Kære læser, hvis du gerne vil læse et heltekvad om en superfit løber der tager alle højdemeter med storm, og er let til bens………Ja så må vores veje skilles her.
Er du her stadig?
Ok, her er min historie.
Foto: Julsø Ultra
2016 var ellers det år hvor jeg havde planer om at gennemføre Chiemgauer 100 km trail i Sydtyskland. Men to lange sygdomsperioder lagde sig i vejen og ødelagde den plan.
I stedet brugte jeg sensommeren og efteråret 2016 til at løbe nogle løb i 25-30 km. distancen, og på den måde gøre mig klar til et lidt længere løb i 2017.
Det var jo meget passende at Julsø Ultra så dukkede op. Og i vores lille løbeklub ”Chemin de Forêt” meldte alle sig da også til løbet, som holdets store fællesprojekt.
Skader
I Januar øgede jeg min egen træning, med at følge et HIIT (High Intensity Interval training) program ”Insanity” ved siden af mine træningspas, som jeg også gav et hak opad med nogle fartlege m.m.
14 dage inde i januar, skete der noget med min fod.
Fra den ene dag til den anden kunne jeg ikke løbe og kun knapt gå. Jeg havde store smerter i min svangsene, og på min hæl. Symptomerne pegede i to retninger, svangsene betændelse eller hælspore. Udsigterne til snarlig helbredelse var meget dårlige. Hælspore kunne i bedste tilfælde vare op til 5 mdr.
Jeg brugte de næste 8 uger med at massere svangsenen, hælen og lægmusklen med en kagerulle, hårde pigbolde, bløde bolde, samt lave et utal af stræk øvelser.
Mit fine program blev skrottet og træningen bestod af gåture og Netflix på kondicyklen.
Gåturene blev længere og én, måske to gange i ugen, kunne jeg gennemføre en tur i skoven på 5-7 km.
Midt i marts tog jeg chancen. Ok, jeg kunne løbe korte ture, så hvorfor ikke udnytte det til en omgang Intervaltræning ”30-20-10”? Datteren går til svømning lige ved siden af atletikstadion og jeg kunne udnytte ventetiden til noget fornuftigt.
Første gang blev det til 8 sæt før min fod stod af. Anden gang 9 sæt. Men hov, hvad var det, var der en bedring???? Minsandten jo!
Jeg fortsatte med at løbe intervalpassene og kunne øge antallet af sæt hver gang.
Jeg var nærmest i ekstase. Pludseligt kunne jeg løbe længere ture i skoven, nu uden smerter. Det var som om at skaden forsvandt ligeså pludseligt som den var opstået.
Jeg løb en tur fra Sejs til Ry, ad Himmelbjergruten uden de store problemer. Alt sammen var fantastisk.
Dog er 16 km ikke det samme som 60 km så jeg manglede en del mere træning, men manglede i høj grad ”træningstid”.
Nu, da intervalløbet havde været min redning mht skaden, kunne det måske også være min redning mht. konditionen.
En uge før Julsø Ultra stod jeg inde ved atletikstadion, klar til en omgang 30-20-10 igen. Jeg havde planlagt 16 sæt denne gang. Nu skulle der sgu’ arbejdes.
På det ottende sæt skete der noget i baglåret. Arrrghh!!! Jeg skældte og smældte ”Jeg har fand… ikke tid til det her p..!!”. Det trak gevaldigt i baglåret. Jeg strakte lidt ud, masserede musklen og gik et par hundrede meter. Måske var det ikke så slemt alligevel? Jeg gav det et forsøg og genoptog min træning. De første 30 sekunder gik nogenlunde, men da jeg satte farten op……..nej! Der var ikke noget at gøre. Jeg humpede tilbage.
Heldigvis var det ikke en fibersprængning, blot en mindre fiberskade. Jeg turde dog ikke tage chancen med en løbetur inden det store løb. Jeg cyklede i stedet et par ture på kondicyklen og fik en omgang massage på baglåret.
Race
Endelig kom dagen. Nu skulle det vise sig om mit mentale overskud kunne overtrumfe mit konditionsmæssige underskud.
Vejret var perfekt for mig at løbe i. Køligt og fugtigt, men uden regn.
Målet var jo bare at gennemføre, så tempoet var stille og roligt fra starten.
Det gik fint hele vejen ud over Karoline Amaliehøj gennem Paradiset og ud til Slåen Sø. Søen viste sig som altid fra sin smukke side, og fik mig til lige at stoppe et sekund og nyde synet. Fra Kongestolen og ned til første depot ved foden af Åsen, gik det via den smalle cykel-/ vandresti med udsigt over søen.
I depotet blev der tanket Cola, chips og energibar inden det gik opad, henover Åsen.
Store Knøs, en kæmpe bunke jord mellem Åsen og Himmelbjerget på 129 meter, gav mig en hilsen fra baglåret, i form af spændinger i min fiberskade. Det var dælme tidligt. Med 45 km tilbage…..puha det bliver hårdt.
Heldigvis gik det i sig selv igen efter et par km.
Vi ankom til Himmelbjerget fra sydvest, via et virkeligt smukt området, som jeg helt sikkert skal besøge igen. Fra Himmelbjerget blev udsigten nydt, hele vejen til Sejs hvor jeg bor og videre til Sindbjerg og Stoubjerg. To bakker der præger de fleste trailløb i området. ”Jo jo, dem skulle vi nok stifte nærmere bekendstskab med”.
Fra Himmelbjerget gik turen gennem Rye Nørskov og videre ned til Ry hvor depot nr. 2 og min dropbag ventede.
I Ry byttede jeg min løbevest ud med en løbejakke. Jeg var ved at være så smadret, at jeg ligeså godt kunne forberede mig på en køligere tur, eftersom mit løbepensum var nedsat drastisk. Heldigvis mærkede jeg ikke til skaden i baglåret, men det var nu nok fordi alt andet i kroppen værkede.
Jeg forlod depotet, med en Cola skvulpende fra min foldekop. Jeg kiggede tilbage på ruten og bemærkede at der ingen løbere var at se. Hmm, så blev jeg endelig sidst !
Selvom jeg inderst inde forventede, at det på et tidspunkt ville ske, var det nu lidt træls. Mit humør fik lige et hak nedad.
Da jeg kom ud på markerne syd for Laven kunne jeg kun se ryggen af løbere som nærmede sig Laven. Der var dælme langt op til dem.
Et sted i Linå Vesterskov forbedrede jeg min placering, og fik en smule mental overskud til at sætte hastigheden op. Om øgningen kunne måles, tja…..??
Efter Linå Vesterskov blev jeg modtaget, på depot 3 ved Sindbjerg og Stoubjerg, af min kone og min ældste datter, der som Keld og Benny dansede og svingede med små Dannebrog. Det gav sgu’ energi til kroppen. Ligesom en håndfuld Matadormix og Cola også spyttede lidt i den næsten tomme energibeholder.
Lige så hurtigt energien blev indtaget, lige så hurtigt blev det fyret af hen over først Stoubjerg og derefter Sindbjerg.
Nordskoven, min hjemmebane!
Var det nogen fordel? Næ, for som regel starter jeg mine løbeture i Nordskoven uden først at have tilbagelagt små 50 km.
Ruten igennem skoven bar præg af at en lokalkendt havde lagt den. Vekommende kendte nogle af de rigtig gode bakker, foruden rækken af bakker Lovisehøj, Ulvehoved, Birkehøj og Dronningestolen som gul-rute byder på. Selvom det var en hård rute de havde fundet gennem skoven, kunne jeg nu ikke lade være med at nyde den, og glæde mig over at jeg bor i så smukke omgivelser.
Men hør hov!!! Hvad skete der lige med min placering? Her gik jeg og troede at jeg var næstsidst, og så bliver jeg overhalet af 5 løbere fra 60 km’eren??? Det betød nu ikke noget for mit humør at jeg blev overhalet. Nu var jeg alligevel snart hjemme.
De sidste 2 km fra jernbanebroen til mål var dælme hårde. Men jeg fik hevet de sidste kræfter ud af kroppen og kæmpet mig over målstregen i en fantomtid på 8 timer og 19 minutter. Er jeg tilfreds med det resultat? Ja bestemt, når man tager i betragtning, at længste strækning jeg nåede at tilbagelægge siden nytår var på 16 km. Jo det var ok!
Og så kan man jo tilføje at med den hastighed fik jeg set det meste på ruten . Som i øvrigt var en fantastisk vellagt rute, gennem noget meget smuk natur. Tak for den!
| Annonce |
Skriv et svar