdt øje med sporet på GPS’en, så vi ikke kørte fejl. Desværre var der lidt afvigelse på et tidspunkt, som resulterede i at vi gik fra sporet og ind i skoven for at se, om vi egentligt var det rigtige sted, lidt dumt, og nok også en reaktion på den lidt stressende start med styrt osv. Imens vi fjollede rundt inde i skoven, blev vi overhalet. Da vi kom ind til Alta var vi ca. 10 min efter nummer et og et par minutter efter nummer to. Checkpunktet var lidt stressende, da der var utroligt mange tilskuere, og vi knap kunne høre hvad hinanden sagde, så det var bare med at komme videre.
Vi fik fyldt dunke, spist lidt æble og smurt kæderne, så var vi af sted igen efter 3 minutters pause. Der var en del fotografer på denne etape.
Foto: Lene Thomassen
Foto: Lene Thomassen
Foto: Lene Thomassen
Alta – Tutteberget (47 km) 2t48min
Etapen startede med at køre ud af byen, der var en del højdemeter, hvorefter ruten ligeså stille bevægede sig op på Finnmarksvidda. Christian sprang en kæde på vejen, men den blev hurtigt sat sammen af et samleled. Myggene var lidt aggressive, så der blev smurt en del myggecreme på. Per havde lidt bøvl med maven og indimellem gik farten en del ned pga. det. Det blev dog fikset med et toiletbesøg ved næste checkpoint, Tutteberg. Ved dette checkpunkt fik vi den første taske. Vi spiste lidt pasta og vaskede cykler, cykelvasken var lidt tidsspild, da vi alligevel startede næste etape med at slæbe dem igennem en forholdsvis dyb elv med en del strøm. Vi fik lavet et forholdsvis dårligt organiseret pit-stop, så det var noget, som vi diskuterede på de næste etaper, så vi kunne få lidt mere styr på det. I løbet af etapen fik vi hentet Rema1000 holdet som lå to'er, så vi selv kom op på 2. pladsen igen. Pausen blev på 15 min.
Tutteberget – Jotka (5km) 26min
Kort etape, op af bjerg, ned af bjerg. Det meste kunne køres, bortset fra nogle få meter, der skulle gåes op. Nedkørslen var super fed, fart, tekniske stykker. Ned kom vi til Jotka, som var en fjeldhytte med hundespand udenfor, generator i et hus ved siden af. Fedt sted. Der stod dækket op med det kolde bord, det blev vist til et par syltetøjsmader og en hurtig snak med de frivillige, som var meget hjælpsomme. Stoppet blev på 3min.
Jotka – Skoganvarre (70km) 7t58min
Starten på etapen var op af den nedkørsel vi kom fra, på vej op mødte vi Rema1000 holdet, som var på vej ned til Jotka. Humøret var højt, da de første etaper var kørt med godt gennemsnit, så vi havde en forventning om, at vi rimeligt snart ville ankomme til Skoganvarre hvor vores første 3 timers obligatoriske stop skulle være. Vi blev hurtigt klogere!! På cyklerne var vi godt kørende, det gik derudaf, men da sporet pludseligt drejede 90 grader fra det ATV spor vi kørte på, gik ruten ud over et lyngagtig område. Der var ingen spor på jorden, som kunne følges, så det var 100% efter hvilken vej GPS’en sagde. Sporet, som jo ikke eksisterede blev til en sump, hvor vi ofte måtte gå med vand op midt på benet, og generelt var underlaget meget hårdt at køre i, det sugede dækkene fast, samtidig med at det var ret ujævnt. Efter et langt stykke kom der et ATV spor frem igen, og der var en del sjove, hurtige og tekniske nedkørsler til sidst på etapen, hvor humøret kom op. Sammen med humøret kom også farten. Det var en meget hård etape, som også tog utroligt lang tid, mest pga. vores lidt tøvende og undrende fremgangsmåde, men nu havde vi lært det….
Offroadfinnmark er ikke bare en grusvejstonserrute. Det er et super hardcore MTB adventure race!! På denne etape blev vi også enige om, at placering var irrelevant. Det ville være en bedrift bare at gennemføre og vildt for os begge bare at acceptere, at placering var fuldstændigt irrelevant. Vi ankom trætte, nede på energi og uden det helt store momentum til checkpunktet i Skoganvarre. Checkpunktet var en campingplads, og vi fandt hurtigt vores taske, fik cyklerne klar, og drak en Cola. Vi blev tilbudt varm mad, som vi gik ind for at spise, desværre var den meget varm, så det tog lidt tid. Det lærte vi lidt af til næste checkpunkt, så fremgangsmåden blev ”Sig ja tak til varm mad -> Gå i bad – >Slug den mere lunkne mad hurtigt (den smagte alligevel altid godt). Efter badet fik vi gjort klar til at skulle af sted igen, så alt var klar når vi kom op af soveposerne. Som vækkeur brugte vi telefonen, som også blev brugt til tracker, Christian satte vækkeuret til 30 min inden afgang, vi fik 1time og 14min søvn. Imens vi sov, havde en af de frivillige set telefonen ligge ved siden af os, og af en eller anden grund var trackeren stoppet med at virke, så hun havde taget telefonen med ud, for at fikse trackeren. Så der røg vores vækkeur, heldigvis gik det op for dem, at vi skulle op, da det ringede, så vi blev kun vækket 5-10 min for sent, men vi havde travlt nu, og det hele blev lidt stressende. Vi endte med at komme 7 min for sent af sted, hvilket ikke var så fedt, da Rema1000 holdet kun var 18 min efter os. Pitstop: 3t7min
Foto: Guro Zahir Storkjær
Skoganvarre – Valjok (76km) 9t9min
Vi startede med friske kroppe på det, der skulle vise sig at være noget nær vores værste etape. Vi kom en 4-5 km ud, da Per opdagede, at hans cykel var svær at styre. Første tanke var, at forhjulet sikkert bare lige skulle spændes. Det hjalp bare ikke noget, kuglerne i det ene leje var smadret og der var ikke meget andet end metalrester ud over det hele. Vi satte os ned, ringede til raceoffice, prøvede at få fat i servicebilen, desværre uden resultat. Så vi begyndte at cykle tilbage til Skoganvarre, hvor vi lånte et nyt forhjul. På turen tilbage kunne vi desværre vinke til Rema1000, så der røg vores 2 plads. På dette tidspunkt måtte vi tage, hvad der var, så nu kørte Per med anden dæktype og nu med slange i forhjulet, hvor vi ellers kørte tubeless.
Efter lidt tid kom vi af sted igen, og af sted det gik. Etapen startede på nogle km asfalt, så nogle km grusvej med nogle meget stejle stigninger, som endte i et meget stenet spor.
Det hele rullede egentligt fint, vi havde mistet noget tid i starten, Rema1000 var længe ude af syne, vi var meget alene på vidden. En del af etapen var også uden spor, flere gange igennem større områder med hofte-høj bevoksning, som man ikke kunne cykle igennem. Det blev afløst af hofte-høje sten, der heller ikke kunne cykles. Alt i alt gik det ok, det var hårdt, men humøret var højt, vi hyggede os, men måske var vi ikke helt gode nok til at spise nok energi. 2/3 inde i etapen crashede Pers GPS. Den kunne hverken starte eller slukke, den var helt død. Der var masser af strøm, så det var ikke problemet. Nå, men vi havde jo stadig en GPS på Christians cykel, så det gik nok. Efter 5 min skete det nøjagtigt samme med Christians GPS, hver gang den forsøgte at starte crashede den. Nu satte vi os ned på toppen af en bakke, midt på Finnmarksvidda, hvor vi ikke kunne se et øje, ud over de rensdyr der nu var i nærheden. Vi fandt kortene og kompasset frem, kiggede lidt rundt, hvor pokker var vi??? Vi kunne godt se på kortene, at detaljegraden slet ikke var tilstrækkelig til, at vi kunne følge sporet. De kunne bruges til at lede os til nærmeste vej, eller lign. Men at følge sporet, det ville være meget svært. GPS'erne blev bandet ret langt væk på det tidspunkt, med to ens GPS’er, der crasher inden for 5 min, kunne det ikke være en tilfældighed. Vi kom i tanke om, at man kunne resette dem ved at holde alle tre knapper inde på en gang, hvorefter enheden starter op med fabriksindstillinger. Det betød så at alt blev slettet, også det spor vi skulle følge. Til alt held var sporet på Pers GPS gemt på SD kortet, så det blev ikke slettet, så nu havde vi én GPS med et spor på, og i det mindste var vi kørende igen. Vi endte med at komme ned til Valjok, trætte, sultne, humøret var ikke i top, men nu kunne der næsten ikke komme flere problemer. Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at tid var lige meget, nu satte vi os ned, spiste hvad vi kunne og så måtte det være sådan. Der blev serveret røget laks med æg, indisk risret og vafler med multebær og flødeskum. Vi spiste det hele, tømte fad efter fad. Humøret steg, og efter 38 min var vi igen klar til at køre. Vi tog af sted på etapen, der startede med et langt bjerg, Per og hans mave ville helst gå op, da bjerget var meget stejlt og teknisk flere steder, samtidig var maven nok lidt mere fyldt end hvad godt var. Christian havde lidt vrøvl med achillesenerne, så at sidde på cyklen var at foretrække, så han cyklede lige foran Per i et roligt tempo. Da vi kom op på toppen var humøret højt, lysten til race var tilbage, og vi gav den lidt gas for at komme til Karasjok hvor vi havde 3 timers obligatorisk stop. Den fik lidt smæk på og da vi ankom til Karasjov var vi bestemt ikke ventet. Rema1000 holdet der var kørt fra Valjok 1t30min før os, var kommet til Karasjov 17min før os, så vi havde gjort et rigtig stort indhug i deres føring. På Checkpunket ordnede Per cykler, Christian gik i bad, vi delte en bradepande pizza, som smagte super godt! Hvorefter vi sov i 1t30min for derefter at stå op, og praktisk talt være udhvilet. Vi stod klar på cyklerne 2 min inden vi måtte køre, lidt høje på at Rema1000 lå 17 min foran os, og nu skulle de hentes.
Foto: Guro Zahir Storkjær
Foto: Guro Zahir Storkjær
Karasjok – Ravnastua (28km) 1t42min
Vi kom af sted, havde god opvarmning i 10 km, før ruten førte os opad, faktisk helt ind til næste checkpunkt. Cirka halvvejs oppe kom vi forbi Rema1000, der var stor hastighedsforskel, vi hilste, men sagde ellers ikke andet. Vi havde overtaget når vi ellers sad på cyklerne, humøret var højt, vi tænkte faktisk, at NU var de knækket, nu kunne de ikke komme tilbage! Men det var de ikke. Ravnastue blev et hurtigt checkpunkt, lidt myggelotion og en syltetøjsmad og en kop sort kaffe, så var vi videre. 7 min pit stop.
Ravnastua – Mollisjok (28km) 3t32min
Vi havde på forhånd hørt at denne etape var hård, stenene var store og kunne ofte ikke køres. Starten var lidt som beskrevet, ellers var den egentligt rimeligt tilforladelig. Desværre fik Christian lidt bøvl med maven midt på etapen, og måtte ud bag en sten at sidde. Imens Christian kæmpede, kom Rema1000 gutterne op og kørte forbi, så nu var vi nummer tre igen! Op på cyklen og så af sted igen. De blev hurtigt kørt ind igen, og vi kom et godt stykke foran. På vej ned af en nedkørsel punkterede Pers forhjul, og vi måtte putte en ny slange i. Det gik forholdsvis hurtigt og vi var stadig foran. Vi ankom til Mollisjok, hvor Christian hoppede på toilettet igen og Per smurte Nutellamader. Samtidig ankom Rema1000 til chekpunktet, hvor de checkede ind og checkede ud på samme tid. Vi brugte 15 min før vi forlod stedet. Nu på 3 pladsen, igen..
Foto: Guro Zahir Storkjær
Foto: Guro Zahir Storkjær
Mollisjok – Suossjavri (26km) 1t25min
Vi kom af sted 12 min efter Rema1000 gutterne, de skulle hentes. Ruten bestod af en bred grusvej, der svingede sig rundt, med store sten, vandhuller og fjellstykker. Forholdsvis intens, da det hele tiden handlede om at læse vejen og vælge den bedre vej igennem forhindringerne, den fik igen lidt gas for at hente Rema1000. Det lykkedes også efter ca. 20 km at få kontakt og som de foregående gange, er det igen på en lang opkørsel. Denne gang var de dog forberedt med et modtræk. De kendte ruten og vidste, at efter toppen kom en lang nedkørsel, som endte på asfalt med 2-3km til checkpoint. Kunne de hænge på over toppen og ned til vejen, ville vi ikke kunne ryste dem af. Det vil ikke være til vores fordel, hvis vi skulle forlade checkpointet og begynde næste opstigningen sammen, men alt dette fandt vi først ud af et par dage senere. Da vi nærmer os Rema1000 gutterne på vej op af fjeldet, med god fart i cyklerne, begynder Christian en small-talk med dem. Noget med, “at vi ikke kan blive ved med at mødes på denne måde bla. bla.” Hvad Rema1000 svarer, hører vi ikke, for Per indleder et Strava-KOM lignende angreb. Der bliver hamret op af fjeldet og spurtet forbi Christian og Rema1000 (hvorfor?) Fordi vi begge kørte med overskud og Per syntes, det er SÅ fedt, igen og igen at sætte dem på en stigning). Meget overrasket bliver vi, da de nu pludselig også accelererede og ligger sig på hjul. På toppen kigger Per bagud og ser Christian nærmer sig på venstre side. Det lyser ud af Per hvor sjovt det er at race MTB efter over 400km hård MTB. På toppen kigger vi hurtigt på hinanden, og blikket ”GIV DEN GAS NEDAF” bliver udvekslet. Hurtigt er Rema1000 gutterne væk. Vi fortsætter med at give den gas på den ellers ret fede tekniske nedkørsel, for NU skal de Nordmænd end med nakken! Der bliver trådt hårdt hver gang, det er muligt og ellers lader vi cyklerne arbejde under os. De æder sving, huller og de mange sten i fantastisk tempo. Efter hvad der føltes som flere minutter, rammer vi afslutningen af nedkørsel og grebet i styret bliver lettet lidt og vi kigger på hinanden, drejer ud på en asfaltvej og starter på hurtige rulleskift de sidste km til checkpoint. Rema1000 ser ud til at være en lille km efter os på asfalten. Vi laver et hurtigt skifte og forlader stedet med nye forsyninger. Først der kommer Rema1000 ind. Fedt!! Vi er nummer to igen og kan cykle vores eget løb, velvidende at Rema1000 ikke kan hente os, så længe vi cykler fornuftigt. Hvilket dejligt boost på humørbarometeret. Nu skal vi bare først til Kautokeino, hvor der er 3 timers obligatorisk hvil. Det lyder nemt, men der er stadig 120km, og vi ved godt at Rema1000 gutterne ikke har smidt håndklædet i ringen, for det gjorde de aldrig! Pitstop 6 min.
Suossjavri – Masi (42km) 4t8min
Vi kom hurtigt af sted fra checkpointet, og ind på ruten. Ruten er lidt uklar i hukommelsen, men der var en del vandhuller og elve der skulle passeres, og den sidste del var med mange fede sektioner, hvor den fik fuld smæk. Etapen gik egentligt fint, ikke de store problemer, det var bare padle-padle-padle…. Til sidst blev vi mødt af et par fotografer, strategisk placeret omkring vandhuller etc. Af spændende ting der skete kan det nævnes at vi jo stadig kørte efter motoet ”ALT KAN KØRES”, men det kunne det nu ikke, og det opdagede Per da hans forhjul og cykel sank i et mudderhul og først stoppede med at synke da styret ramte mudderet. Der var ikke mange dele af Pers krop, der ikke var fyldt af mudder. Humøret var nu stadig højt, men rytmen ødelagt for Christian grinte så meget at han ikke kunne cykle ligeud.
Foto: Rune Paulsen
Foto: Rune Paulsen
Foto: Rune Paulsen
Masi var ikke et specielt hurtigt checkpunkt, men vi fik smurt et par nutellamadder og Per fik skiftet en anelse tøj og videre kom vi efter 17 min.
Masi – Kautokeino (70km) 3t33min
Etapen startede med en lang stigning, derefter 40 km kuperet grusvej med store sten og sluttede med små 20 km asfalt, dejligt at få lagt nogle km bag os. Christian var træt på grusvejen og var flere gange ved at falde i søvn, mens Per holdt dampen oppe, indtil vi ramte asfaltvejen, hvor Christian livede lidt op igen. Rulleskifte, lidt vind på snuden og en gennemsnit godt over de 30 i den lette modvind, det var sagen! De sidste km rullede vi lidt af, for at have lidt mere friske ben efter pausen. I Kautokeino var der 3 timers pause, Roy (fra den officielle servicevogn) var flink og fiksede cyklerne, fantastisk. Dog var Pers bremse lidt funky på de næste etaper, men det fik vi også styr på. Der blev serveret rensdyrsgryde efter et godt bad. Vi nåede 1t40min i soveposen, og stod op til små-regn og halvkoldt vejr. Efter de 3 timers obligatorisk stop kom vi af sted. Vi vidste at Rema1000 gutterne var kommet ind 1t30 min efter os, så vi havde et godt forspring.
Kautokeino – Suolovuobmi (90km) 7t46min
Etapen startede i regn og let modvind på asfaltvejen, efter små 20 km begyndte det at gå opad, det gjorde det i noget tid. Der var få vandhuller, og vandløb vi skulle igennem. Efterfølgende var der mange km, hvor sporet var lige, godt, men med mange sten og ujævnheder, bagdelene var begyndt at gøre lidt ondt. Stykket var langt, men desværre var der nu en strid modvind. Indimellem forsvandt sporet, og der var en heftig elv-krydsning hvor der ikke var mulighed for at cykle hverken før eller efter. Det var hårdt, og temperaturen var nu nede under 10 grader. Vinden var strid og regnen var lige i panden på os. Vi pakkede os godt ind, da kroppen ikke var klar på at holde varmen oveni at skulle cykle. Etapen sluttede med rigtig mange hm, som både var stejle, tekniske og meget våde og glatte. Vi anede ikke, hvor vi havde Rema1000 gutterne henne, men de måtte være noget bagved os, da de jo skulle igennem det samme. Vi opdagede at iflg. vores egne notater, så havde næste checkpunkt ikke mad, hvilket vil betyde madkrise, så vi var lidt spændte på, hvad der var tilbage i tasken når vi kom der til. Til vores overraskelse og store held var der masser af mad, da vi ankom, så det var en fejl i vores skema. Vi fik både spegepølse, koge-kaffe mikset med cola! Vi sad og snakkede lidt med de frivillige i sofaen, vi var trætte, våde… men havde kun 35-40 km hjem, så det var jo ikke anerledes end en cykeltur til Hammer og tilbage tænkte vi.
Suolovuobmi – Gargia (40km) 3t10min
Af sted fra Suolovuobmi kom vi, og ind på noget af det værste spor, vi havde været på, sådan husker Christian det i hvert fald. Der var vand/mudderhuller meget ofte, Achillesenerne gjorde ondt, når vi gik, knæene gjorde ondt, når cyklen skulle accelereres og bagdelen gjorde ondt, når man satte sig på sadlen. Det var ikke sjovt mere! Der var ikke det store brok/pyller, mere bare stilhed, tavs lidelse. Humøret var ikke højt, og meget tid blev brugt på at kigge sig tilbage for at se om Rema1000 gutterne skulle komme til syne. Ikke at det vil gøre nogen forskel, for vi kunne ikke bevæge os hurtigere frem i dette terræn. Christian fik på et tidspunkt en koffeinpille, to Panodil og to Ibuprofen, super cocktail. På 45 min ændrede humøret sig fra helt nede, til et overskud. Pludseligt ændrede sporet sig til en skærvet grusvej, som førte os over toppen af bjerget Beskades, og ned til næste og sidste checkpunkt, Gargia. De sidste 10 km på grusvejen var hårde, modvind, pisse koldt og tåge. Per pressede på, men var ikke i en overskudssituation. Vi kunne ikke køre rulleskifte, da Per var for smadret til at kunne holde fokus på et baghjul, så han trak læsset selv, og han gjorde det godt! Den fik guld gas! Vi kom ned til Gargia, fik lidt kaffe og saft og kunne der få at vide, at Rema1000 ikke var tæt på. Der var 17km asfalt efterfulgt af 15 km singletrack og en trilletur igennem Alta tilbage. Vi var jo nærmest hjemme! Pitstop: 6 min
Gargia – Alta (35km) 2t7min
Af sted på asfaltvejen, det gik ok, stadig modvind. Per var en tur i grøften for at sidde lidt alene og humøret var ikke i top. Christian kørte med overskud, spiste sin madpakke med spegepølse, og det gik fint. Per var med underskud, og kunne hverken spise eller drikke. Det er altid lidt specielt at være i den situation, at der er forskel på den mentale tilstand, for den enes overskud skal nødig trykke den anden ned. Vi fik kæmpet os igennem, men det var en lang og sej tur, specielt for Per, men det gik! Vi kom til Alta og de sidste få kilometer blev tilbagelagt i trilletempo. Vi kom til mål, hvor der var masser af mennesker, danske flag og en hel masse ting som ingen af os var i stand til at kapere. Knap havde vi passeret målstegen, før vi fik en mikrofon stukket i hovedet og en masse spørgsmål. Hvad der blev spurgt om og hvad vi svarede, husker jeg ikke. Vi var færdige, begge to!!
Vi blev kørt tilbage til skolen, hvor Maria havde lavet en fantastisk omgang bønner, pølser, bacon og æg! Hvad mere kan man ønske sig! Efterfølgende startede et døgn, hvor vi sov og spiste hele tiden, samtidig med at vi forsøgte at bearbejde den oplevelse vi havde været igennem. Det var uvirkeligt! Tankerne for rundt i hovedet, og en anelse frustreret over, at de enorme oplevelser, vi havde været igennem, kun kunne deles os to imellem. Vi havde været igennem ting, som ikke kan forklares, selvom vi har forsøgt med denne artikel.
Der skete ubeskrivelige ting, der fylder så meget i bevidstheden, at der her flere uger efter, ikke går mange timer hvor der ikke bliver tænkt Offroadfinnmark!
Foto: Cecilia Glimberg Rønne
Læs mere om løbets 2014 udgave via banneret herunder
Overvejelser omkring Grej
Det er ikke en hemmelighed, at efter beretningen er blevet skrevet, har vi fået blod på tanden til mere. Der var simpelthen for mange ting der kunne gøres bedre, så det bliver vi nødt til at prøve!
Offroad Finnmark 700 er et meget hårdt løb, både fysisk, psykisk og ikke mindst grejmæssigt. Dette afsnit kommer til at omhandle de forskellige ting, som vi havde overvejet, burde have overvejet samt vil overveje til næste gang. Den bliver delt op i forskellige dele, under emnerne: Påklædning, Cyklen og Energi.
Påklædning
Det meste påklædning var leveret af Craft, så cykelshorts, jakker, trøjer var leveret af Craft. Nedenunder har jeg taget nogle dele ud, som virkelig har udmærket sig, eller det modsatte.
CRAFT Elite Bike Langærmet trøje med vindtæt front var virkelig brugbar. Skuldre og mave var dækket af et vindtæt lag, meget brugbart på de åbne vider, hvor vinden som regel blæser lidt. På ryggen var der et mesh panel, hvor jeg kunne komme af med varmen, den passede ofte perfekt til temperaturen på vidden. Bestemt en del af en fremtidig oppakning
Cykelshorts fra Craft, både ¾ bukser og korte havde vi med, begge dele nye, med gode puder i. Puder er for mig en religion, den vil jeg springe over i denne omgang. Det der kan siges er, at det er vigtigt at du er vant til puden, og puderne ikke er siddet igennem, så der ikke er noget støtte. Derudover er det vigtigt at der ikke er nogen kanter der gnaver for meget, specielt når turen bliver så lang som OF700 er.
Sammen med cykelshorts er det vigtigt at bruge buksefedt, ofte nærmest så meget som muligt, vi brugte Assos buksefedt, hvor der både er lidt smertestillende og bakteriedræbende i, og bagdelene havde det sådan set fint da vi kom hjem. Der var lidt dybe smerter inde ved siddeknoglerne, som nok havde været svære at undgå, da turen er så lang som den er, og det ikke kan undgås at få nogle slag af sadlen.
Inderste lag var som regel et lag merino uld, det blev det i hvert fald hurtigt efter starten, det lækre ved merinould er at det bliver ved med at holde en varm selvom det bliver lidt fugtigt. Jeg brugte trøjer fra Icebreaker, testet HER Det samme med sokker, der er uldsokker bare suveræne når du skal vade igennem vand med jævne mellemrum. Fødderne var våde i 3 døgn, og ikke på et tidspunkt var det noget jeg tænkte over.
Skovalg er svært, jeg havde valgt at køre med Northwave Extreme Tech MTB, som er topmodellen fra Northwave, med ultra stiv carbonsål, og drejespænder etc. Alt det drejespændehalløj virkede sku fint, så det er jeg ikke så bange for, generelt er min holdning ellers til sådan nogle ting, at jo simplere jo bedre, men det virkede nu fint. Noget andet er at skal man cykle langt, så er det godt med stive såler der understøtter fodsålen, så fødderne ikke trættes for meget, så der er top carbonskoene gode, til gengæld når du skal krydse en elv med store sten, så står sådan nogle sko temmelig dårligt fast. Når der er klatring på store sten, er det også noget skidt, både ift. greb på underlaget, men også ift. at få skader på achilesenerne der belastes lige rigeligt, og det kunne godt mærkes. Så der er plads til forbedring på sko-delen, jeg er bare ikke sikker på hvilken sko der vil gøre det bedst, det er et kompromis, men den valgte sko var ikke det optimale.
Cyklen
Valget af cykel var landet på en Giant Anthem X Advanced kulfiber fortrekant og alu bag. Det var en fuld Shimano XT cykel med 2-klinge setup. Saddel, styr, hjul og klinger var skiftet ud, ellers var den så tæt på original som muligt. Cyklen er en rigtig traktor, den æder underlaget godt, og maestro affjedringssystemet er genialt. Super effektivt og komfi, passer rigtig godt til Finnmarken. Hvis jeg skal klage over noget, så er det ikke verdens letteste cykel, og løbet havde 13000hm, så vægten er vigtig.
Shimano XT er ikke den mest sexede geargruppe, til gengæld findes der ikke en gruppe der er mere ”no-bullshit” agtig end den. Den virker, og den virker godt. Den er ikke super let, men bestemt heller ikke tung. Bremserne er super gode, og generelt spiller den bare! Klingerne var skiftet ud med Rotor q-rings, hvilket jeg er vant til at køre med, og på alle måder giver meget mening. Jeg er bestemt tilhænger af at gøre de døde punkter i trådet lettere, for at skåne led og muskler så meget som muligt.
Grebene der blev monteret fra Ergon, ja jeg havde ikke ondt i hænderne bagefter og jeg brugte de forskellige indstillingsmuligheder en del, så de får nok en tur mere næste år 😀 Sadlen er et studie for sig selv, jeg har en Ph.d. i tryksår, og bilder mig selv ind at jeg ved lidt omkring bagdele og hvad væv kan holde til. Jeg valgte at bruge en Specialized Phenom saddel, som har en ok form, måske lidt store vinger, men det er noget af det bedste jeg er stødt på.
Dækvalget er vigtigt. Da vi ikke rigtig kendte til terrænet på forhånd, faldt valget på et dæk med stort luftkammer, godt greb, god rullemodstand og så i en punkteringsbestandig version. Schwalbe Rocket Ron med snakeskin. 605g for dækket, der på 1000km hård kørsel i Nordnorge og bjerge i polen ikke har haft en eneste punktering. Super dæk til formålet, ingen tvivl om at det ryger på igen. For øvrigt blev alt kørt tubeless.
Hjulsættet var et Roval Control SL, som gjorde det godt, dog på nær Pers forhjulslejer, der gik i stykker, men vi kunne låne et andet hjul, og vi var kun nogle få km fra en servicebil. Forhjulslejerne er små i det pågældende hjulsæt, faktisk benyttes de samme lejer i fjernstyrede biler, hvor de nok passer meget godt i størrelsen.
Energi
Her kan vi blive bedre!!! Til daglig benytter jeg High5 produkter, som zero tabletter, 4:1 energidrik, sportsbarer og geler. Er egentligt ret glad for de ting…. Men næste gang skal der laves om på det. Det duer simpelthen ikke at have så mange ens ting med, det er bare nødvendigt at have forskellige barer med og evt. andre muligheder for energi, der fås vingummi med energi osv. Der skal bare mere variation til. Energipulver til dunken havde vi i små poser med klips på, det var sku’ noget rod. Det skal være let og hurtigt at hælde lidt energi på dunken, ellers kommer der kun en zero tablet med elektrolytter i, og den er der ingen energi i. Så det næste år kommer til at gå med at spotte produkter til energi i 2014, lad os endeligt høre hvis I har nogle gode forslag 😀
Vi lærte en del om…
Hvad vi var gode til
- At holde humøret højt!
- Når vi cyklede, så gik det stærkt
- At vende trælse ting til noget godt
- At drikke
- At spørge ind til hinanden
- Ingen pyller på noget tidspunkt
Hvad vi kan blive bedre til
- Vi kan blive hurtigere til at komme igennem de steder, der ser ufremkommelige ud, ofte tænkte vi ”Ahhh kan det nu passe, at vi skal den vej!”, men ja… det kunne altid passe.
- Vi kan blive bedre til at pakke energi ned i taskerne, så vi kan variere lidt mere. High5 sportsbar med Berry smag er bare ikke særlig god, når man har spist en kasse.
- Checkpoints organisering kan blive bedre.
Skal det køres igen??
Løbet bærer præg af at være et ”Once in a lifetime” løb, men stedet, naturen, atmosfæren omkring løbet og menneskene de drager! Det er et fantastisk sted, et fantastisk løb, et løb som man inderligt ønsker skal få succes, grundet de enorme oplevelser, det har givet en! Så der er nok en risiko for at vi kommer tilbage!
Tag udfordringen op og tilmeld dig offroadfinnmark 2014
Annoncelink
Leave feedback about this