Inspiration til næste sommerferie – Vandring i Østrig.7 min læsning

Vores lille familie havde egentlig besluttet at holde sommerferie i Danmark i år. Der var ting, der skulle ordnes og endnu flere ting, der skulle planlægges med en snarlig flytning til Grønland.

Den danske sommer har dog som bekendt ikke indbudt på det store udendørs-eventyr i år, så drømme om afbudsferier og knap så meget regnvejr blev hurtig en realitet. Resten af Danmarks befolkning havde desværre bare haft samme tanker, så mængden af afbrudsrejser var deprimerende lille.

Derfor besluttede vi at pakke bilen og køre ud i verden. Min mand foreslog et sted i Østrig han havde besøgt 13 år tidligere i forbindelse med en bjergbestigning. Klart, tænkte jeg. Hvem vil ikke løbe rundt på en grøn bjergtop i bedste Sound of Music stil?

Berchtesgaden

Efter en enkelt overnatning på et tysk motorvejshotel nåede vi frem til Berchtesgaden i Bayern, der ligger i 570 meter højde i en alpedal, der på 3 sider er omgivet af Østrig.

Destinationens formål var en frokost. Den skulle indtages i Hitlers sommerresidens ”Ørnereden”, der ligger i 1.834 meters højde på toppen af bjerget Kehlstein. Når vejret er klart kan man se en udsigt, der spænder over op til 200 km.

Idet stedet som bekendt ligger på toppen af et bjerg har man 2 muligheder. Man kan gå op ad bjerget eller man kan tage en bus, bevæge sig ind i en tunnel ind i bjerget og derfra tage en stor messing-elevator fra Hitlers tid, der fører én de sidste 124 meter op. Vi valgte det første. Hvem gider at stå i en elevator, når man kan trække i vandrestøvlerne. Turen op var angivet til at kunne gåes på 2,5 timer. Om vi havde taget de hurtige ben på eller om angivelsen var helt ved siden af ved jeg ikke, men det kunne klares på 5 kvarter.

Tyskland viste sig fra sin smukkeste side og varmeste side den dag og turen op er stejl, så det er hårdt, men da det hele foregår på stier, bør de fleste kunne klare turen med lidt indlagte pauser.

Udsigten på toppen er virkelig turen værd.

Hallstatt

Verdens smukkeste lille by. Jeg vil i hvert fald vove at påstå, at det er et af de smukkeste steder, jeg har været. Den store sø Hallstätter See ligger helt op til bjerget Salzberg. Mellem bjerget og søen er Hallstatt bygget. Med smukke huse der spejler sig ned i søen og små gader man kan gå på eventyr i. Byen har under 1000 indbyggere, men er velbesøgt af turister. Af god grund.

Hallstatt er også stedet, hvor indbyggerne gennem de sidste mange tusinde år har fremstillet salt og solgt det videre til resten af Europa. Man har mulighed for at bevæge sig ind i saltminen. Det kom vi ikke til, da børn under 3 år ikke har adgang. Istedet gik vi op på toppen af Salzberg, hvor de har placeret en udkigspost ud over den smukke sø.

Dachstein

10 minutters kørsel fra Hallstatt kan man tage liften op til bjergområdet Dachstein. Ved første stop med liften kan man besøge et massivt huleområde med adgang til en kæmpe ishule samt en mammuthule med 60 kilometer underjordiske gange.

Vi besøgte ishulen med mægtige iskupler og mangefarvede isformationer. Der er en hel særlig stemning i den hule. Jeg fik i hvert fald følelsen af at være en eventyrer, der for første gang betragtede et uberørt område og hvor hvert eneste trin var noget helt særligt.

Gjaid Aim og Simonyhütte

Vores mål med turen til Dachstein var at ende i 2.203 meters højde ved Dachstein Basecamp på toppen af ingenting – ”Simonyhütte”.

Efter vores tur i ishulen tog vi liften op til endestationen, hvor det lille hotel ”Gjaid Aim” ligger. Det er sjældent at jeg får følelsen af, at man ville kunne blive et sted altid, men det ramte meget hurtigt, da vi nåede til Gjaid Aim. Man får nemlig hurtigt følelsen af, at det er noget helt specielt. Da vi kom gående med vores rygsække blev vi løbet i møde af små babygrise og en stor flok meget nærgående køer. Rundt på det store grønne område omkring hytten var mennesker samlede. En lille flok forsøgte at gå på line mellem 2 sten, nogle stod på hænder og andre sad omkring et lille bålsted. Det emmede af ro.

Inde i hytten var det også meget tydeligt, at der var tale om ansatte, der gik op i karma og kærlighed. Rundt i rummet hang små citater og små henvisninger om nødhjælp til Nepal samt reklamer for yoga- og mediationskurser, som stedet også udbyder.

Kvinden med de store dreadlocks, der smilende tog i mod os, gav os en rundvisning. Her gik vi blandt andet forbi fællesbadet. Med udsynet til bare numser lukkede hun fnisende døren og sagde noget i retning af, at de ikke gik så meget op i den slags og af og til glemte at lukke døren ud til fællesbadet.

Vi fik ikke udleveret nøgler til værelset. De skulle ikke låses – hvor skulle potentielle tyve komme fra og hvor skulle de slæbe kosterne hen? Vi var jo på et bjerg.

Hvis man ønsker privatliv og ikke vil i snak med andre mennesker, er Gjaid Aim nok ikke stedet at besøge, men hvis man ønsker fælleskab eller en oplevelsesrig overnatning, er det virkelig en oplevelse for livet.

Fra Gjaid Aim var vi nu på vej mod toppen, hvor vi skulle besøge Simonyhütte. Man kunne bevæge sig mod toppen via 3 forskellige veje med forskellig sværhedsgrad.

Området er grønt og smukt og man opnår hurtigt følelsen af at være alene i verden.

Den vej vi valgte var den mellemsvære. Den var efter min opfattelse for svær med et lille barn på ryggen, da der var lange stykker, hvor der skulle klatres og kravles. Man havde ikke følelsen af at hænge på en klippevæg, men der var altså mulighed for at komme til skade, hvis man skulle træde forkert eller snuble. Jeg ville dog ingen betænkeligheder have haft, hvis jeg ikke havde haft min datter på ryggen. Den sværeste rute op består af teknisk klatring, hvor man skal have sele og udstyr med. Den letteste vej er relativ lige til, hvor der for det meste er tale om stier. De sidste 400 meter går dog lidt stejlt op ad bjerget, hvor underlaget primært består af små sten, så der skal man have tungen lige i munden.

Hytten ligger i noget der minder om et månelandskab. Det er oppe over trægrænsen og bag hytten ligger en stor gletcher. Eller det ligner i hvert fald, at den ligger lige bag hytten, men det tager ca. en time at gå op til den. Midt i månelandskabet ligger også en lille sø, der stammer fra smeltevandet fra gletcheren.

Man skal ikke regne med luksus, når man når de små hytter i bjergene. Maden bærer selvfølgelig præg af, at det bliver fløjet dertil med helikopter og man skal selv have alt affald med derfra, når man forlader stedet. Omgivelserne er dog så spektakulære, at man burde give sig selv den gave at opleve det, hvis ens hjerte bare det mindste banker for naturoplevelser. Man skal dog have en nogenlunde grundform og man skal ikke have nogen skavanker for at klare turen. Den lidt lettere vej kan dog også klares af børn. Vi mødte da i hvert fald et par stykker på toppen, der havde taget turen med sin forældre.

Hvad med barnet på ryggen?

Vi havde lånt vores bærerygsæk ud, så i stedet brugte vi en almindelig bæresele til hende. Det skulle vise sig at være en stor fordel, da det nok havde været umuligt at have hende i bæreselen. Der var simpelthen for stejlt enkelte steder, hvor hende i rygsækken ville have ændret tyngdepunktet så meget, at det ville ødelægge balancen.

Vi bruger bæreselen Manduca Newstyle, da den ifølge Forbrugerrådets tests være bedst både for barn og forældre. Hun kan sidde i den til hun vejer 20 kg, så der er mange ture i den endnu.