Ironman Klagenfurt 2015 – set igennem en blegfeds ’drengs’ øjne.
Introduktion
Eftersom det her er min første blog på GrejGuide, så tænkte jeg at det ville være på plads med en kort intro til hvem jeg egentlig er og hvad jeg løber rundt og laver.
Jeg hedder Kasper, jeg er 25år, gift med min søde (og til tider meget tålmodig overfor mine underlige påfund) kone, Amanda, og sammen har vi Lucas på 4år og venter en dreng mere om en måneds tid.
Til dagligt arbejder jeg som selvstændig fysioterapeut med en speciel interesse for smerter/smerteforskning og sportsskader.
Sportsmæssigt kommer jeg fra en ungdomsbaggrund som håndboldspiller, men jeg har de sidste ca. 7 år dyrket langdistancesport af forskellig art.
Hvorfor skal du dog følge min blog?
Fordi jeg er fuldstændig gennemsnitlig – men alligevel får tid til at træne. Jeg er en småfed (decideret fed lige nu) familiefar med en arbejdsuge på 45-50 timer.
Så det jeg påtænker at blogge om – foruden de eventyr jeg nu engang kommer ud på – er hvordan man kan få tilpasset en hverdag så der også er plads til træning. En helt ærlig og ligefrem blog om op og nedture, valg og fravalg og hvordan man det i sidste ende (forhåbentligt) får det hele til at gå op.
Hvorfor Ironman?
Ja, hvorfor egentlig? Jeg er de sidste mange år blevet spurgt flere gange end jeg kan tælle; ”Hvorfor gør du det dog?!” – oftes når jeg har fortalt om mit nye projekt om at cykle på tværs af USA, løbe et ultraløb, svømme en mega lang tur eller hvad årene nu ellers har bragt med sig. Og ja, hvorfor er det egentlig jeg gør det? Jeg er ikke sikker på at jeg kender svaret. Jeg plejer at sige noget ala; ”Jeg vil gerne teste hvor langt jeg kan tage det, hvor langt mine evner rækker og hvad der skal til før kroppen/hoved giver op – og da jeg ikke har fundet det endnu, må jeg jo prøve noget nyt”.
Men hvorfor er det nu, at det er så fandens sjovt/spændende/vigtigt at finde den grænse? Hvorfor ikke bare ”nøjes” med at spille lidt oldboys fodbold med de gamle drenge eller nappe en søndags tur rundt om søerne?
Igen, jeg er ikke sikker på at jeg kender svaret (måske er det faktisk det svar jeg forsøger at finde, når jeg roder rundt derude på landevejene?), men det jeg ved er, at den følelse jeg får i kroppen, når man roder rundt ude ved ens grænse, både fysisk og mentalt, er noget helt specielt. Jeg forestiller mig ofte at det må være den følelse en stofmisbruger har, når det opnår deres ”rus” – og hvis det er det, så forstår jeg godt man kan blive afhængig. Jeg er i hvert fald afhængig af at opnå mit ”high” min rus.
En snak med en journalist om et af mine tidligere projekter forklarer det måske egentlig bedre end jeg kan lige nu. Det kan læses her
Projektet omtalt i artiklen fik desværre ikke nok sponsormidler og er derfor ikke blevet udført (min største nedtur, sportsmæssigt, nogensinde) – mere om det i en anden blog, en anden gang.
Så for at svare på det indledene spørgsmål: ”Hvorfor Ironman?”. Det simple svar er: det er langt, det er mange aktive timer, jeg har ikke prøvet det før – whats not to like?! 😉
Optakt
Jeg er blandt venner og bekendte notorisk kendt for at være dårlig forberedt. Det være sig igennem hele min skole gang fra folkeskole til uni men bestemt også hvad angår min sport. Jeg elsker de store udfordringer, jeg elsker at træne og ja – jeg elsker det hele. Meeeeeeen, ofte ender det med at jeg ikke liiiiiige får trænet helt nok. Det får mig aldrig til at give op og ikke stille op, men ofte bander jeg mig selv langt væk, når jeg står der på startstregen og inderst inde godt ved at det her blive en helvedes lang dag på kontoret.
Forstå mig ret, jeg får jo trænet – og sikkert også mere end den gennemsnitlige dansker – men ofte kræver de eventyr jeg nu engang begiver mig ud på lidt mere end den gennemsnitelige træningsmængde. Eller ja, det gør det jo så åbenbart ikke – for jeg kommer jo igennem langt det meste af det. Måden og følelsen kunne dog nok optimeres med en bedre tilrettelagt træning ;).
Så optakten til Ironman Klagenfurt har selvfølgelig ikke været anderledes end normalt – eller det vil sige, at svømme- og løbetræning har faktisk været rigtig fin, men cykeltræningen ikke eksiterende. Garmin Connect, hvor jeg holder min træningsdagbog, fortæller mig at 2015 har budt på HELE 7 (!!) cykeltræninger, med et gennemsnit på 76km pr. stk og en enkelt på 140km. Ja, det er pænt idiotisk når man har tilmeldt sig en Ironman med sine 180km på cykel – som desuden er placeret midt i Østrig med små 2.000 højdemeter undervejs….. Idiot Kasper.
Men foruden cyklen, så har forberedelserne faktisk været bedre end normalt. Jeg løb Fyr til Fyr (et 60km trail løb) tidligere i år, hvilket har gjort at løbetræning har været i gang i en del måneder og den formåede jeg at vedholde.
Svømningen har altid været en okay disciplin for mig. Her spiller min vægt ikke den store rolle og da min teknik er udmærket – uden at være prangende – kan jeg svømme med et relativt fint tempo. Desuden har jeg fået flyttet min dovne krop ned til Bellahøj Svømmestadion ca. 2 gange om ugen de sidste par måneder, så der er faktisk også blevet spenderet lidt tid på træningen.
Så med viden om at træningen i 2 ud af 3 discipliner har været ganske okay, tog jeg afsted med et optimistisk sind og om ikke andet, så klar til endnu en fed oplevelse i sportens tegn.
Man er vel ikke rigtig sportsmand uden en målsætning, så selvfølgelig havde jeg også nogle mål:
Forventning: Gennemføre
Håb: Under 13 timer
Drøm: Under 12 timer
Turen derned og dagene op til stævnet
Jeg elsker at dele de her sportsoplevelser med andre – og denne gang var ikke en undtagelse. Derfor drog jeg afsted med en god kammerat som også skulle deltage ved stævnet. Vi har tilbragt rigtig mange meget tidlige morgner sammen de sidste par måneder, enten iført våddragterne eller i løbeklunset.
Vi havde på forhånd besluttet os for at prøve at holde turen så ”low-budget” som muligt og valgte derfor at smide cyklerne bag på bilen og køre den 15 timer lange tur derned. Vi havde også valgt den billige løsning med at leje en lejlighed via AirBNB.
Vi drager afsted fra København onsdag aften, da vi ved at dagene lige nu er ”stor-sommerferie-dage” og mange drager sydover. Derfor tænkte vi at vi ved at køre om natten kunne undgå det værste trafik – og ved at ankomme i god tid før stævnet ville vi sagtens kunne nå at sove ud og være race-ready på dagen.
Afsted gik det og heldigvis gik det som forventet, næsten ingen trafik og frie veje til at trykke lidt på speederen og komme afsted dernedaf. Vi endte med at være i Velden (20km fra stævnepladsen) hos vores AirBNB vært torsdag ved frokost tid.
Vi får vist vores lejlighed, pakket vores grej ud og står et kort øjeblik på en altan og nyder udsigten. Vi bor på 3. sal og har udsigt udover hele området og vigtigst af alt en flot udsigt udover den store bjergsø, som er helt fantastisk smuk – og heldigvis samme sø hvori svømmedelen af stævnet foregår.
Efter at have nydt udsigten et kort øjeblik kigger vi på hinanden og bliver hurtigt enige om at vi egentlig ikke er så trætte og at den her fantastiske natur udelukkende venter på at blive udforsket.
Afsted gik det, ind og finde cykelklunset frem, ned og hive cyklerne af bilen også afsted ud af landevejen. Hvilken fantastisk natur!
Dagene op til stævnet gik stille og roligt med 2-3 daglige træningspas, hvor svømme og cykelruten blev testet af og der blev slidt lidt på løbeskoene via nogle korte intervalpas.
Race day
Endelig blev det søndag – og søndag = raceday! Vækkeuret stod til umenneskelige 03:00, så der var tid til at få spist lidt morgenmad, få en omgang morgenkaffe, få klaret det obligatoriske toiletbesøg og generelt bare vågne og gøre kroppen klar til dagens strabadser. Vi havde fået tildelt start-wave kl 07:00, men skulle være i startområdet allerede 05:30 for at tjekke cyklerne en sidste gang (der skulle tages regn-cover af, sikre at der var luft i dækene osv).
Svømmeturen
Jeg havde store forventninger til svømmedelen. Jeg er i mit livs bedste svømmeform og svømmet foregik i de smukkeste omgivelser jeg nogensinde har svømmet i. Fuldstændig klart og azur blåt vand med Alperne som kulisse – FANTASTISKT! Forventningen var et svøm på 1:10, et håb om 1:05 og en drøm om sub 1:00.
Kl 07:00 skød kanonen og racet var i gang. Jeg havde valgt en taktik hvor jeg gik i vandet bagerst for at undgå den massive slåskamp der er i starten af de her events – jeg havde ikke lyst til at ligge midt i en kæmpe klump og få spark i maven og slået brillerne af.
Taktikken virkede overraskende godt. Jeg kom hurtig ind i en god rytme og overhalede stille og roligt en del svømmere indenom. Efter små 1.000m begyndte jeg at fange gruppen der var startet 5min før os. Her fandt jeg en svømmer der lå i samme pace som mig og valgte at ligge mig ind på fødder af ham for at få lidt gratis ’draft’. Her begår jeg så nybegynder fejl nr. 1 (og én ting jeg højt havde lovet mig selv ikke at gøre) – jeg stoppede med at orrienterer mig og fulgte blot efter den foran svømmende herre. Da jeg endelig kigger op, er jeg ikke bare ude af kurs – jeg er nærmest ude af banen. Vi snakker +150m i forkerte retning.
IDIOT Kasper – store kraftidiot! Nåh, tilbage mod banen og afsted måtte det gå. En let panik bredte sig da vi rundede næste bøje, da vi nu vendte direkte mod solen og jeg kunne INTET se. Jeg havde valgt klart glas i svømmebrillerne, hvilket jeg altid har svømmet med. Lige nu var det virkelig et skidt valg. Et valg der resulterede i at min navigation endnu engang var helt i hampen og jeg endte med endnu 150m forkert navigation og måtte igen rette mig selv tilbage på ruten.
Da vi mangler ca. 900m af svømmet, svømmer vi op i en kanal der ikke er mere end 6-7m bred. Her bliver pladsen meget trang og det ender med et par slagsmål og spark og slag – hvor jeg både tog imod og uddelte disse.
Jeg kan slet ikke finde en rytme på denne passage og mærker hurtigt at farten falder. Jeg ved godt at drømmen om sub 1 time er langt væk og nu handler det bare om at komme i mål.
Endelig er det tid til sidste sving og op mod land. Ét klik og ét kig på pulsuret viser at jeg har svømmet 4.089m (altså 289m for langt – damn you navigation!) på 1:06:36.
T1
Der er en forholdsvis lang løbetur fra svøm-exit og op til skiftezonen. Jeg kæmper lidt med at få min våddragt af, men det lykkes heldigvis at få den revnet ned omkring livet imens jeg løber mod min skifte-pose med cykelklunset.
Jeg har valgt at tage en cykeltrøje udover min tri-dragt, da jeg så i forvejen havde mulighed for at fylde lommerne på denne trøje med energi, ekstra slange osv.
Da jeg finder min pose og tonser imod teltet bliver jeg mødt af nogle fantastiske frivillige stævnehjælpere som hurtigt pakker min pose ud, hjælper mig i tøjet, smørre mig ind i solcreme imens jeg knokler med at få min sokker på og alt er så super service. Virkelig kæmpe respekt for de unge drenge og piger der bruger hele deres dag på at hjælpe til – det var SÅ fedt.
Jeg har aldrig trænet disse skift, så en tid på 6 minutter er jeg ganske tilfreds med.
Cykel
Afsted ud på cykelruten. Jeg opdager hurtigt at jeg ikke har fået hevet mine seler på cykelbukserne op, inden jeg tog min cykeltrøje på og overvejer et kort sekund at gøre ophold for at ordne det. Jeg dropper det dog hurtigt og beslutter at de bare må hænge der – der er ikke fare for at de rammer ind i hjulet.
Første 40km går med 36km/t – wow! Jeg har ikke kørt over 27kmt i snit på mine træningspas i år – og normalt når jeg er i cykelform ligger jeg omkring 32-33 snit over 100km. Det her er langt over forventningen – og min puls siger at jeg har masser i tanken og ikke på nogen måde har givet mig mere end jeg bør. Hvad sker der lige her?
Ak ja, lykken vare ikke evigt – og det var desværre ikke mig der havde konge ben eller havde fået en bid af Contadors bøffer aftenen før. Det viser sig at den første del af ruten åbenbart går let nedad og derudover har super god asfalt, så rullemodstanden er nærmest lig nul.
Pludselig begynder bakkerne/bjergene at komme og især 2 gange skal vi hen over nogle grumme stigninger. Første er 10% over 1300m og den næste er 11% over 2100m – foruden dem en masse mindre stigninger. Fy for en skefuld. En ting er at jeg med mine 95kg synes det er tungt når det går opad sådan her – noget andet er at jeg tydeligvis havde valgt en alt for tung gearing med 54 foran og 28 bagpå. Av min arm – eller rettere ben – hvor gjorde det nas at træde op der med en kadance der hastigt nærmede sig 0.
Efter ca. 50km får en straf for drafting – efter min mening totalt hovedløs straf, da vi ligger 5-6 mand tæt, på vej op af en stigning og ikke har mulighed for at komme fra hinanden, og jeg er oven i købet den eneste der får tildelt en straf – og jeg må herefter en tur i teltet og vente i 5min som straf.
Første loop af 90km er overstået og benene er allerede kvæstet. Shit det bliver lange 90km nu – og så er jeg slet ikke begyndt at tænke på den marathon der venter efterfølgende. Puha!
På anden omgang aftaler jeg hurtigt med mig selv, at jeg ikke må stå af op af første stigning, men at hvis tanken er helt tømt når vi rammer de 11% over 2km igen, så må jeg gerne stå af og trække på det stejleste stykke. Inderst inde hader jeg allerede mig selv da jeg tænker tanken – nu ved jeg at der er en undskyldning for at pive og have ondt af mig selv. Det sgu ikke i orden!
Men som sagt, så gjort, da jeg rammer stigningen forsøger jeg at bide tænderne sammen og træde den op, men må give op efter 8-900m. Klikker ud af pedalerne, hopper af cyklen og begynder at trække. Efter små 100-200m kommer der en tilskurer og spørger om jeg er okay, hvortil jeg svarer at det er jeg – tanken er bare tom. Han griner mig lige op i fjæset og siger på gebrokent engelsk: ”Come on, getz on your bikez and getz goingz!” og ja, det var nok til at jeg at hoppede op på cyklen igen, fik den trådt langsomt i gang og genoptog kampen med bjerget – og hey(!) det lykkedes sgu at komme til toppen.
Herfra gik det okay ned til skifteområdet. Jeg forsøgte at holde fokus på at løsne stængerne så godt op som muligt og træde med en så høj kadance som muligt for ikke at syre mere end højst nødvendigt.
T2
Ligesom i T1 blev jeg mødt af nogle fantastiske frivillige. Så snart jeg kom ind i teltet med min pose, blev der taget hånd om alting. Jeg fik pakket min pose ud, stillet mine sko klar, smurt ind i solcreme, givet kasket på og det hele. Fantastiske hjælpere!
Hvad de stakkels unge mennesker nok ikke havde regnet med, var at jeg havde besluttet mig for at smide tridragten og tage et par nye shorts og en singlet på i stedet. Så 1,2,3 og pludselig stod jeg der, splitter kong hans og den stakkels unge pige havde ikke en chance for at nå og kigge væk fra den spøgelseshvide bagdel hun fik frit udsyn til (UNDSKYLD!). Men for filan hvor var det befriende at komme ud af dragten og i et par shorts og singlet i stedet. Løst og blafrende – skønt at få lidt luft ind på kroppen efter en hård cykeltur.
Afsted gik det ud af teltet klar til løbet. Skiftetid på 5min.
Løbet
Når snakken falder på langdistance triathlon og Ironman, så tales der ofte omkring det her skifte fra cykel til løb. Man skal huske at træne det, at det følelse underligt, at benene ikke vil det samme som dig osv osv.
Som tidligere nævnt, så er jeg ikke ligefrem kongen af forberedelse, så ja – jeg havde selvfølgelig ikke trænet de her ”off-the-bike-runs” overhoved. Så det var lidt med frygt at jeg bevægede mig ud af skifteteltet og ud på løberuten – jeg havde ingen idé om hvad der ventede mig nu.
Jeg havde hjemmefra en målsætning om at skulle løbe 6:30min/km i snit, set over hele turen, og ellers så holde en run/walk strategi hvor der skulle løbes fra aid-station til aid-station også gå igennem dem.
Afsted med mig, ud på ruten og gang i bentøjet. De første par kilometer flyver rigtig fint afsted. Der er ingen problemer med bentøjet, jeg kan ikke mærke den hårde cykelrute i kroppen og den ømhed der var opstået i ryggen af at ligge i bøjerne på cyklen går hurtigt væk igen. Rent faktisk så føles det pisse lækkert!
De første 10km glider egentlig bare forbi imens jeg nyder oplevelsen, kigger på de andre deltagere og danser igennem de aid-stations der spiller musik – til stor jubel fra de tilskurer der var troppet op (nok primært fordi jeg lignede en kæmpe tosse). Jeg kigger ned på uret og pacet siger 6:17 over de første 10km. Super fint tilfreds, pacet er på plads, pulsen er hvor den skal være og kroppen har det godt. Fedt!
Jeg begynder allerede nu at sætte en masse delmål op for mig selv. Jeg har tidligere arbejdet meget med at sætte de her delmål og det har virket rigtig godt. Så jeg aftaler allerede med mig selv at næste delmål er 15km og herefter 21,1km og derved første hele omgang på ruten.
De næste kilometer går som de første, ganske udmærket, ingen kriser og ingen nævneværdige problemer. Jeg benytter helt fast min startegi med at løbe frem til aid-station også gå igennem imens jeg fik en kop vand, cola og lidt energi.
Første loop slutter og jeg føler mig stadig nogenlunde frisk (så frisk man nu kan være på det her tidspunkt).
Næste delmål aftalte jeg med mig selv skulle hedde 30km. Igen, så går det egentlig ganske udmærket frem til 28-29km – pulsen er helt stabil og pacet passer efter planen – men herefter begynder første krise at ramme. Jeg er ikke i nærheden af at ramme ”muren” eller gå ned, men nu kan jeg mærke at kroppen begynder at være træt. Jeg når frem til delmålet omkring de 30km og her møder jeg en anden dansker fra Amager Tri Klub. Hun er nede og gå og jeg klapper hende på skulderen og siger god tur. Der går ikke mange kilometer førend hun fanger mig igen og vi falder lidt i snak – fantastisk afledning fra smerterne i benene. Vi taler om løst og fast og egentlig ikke rigtig om noget – men hold op hvor er det befriende at få tankerne væk fra løbet.
Vi løber faktisk sammen hele vejen til kilometer 41, hvor jeg bliver nød tilat gøre et hold. Jeg skal simpelthen tisse så voldsomt at jeg tænker at hvis jeg skal holde mig de sidste 1,2km, så står jeg og tisser på målstregen. Så jeg lader hende løbe afsted mod mål alene og takker mange gange for selskabet.
Efter den korte tissepause går det op for mig, at jeg jo for helvede er i mål lige om lidt!!
Snablen tilbage i bukserne, på med det helt store smil og flash de tynde overarme til fotografen også ellers afsted ind over opløbsstrækningen. Jeg kigger lige op på speakeren og peger ned på mit nummer også kommer ordene: ”Kasper, you are an Ironman!” imens jeg løber ind over målstregen. Klikker stop på pulsuret og vender mig hurtigt om hvor at se hvad der står på tidstavlen.
11:55:53….
Jeg måtte lige dobbelt-tjekke med mit eget ur. Den var sgu godt nok. Wow – det var alligevel en overraskelse. Med de ringe forberedelser så er jeg mere end tilfreds med tiden.
Mest af alt, så er jeg meget tilfreds med mit løb. Jeg har sgu aldrig været Guds gave til løbet – og det er jeg bestemt heller ikke nu – men rart at se at træningen giver frugt. Løbesplittet hed 4:35 – hvilket, ubehageligt nok, er mit hurtigste officielle marathon.
Hvordan er Ironman følelsen så?
Først og fremmest, så er det altid fedt at sætte sig et mål og nå det – og det her er ingen undtagelse. Når man ovenikøbet kan lave en bedre præstation end forventet, jamen så smager sejren selvfølgelig lige en tand bedre.
Det var et super stævne, super organiseret, fantastiske omgivelser og nogle outstanding frivillige. Kæmpe tommel opad for det.
Så følelsen er fed – men fed på en måde der ikke drager sammenligning med ting jeg tidligere har lavet. Det var fedt at nå målet, fedt at få tjekket Ironman af på listen over ting der skal prøves, fedt at være afsted med en god kammerat, fedt at opleve et nyt sted på landkortet, fedt at deltage i et stort race.
Men det vagte ikke samme følelser som nogle af de andre ting har gjort. Jeg har brudt tudende sammen på mållinjen under mine cykelture rundt i Europa og USA – haft følelser jeg slet ikke kan beskrive. De var der ikke denne gang – hvorfor ved jeg ikke. Eller måske var de der, ganske kort – jeg fik lige det her endorfin-kick, men det lagde sig hurtigt igen.
…. Og hjernen var allerede i gang med at tænke på næste udfordring, næste mål.
Whats next?
Jeg har taget en beslutning om at smide cyklen på hylden på ubestemt tid. Jeg har brugt de sidste 6-7år på at tæske rundt på cyklen både indlands og udlands. Men under de få træningsture jeg har haft op til Ironman har jeg slet ikke haft lysten og glæden ved at sidde derude med vind på næsen. Gisten har bare ikke været der. Så helt naturligt betyder det, at det vil jeg ikke bruge min sparsomme tid på. Så en hurtig beslutning blev truffet, cyklen solgt også videre i teksten.
Som nævnt, så har jeg aldrig været en særlig god løber. Det har jeg dog altid drømt om at blive – så nu er tiden kommet. Det næste store mål er derfor Hammertrail 100 Miles på Bornholm næste år.
Det betyder at jeg de næste mange måneder kommer til at spendere mine træningstimer i løbeklunset såvel på landevejene som rundt om i skovene.
… og jeg glæder mig HELT vildt! Det bliver fedt! Jeg har de sidste 4-5 måneder lært at elske løbet, en ting som jeg egentlig aldrig rigtig har kunne lide – en ting der bare skulle overståes. Men nu ser jeg det anderledes. Jeg ser frem til at lufte løbeskoene, ser frem til at komme i skoven og nyde stilheden.
Det bliver fedt!
Lidt til nørderne
Svøm: 4.089m / 1:06:36 / 1:38min/100m
T1: 6:32
Cykel: 180km / 6:01:12 / 29,9km/t
T2: 5:54
Løb: 42,2km / 4:35:58 / 6:32min/km
Gennemsnitspuls på cyklen: 146
Gennemsnitspuls på løbet: 151
Luft temp: 29,5
Vand temp: 21,1
Våddragt: Speedo m. AS Vista briller
Cykel: Fcus Izalco Chrono by Walser
Løbesko: K-Swiss Blade Light
Leave feedback about this