Specialet var afleveret 1. august og efter nogle intense sidste måneder foran computeren, trængte jeg til frisk luft og til at kommer langt, langt væk fra min computer. Jeg er så heldig at være bosat i Stavanger i Norge og fjeldet ligger ikke langt fra hoveddøren. Jeg har dog aldrig været alene på fjeldet og prøvede at overtale min kæreste til at komme med, han mente dog det var bedre at han passede sit job, så det blev bare til en weekend i hytte i Sirdal. Jeg besluttede derfor at tage på min første vandretur alene på fjeldet.
Jeg har erfaring fra lange ture på fjeldet både i hytte og telt, men har aldrig været alene afsted før, så skulle lige tænke lidt. Første beslutning var let at tage, selvfølgelig kan jeg vandre alene, men syntes det var lidt skummelt med telt, så valgte at vandre fra hytte til hytte.
Planlægningsfasen
Ikke langt fra Stavanger ligger Sirdal, et lækkert naturområde der afgrænses af Lysefjorden og det var naturligt for mig at vælge dette område. Jeg ville gerne have en masse overskud på turen, specielt i tilfælde af at der skulle ske noget, og til at nyde at være væk fra specialet og mentalt slappe af, derfor skulle det være relativt korte dagsetaper. Efter at have studeret kort og hjemmesiden www.ut.no, valgte jeg at gå Hunnedalen – Blåfjellenden – Langavatn – Sandvatn – Hunnedalen. Det ville give mig 3 overnatninger og 4 dage i mit eget selskab, passende for første solotur.
Nederst i min beretning kommer min pakkeliste og lidt tanker omkring mine valg af grej.
Søren var så sød at stå for transporten, så efter en weekend i hytte satte han mig af søndag over middag og vi aftalte at han skulle samle mig op igen ved Lortabu (ja det hedder det) onsdag kl. 16. Desuden fik han selvfølgelig også min vandrerute i tilfælde af, at jeg ikke ville stå ved Lortabu som aftalt.
Over stok og sten
Søndag blev jeg sat af i Hunnedalen, hvor der går en mærket sti indtil Blåfjellenden. Hele min rute var mærket med det kendte lille røde T, men havde selvfølgelig også kort og kompas med og fulgte hele tiden med på kortet.
Tågen kan hurtigt komme, som jeg også erfarede et par dage senere. Hunnedalen ligger 607 m over havet, og højeste punkt denne dag var 885 m over havet, så ikke de store stigninger og en rigtig fin tursti. Jeg havde en lille foldekop i sidelommen på min rygsæk, og der var frisk vand næsten hele vejen. Som reserve havde jeg 1L vand med i en nalgeneflaske. Blåfjellenden er en ubetjent hytte ejet af den norske turistforening, DNT.
Du betaler for at sove i hytterne, men har tilgang til tørt brænde, gas, brændeovn og generelt godt udstyret hytter. Eneste krav er at du rydder op efter dig og gør rent når du forlader hytten. Jeg havde hytten for mig selv indtil sent om aftenen, og nød stilheden, da denne hytte ligger udenfor mobildækning.
Mandag morgen var jeg tidligt vågen, og da vejret så nogenlunde ud, skyndte jeg mig at komme op og afsted mod Langavatn. Igen var der sti det meste af vejen og ruten gik i den mest fantastiske natur. Jeg havde til tider følgeskab af nogle får og lemminger, men ellers mødte jeg ikke en sjæl på denne rute. Langavatn hytte ligger i 940m over havet og lige ned til en stor sø. Efter ca. 30 minutters gang åbnede sluserne sig og det begyndte at vælte ned med regn, sådan seriøst vestlandsregn hvor selv fårene finder læ! Det var ligesom ikke rigtig oplagt at holde nogen frokostpause, så jeg holdt på og havde kun et par få snack og kortpauser.
Wir sprechen nur deutsch
Glæden var stor da jeg fik øje på hytten, da jeg var ved at være rimelig kold og våd på trods af mit ellers gode regntøj. Min første tanke da jeg åbnede døren var ”Åh nej”, der var ting over alt og jeg blev et øjeblik alvorligt bange for, at der ikke ville være plads til mig, på trods af de 28 sengepladser. Det viste sig at være 3 unge tyskere der boede der og som bare fyldte over alt. De gjorde ikke mine til at flytte deres ting, så jeg rydet selv et lille hjørne for at tørre mine ting. Jeg har en meget stor respekt for DNT og deres arbejde og betaler derfor altid for ophold, mad, brænde etc. når jeg benytter hytterne. Jeg synes det er hyggeligt at møde andre mennesker og dele historier over en kop varm kakao eller kogekaffi, MEN jeg bliver harm når jeg møder mennesker i DNT hytterne der spiser maden, bruger brændet og generelt bare udnytter hytterne UDEN at betale og ikke respekterer at der er andre i hytten udover dem. Jeg rullede mig ind i et tæppe foran brændeovnen med the og en god bog og tilbragte resten af dagen og aftenen med at tørre mine ting og læse. Heldigvis havde jeg frysetørret mad med, og skulle derfor ikke lave mad i køkkenet, der flød med madrester og opvask, men bare koge mit vand.
Tidligt op og væk
Næsten morgen stod jeg usædvanligt tidligt op, havde ikke lyst til at være mere tid i hytten end højst nødvendigt. Pakkede mine ting, gjorde rent og skyndte mig at komme væk og ud, på vej mod sidste hytte, Sandvatn. Turen starter med at få våde fusser, da jeg efter ca. 10m skal krydse en rimelig dyb elv. Da det har regnet intenst i flere dage er der godt med vand i, og det er bare at tage sig sammen og komme så hurtigt som muligt over. Det står ned i lårfede stråler og kan mærke at motivationen ikke er i top. Heldigvis ved jeg hvad der altid kan få mit humør op, og ipoden komme frem for første gang.
Tyk tåge, hagl og vind
Turen går relativt stejlt op på et platou, og ca. 2/3 oppe ligger der en stor snefane, hvor jeg mister stien. Jeg kommer op på platouet, men tågen ligger tykt og jeg kan ikke se hverken sti eller små røde T’er nogen steder. Det begynder at hagle og storme, og det bliver mindre og mindre sjovt. Jeg har fulgt godt med på kortet og beslutter mig for at tage kompaskurs og så ellers bare sætte i løb for at komme ned og i læ. Kan varmt anbefale ”Volbeat” i ørerne til dette.
Efter en halv time rammer jeg stien der går ned på den anden side og kommer ned i læ bag en stor sten, dejligt. Her indtages der store mængder chokolade og nødder mens humøret stiger. Der er utrolig smukt her og nu hvor humøret er kommet op igen, nyder jeg igen at være på tur.
Sandvatn hytte ligger ned til en kæmpe sø og du ser den lidt før du egentlig er der.
Sidste udfordring var at krydse en bred og dyb elv med en gammel, faldefærdig hængebro over. Bare det at komme op på broen når man er 162cm høj var et kunststykke i sig selv, og har sikkert set sjovt ud. Heldigvis var jeg alene, så det var kun mig, der grinede af mig. Hytten er stor og hyggelig og fyldt med tørt brænde, så skyndte mig at få tændt op og komme i noget tørt tøj. Til min store overraskelse er hytten fyldt med gamle blade om friluftsliv, så jeg tilbragte resten af dagen foran pejsen med at drømme om nye ture.
Bip bip bip bip bip bip bip
Tog mig god tid næste morgen, nød kaffen og morgenmaden før jeg vendte snuden mod civilisationen igen. Og pludselig var den der, en halv time fra hytten gik min telefon amok og bippede alt hvad den havde lært. Jeg har ikke haft mobildækning siden jeg forlod vejen, så der tikkede mails, sms’er og ubesvarede opkald, primært fra min bekymrede mor. Jeg skyndte mig at ringe hjem og forsikre om at jeg har det godt og snart er tilbage igen. Den sidste tur ned mod vejen var fyldt med får der gerne ville snakke, og jeg havde selskab det meste af turen.
Look, a real norwegian ! Can we take a picture ?
Nede ved opsamlingsstedet ved hovedvejen gennem Hunnedalen, satte jeg mig i læ på mit rensdyrskind. Fandt min dolk frem og skar lidt ost og brød mens jeg hyggede mig. Det er åbenbart ikke noget man ser hver dag, så en hollandsk familie mente, at jeg måtte være en rigtig norsk kvinde og de ville gerne tage et billede. Jeg kunne ikke få mig til, at fortælle dem at jeg faktisk er dansk, så de fik deres billede med mig på mit rensdyrskind med min dolk i hånden.
Søren kom kort tid efter og samlede mig op, og jeg snakkede hele vejen hjem til Stavanger. Mit snakkende pige-gen var vist lidt understimuleret.
Pakkeliste
Du er velkommen til at maile mig og få en fuldstændig pakkeliste, men her kommer et lille overblik over hvad jeg havde på og havde med i taske.
Min rygsæk var Osprey Exos 34L. På fødderne havde jeg Ecco Biom Ultra, næste gang vil jeg vælger en lidt stivere og højere støvle som f.eks. mine gamle lædervandrestøvler, Ecco støvlerne gav ikke helt nok støtte i forhold til længde på turen. Jeg havde bare 1 par bukser med, Fjällräven Keb, 1 let softshelljakke fra Fjällräven , 1 vandtæt jakke, OMM Cypher, et par regnbukser og en fiberjakke fra The North face. Jeg havde bare et par lange, tynde uldunderbukser med, næste gang tager jeg 2 par med, 2 tynde uldundertrøjer og 2 par uldsokker plus hyttesokker. Når du sover i en DNT hytte, er det nok med en lagenpose da der er hovedpuder og dyner/tæpper. Jeg havde valgt at tage frysetørret mad med, primært for at spare lidt på vægten. Jeg havde desuden valgt at tage en lille gasbrænder, gas og kop med i tilfælde af, at det nu ikke skulle virke i en af hytterne eller jeg skulle komme til skade. Det er altid godt at kunne koge noget vand. Desuden havde jeg en solcelleoplader med til min telefon og sidst, men ikke mindst, havde jeg lidt whisky med til at putte i kaffen om aftenen, det varmer så godt. Jeg havde selvfølgelig også diverse førstehjælp og sikkerheds/reperationsgrej med.
Leave feedback about this