Af gæstetester Henrik Leth Jørgensen – Adventureracer, ultraløber og familiefar. Besøg Henriks blog på www.udafkomfortzonen.dk
—
I markedet for vandrestave findes mange kompromisser. Skal der være ekstra finesser som justerbar længde eller komfortable håndtag går det ud over vægten. Skal de kunne foldes sammen går det ud over stivheden. Skal de være lette går det ud over holdbarheden.
Det er også i den kontekst man skal se stavene Trail Blaze fra Mountain King.
Mountain King Trail Blaze er aluminiumstave produceret i England af et firma som udelukkende producerer vandrestave. Det er de letteste stave i deres sortiment og navngivningen lægger op til at det er stave der bruges i (høj) fart.
Umiddelbart er der indgået nogle kompromisser for at sikre lav vægt, men for adventureraceren eller ultraløberen er de acceptable, for man får en stav, der er nem at have med, uanset om den er i brug, bæres i hånden eller sidder i rygsækken.
Delbare
Stavene er, modsat alle andre stave fra producenten, delbare. Det har sine fordele. Mest oplagt er at de kan foldes sammen, faktisk i 4 dele. De fire dele hænger hele tiden sammen da låsesystemet er en lang elastisk snor som går gennem alle fire. Klappet sammen kan stavene holdes sammen med en lille velcrostrop som sidder fast om staven.
Det 4-delte design gør, at når stavene er skilt ad, er de meget korte og kortere end teleskopstave. Og de kan nemt bæres på de fleste løberygsække uden at genere.
Når stavene skal samles, kan man holde den ene hånd på håndtaget og med den anden trække i snoren. Snoren trækkes til knuden på snoren når udenfor staven. Knuden hægtes fast og stavene er klar til brug. Meget simpelt og effektivt. Og rimelig nemt at udføre selv om man løber.
Skulle snoren sprænge, hvilket dog ikke virker sandsynligt, kan den blot bindes sammen og man kan fortsat bruge staven. Her vinder designet umiddelbart over diverse teleskopstave, hvor låsesystemet kan være meget svært at reparere på stedet hvis det svigter.
Det simple låsesystem gør at stavene har samme tykkelse i hele stavens længde. Det, og fraværet af låsemekanisme mellem hver del, holder vægten nede. I længde 110 cm vejer de kun 110 gram pr stav. Noget af det aller letteste man finder.
Der kan dog være et par ulemper ved snor-systemet. Den ene er at det stykke snor, der er “til overs” når staven er samlet, er noget langt. Der er ikke umiddelbart noget oplagt sted at gøre af den “overskydende” snor. Den kan holdes inde i hånden og evt. holdes yderligere fast af den velcrostrop, der bruges til at holde delene sammen når stavene er foldet sammen. Problemet er størst når man løber med stavene uden at bruge dem, så slasker snoren rundt. Og holder man begge stave i samme hånd vikler snorene sig sammen.
En anden ulempe er at stavene kan give sig lidt. Det kan dog i nogle tilfælde også vise sig at være en fordel. Hvis staven sætter sig fast, f.eks. mellem et par sten, så kan snoren give sig lidt og i værste/bedste fald så meget at en af samlingerne løsner sig, og man undgår at brække staven. Da stavene er et oplagt valg for ultratrailløbere og adventureracere er det ikke et helt utænkeligt scenarie.
Endelig gør designet at stavene har den længde de nu en gang har. Jeg har ikke savnet at kunne justere længden, men jeg bruger også primært stave når det går opad. Ønsker man også at bruge dem nedad kan man måske komme til at savne muligheden for at justere længden.
Materialevalg
Stavene er lavet i aluminium. Det går ud over stivheden sammenlignet med kulfiber. Lægger man stor vægt på stavene, som f.eks. når man går/løber op ad bakke har de en tendens til at svaje lidt.
Fordelen ved aluminium er at det kan bøje, modsat kulfiberstaver der, hvis de får et forkert slag, knækker.
Håndtagene er lavet af blødt materiale med god gennemluftningsmulighed. Meget lækkert at holde på, selv om man sveder en del. Til gengæld er der ikke gjort noget for at designe grebet i forhold til fingrenes greb om håndtaget, hvilket jeg dog heller ikke på noget tidspunkt har savnet. Stavenes generelle design gør dem ikke oplagte til lange vandreture hvor man bruger stavene konstant, så fraværet af et anatomisk udformet greb er umiddelbart ikke et stort problem.
Spidserne er lavet af et hårdt metal. Mine stave er blevet brugt en del på klipper, uden nævneværdigt slid.
Stavene leveres i en netpose så de er nemme at transportere rundt eller gemme ind i skabet!
Dommen
Et par virkelig lette vandrestave udført i et simpelt design. De er utrolig nemme at have med på tur og fungerer godt når man har lidt travlt med at komme fremad.
Komforten, stivheden og justeringsmulighederne er dog ikke på højde med de tungere teleskopstave, men for vægtnørdede brugere som f.eks. fastpackere, adventureracere og ultratrailløbere er kompromiserne acceptable.
Det er oplagt en stav, der er tænkt til ikke at skulle bruges hele tiden når man er på tur. Det delbare design gør at de fylder minimalt på rygsækken når de pakkes væk. Og det simple design sammenholdt med materialevalget gør at man har en stav der holder hele vejen (eller kan repareres på stedet).
Fakta
4-delte
Lavet i aluminium (7075 Aluminiumslegering)
Spidser i hårdmetal
Håndledsstrop
Greb med god gennemluftning
Findes i 5 længder (110-130)
Findes i 6 farver
Trinser til sne kan monteres
Vejer 110 g i korteste variant
Det bedste: lette, kan foldes sammen, simpelt låsesystem, aluminium (kan bøjes meget før det knækker)
Det værste: kan give sig, middel komfort, længden kan ikke varieres, håndledsstroppen kan ikke justeres
Målgruppen: dig der ønsker en meget let vandrestav, som let kan pakkes væk når den ikke skal bruges. F.eks. adventureracere, ultratrailløbere, fastpackere
Overordnet: Lækker, let stav der fungerer godt til aktiviteter i høj fart











Leave feedback about this