Så blev der endelig fundet tid til vores første indlæg her på bloggen – og i den anledning så vil vi starte med at fortælle lidt om hvem vi er. Vi er et kærestepar som har haft fornøjelsen af at dele masser af fede oplevelser sammen i naturen via løb, i vandet og bare generelt være i naturen. Og nogle af dem vil vi da gerne dele lidt med jer. Men først får i lige en lille præsentation af hver af os.
En kort
Den korte af os er mig, Sidsel. Jeg er måske nok set i løbssammenhænge et par gange. Jeg har løbet lange løb, og først løb jeg dem alle på asfalt. Og en gang imellem løb jeg også lidt trail, men altså kun en gang imellem. For et år siden var skuffelsen over et fejlslagent forsøg på 100 km landevej så stor, at det bare var verdens bedste ide at stille op til Hammer Trail på 50 km distancen kun en uge senere. Jeg KAN absolut anbefale, at man træner lidt på trail inden sådan et løb! Jeg løb næsten hele turen med ham den lange ved min side og jeg løb rigtig fint, men næste dag, da kunne mine ankler slet ikke bære mig! Siden da har der været noget mere trail på træningsprogrammet, og om snart meget få dage venter min til dato største udfordring på voksen distancen til dette års Hammer Trail.
Men det er ikke kun løb der trækker. Jeg er vild med naturen og efter et par år i byen har det været fedt at have mødt den langbenede og få ”genopdaget” glæden ved naturen. Især en ting værdsætter jeg utroligt meget i naturen – nemlig roen. Jeg nyder de helt store shelterture med bålhygge og hvad der ellers hører til, men jeg kan sagtens finde på at tage bilen kl kvart i sengetid ud til nærmeste shelter på Røsnæs, hvor jeg kan nyde roen og den friske luft mod ansigtet, når jeg sover. Jeg nyder også naturen i vandet når den lange finder tålmodigheden frem og agerer støttepædagog på et natdyk. Jeg elsker igen roen, når man ligger ude i det sorte hav og kun lige kan se de par meter frem som lygten kan lyse, og så elsker jeg da også adrenalinkicket, når harpunen rammer rigtigt (og især når jeg uden støttepædagog formår at håndtere fangsten )
En lang
Den lange af os er så mig, Lars. Jeg holder i korte træk bare af at være derude hvor naturens lov gavmildt og ubarmhjertigt hersker. Det at mærke naturens konsekvens, forstå den og tøjle den giver en stor tilfredsstillelse i løbet af dagen/natten.
For tiden består aktiviteterne primært af trailløb, uv-jagt og lettere spontane shelterture. Næste større aktivitet består af Hammertrail 50 km. Efter at havde oplevet at “gå sukkerkold” efter 45 km på TransLantau (Hong Kong) medio marts, blev planerne omkring Hammertrail justeret til at gå efter et negativt split på 50 km rutens to runder. Hen over sommeren skulle aktiviteterne derude gerne blive flere og flere i takt med det mere barmhjertlige vejr.
Grejmæssigt, så har vi det grej der skal til i den rette kvalitet. Vi vil f.eks. ikke ligge i vandet på et natdyk, fornemme de store oplevelser venter lige forude og så opleve at lygten svigter grundet ”for billig kvalitet”. Det sagt så skal udstyrets kvalitet og funktionalitet også stå mål med prisen. Hellere lave det rigtig forarbejde, erhverve den rette dims, end blot at betale sig fra det.
Vi håber i vil følge lidt med i hvad vi finder på ude i naturen og håber at ses derude… Hvis i kommer forbi Hammeren den 1-2. maj, så giv os et hep på vejen – det får vi sikkert brug for 🙂 Så kan det jo tænkes at vi kvitterer med en lille race report i næste indlæg 🙂
[sc:shoptrailrunning ]
Leave feedback about this