Søndag d. 19. oktober 2014 kl. alt for tidligt stod jeg for første gang og skulle prøve kræfter med ultradistancen på 50 km til Garmin Trailman Ultra. En hurtig situationsrapport:
- 17 år siden jeg sidst løb et maraton, som mildest talt ikke var en fed oplevelse.
- For ca. et år siden sagde BMI tallet alarmerende fed. Tæt på at badevægten fik aktiveret det tredje cifferl, vel og mærke uden decimaler. Siden da 16 kg lettere.
- De sidste 4 uger op til løbet, havde knæbasserne brokket sig, og det samlede antallet kilometer på en uge havde sneget sig op på ca. 70 af de lange.
- Så med sikkerhed vidste jeg at der ikke var fyldt nok på af kilometer, alligevel stod jeg klar i skoven og glædede mig kattens meget og var egentlig ikke i tvivl om at jeg ville klare den.
Planen var at fedte husleje af bagerst i feltet, stigningerne skulle tages gående og så ellers se hvordan kroppen havde det ¾ inde løbet. Samme plan inkluderede også en god ven, Pete Long, som også var på sin debuttur, så det sociale var også sikret. Målet var 3 ting:
- 7 timer
- Gennemføre uden skader
- Rage en hulens masse erfaringer til mig
- Være positiv og nyde det
Startskuddet skulle gå kl. 7:30, så kl. 5 var det op og smide godt med mysli i templet, inkl. kaffe. Kl. 6 ankom min gode ven Thomas Carlsen, som også skulle prøve kræfter for første gang med ultraløb. Kl. 6:30 ankom vi til startområdet, hvor en Nutella frækkert af en bolle røg ned og vandindtaget hørte op. Lidt erfaring havde jeg gjort mig, med at drikke alt for meget, for tæt på selve løbet, blot ville resulterede i ufrivillige pauser ved siden af sporet.
Stort set samtidig med at løbet blev skudt i gang, begyndte det at støvregne. Jeg husker der var en i starten af løbet, der sagde at det var perfekte forhold til løb. Ikke meget vind, hverken for varmt eller koldt, så det var perfekt. Up Yours! Måske i det øjeblik var det perfekt, men jeg skal love for, vor herre havde set sig sur på nogen den dag, for der blev godt nok åbnet op for sluserne. Mere om det senere.
Min ernæring på hele turen var planlagt ret minutiøst og her indrømmer jeg gerne, at det er ufedt at lægge en ernæringsplan, uden at vide hvad man laver. Samler man stumper op hist og her, så bliver det derefter og garvede løbere, vil uden tvivl begynde at ryste på hovedet her. Og ja, jeg lærte lidt. Her var planen, som ikke gik godt:
- Drikke 1 liter sportsdrikke, fra 32GI Endure, mellem hvert depot.
- Hvert 20. minut supplerer med 1 chew og fra 32GI Endure
- Når der var ¼ af ruten tilbage, ville jeg øge tempoet og der gå over til gels og ja, det var også fra 32Gi Endure.
Udover dette, så havde jeg ingen erfaringer med indtaget, så hvis ernæringsplanen ikke var helt i hegnet i forvejen, så kan man da altid starte med at ignorere alle fornuftige råd om at holde sig til det man kender!
Forskellen på rookie og garvet rotte
Lad mig bare sige det sådan, at min mave ikke havde det godt. Sidestik og det var ikke tempoet der var årsagen. Flere gange, allerede inden første depot, måtte jeg slække på, et i forvejen moderat (læs: langsomt) tempo. Ikke godt. Ved depotet mødte jeg heldigvis Morten Schröder, en garvet ultraløber, og en hurtig konferering resulterede med, at skære kraftigt ned for alt det sukkerlort. Det virkede!
Første mål var vanddepotet på Maglebjerg og max 2 timer derud. Jeg husker ikke tiden, men vi var i god tid i forhold til 7 timers målet. Hoveddepotet ramte vi efter 3t13m, så vi var foran på tiden og bentøjet var helt ok. I depotet var planen at skifte hele garderoben, så sko, strømper, shorts og t-shirt blev udskiftet. Mest for at undgå slidtage, men også for at få et motivationsboost i form af friskt tøj. Det tog faktisk ikke speciel lang tid og var egentlig meget rart.
Uden alt det sukkerstads i kroppen døjede jeg ikke med siddestik. Vejrforholdene var dog blevet væsentlig forringet og det stod ned i stænger. Sporet var blødt og tungt og sugede godt med kræfter. Nedløbene var flere steder halvfarlige og umulige at stå fast ved, så tempoet på nedløbene blev skruet yderligere ned.
Motivationsmæssigt gik det fint. Målet var hele tiden næste depot, for ligesom at dele ruten op i spiselige bidder. Pete og jeg havde masser af røverhistorier at dele med hinanden og humøret var højt. Det blev dog sværere og sværere for mig at hænge på. Allerede før depotet ved Maglebjerg, kunne jeg mærke lidt brok fra det ene knæ og efter stoppet på toppen af Maglebjerg låste knæet helt. Nedløbet derfra var decideret åndssvagt og der skulle virkelig knokles for at få gang i knæet igen. Det var en oplevelse jeg tidligere havde haft og vidste derfor at pauser herfra skulle undgås.
Når jeg ikke kan holde hvad jeg lover
Jeg havde lovet mig selv at øge tempoet når der var ¼ del tilbage af løbet. En hurtig scanning af kroppen fortalte mig dog, at der ikke var noget at skyde med, så planen blev: Se at komme forsvarligt hjem og glæd dig til tørt tøj.
Ca. 3 km før mål ville Pete gerne se om han havde mere i posen og vi skiltes. På det tidspunkt var det ren parade kørsel og kun et styrt eller en anden uforudset hændelse kunne sætte en stopper for festen. Indrømmet: Når det går op for en at den er der, er det et bevægende øjeblik. Lige før mål var min søn gået mig i møde og vi løb de sidste 100 meter ind sammen. Det var virkelig fedt at se ham og noget særligt at løbe over målstregen sammen. Tiden hed 7 timer og 14 minutter og nej, det er ingen vinder tid! Alligevel følte jeg mig som en vinder da jeg krydsede målstregen og så familie og venner stå der og tage imod en. Tak til familie og venner for at trodse regnen og komme op og se. Jeg sætter virkelig pris på det.
I forhold til målsætningen:
- Jeg klarede ikke helt de 7 timer. Skidt pyt. Jeg er stadigvæk pisse stolt.
- Jeg gennemførte og ingen skader. Lårbasserne var ømme og der skal flere kilometer i benene. Knæet brokkede sig lidt dagen efter, men ikke noget irriterende. Allerede 4 dage efter var jeg ude på en lille løbetur og der er ingen problemer
- Jeg forholdte mig positiv hele vejen igennem også selvom det væltede ned. Jeg nød virkelig turen, selskabet med Pete og de mennesker jeg mødte. Tak.
Evaluering:
- Der skal være mere styr på energiindtaget. Det er virkelig en rookie mistake!
- Der skal flere kilometer i stængerne og ikke mindst mere interval og bakketræning. Skoven åd mig stille og roligt og jeg brugte meget mere tid på runde 2. Det skal ikke ske igen.
- Der skal også være mere styr på hvor tingene ligger. Første gang ved Maglebjerg stod jeg og fedtede efter sportsdrikken, der skulle blandes med vandet. Kunne ikke finde det og udover panikken der bredte sig stille og roligt, brugte jeg unødigt tid på det. Dumt.
- Teknikken i op- og nedløb skal forbedres.
- Udstyret var i orden og der var ingen slidtager, vabler, negle der røg af eller andet.
- Det mentale og den positive indstilling var stærkt hele vejen igennem. Det er virkelig en god idé at løbe sammen med en.
Hvad så nu?
Fornemmelsen inden løbet var virkelig fed og jeg vil have mere. Hjernen begyndte ugerne op til løbet og fokusere ind på opgaven og det er fedt når der bliver stillet både fysiske og psykiske krav til en. Sjovt at se hvor meget man kan styre hjernens impulser om de skal være givende eller drænende.
Selve løbet var også fedt. Virkelig flot skov og krævende rute. Jeg vil gerne prøve, hvor det er mig der bestemmer over skoven og ikke omvendt.
Kortere løb er allerede booket og dem glæder jeg mig også til. Jeg lurer lidt på 4desertrace i marts til Jordan og den vil jeg gerne jagte. Det er godt nok også en stor mundfuld og mange penge, men snuden er sat efter det.
Mit grej på dagen
På første runde løb jeg i:
Saucony Peregreni 4, CEP Compressionssokker, Shorts fra Salomon (Exo wings twinshorts), CEP svedabsorberende uld undertrøje og Inov8 t-shirt (base elite 140). Rygsækken også fra inov-8, med tilhørende 0,5 l drikkedunke (Raceelite 24)
På anden runde løb jeg i:
Salomon Fellraiser, CEP Compressionssokker, Shorts fra inov8 (race elite 140 trail shorts), CEP svedabsorberende uld undertrøje og regnjakke fra Inov8 (Race elite 150 stormshell).
[sc:shoptrailrunning]
Leave feedback about this