Mine forventninger til denne trailsko var tårnhøje. Intet mindre.
Inov-8 X-talon 190 er en af mine absolut yndlingssko til trailløb når det bliver meget mudret eller når jeg løber off trail og orienteringsløb.
Inov-8 producerer stadig X-talon 190, men nu tilbyder de altså også en model der er sølle ti gram tungere, men som byder på en løbeoplevelse der ligger tæt op ad X-talon 190 og så alligevel ret så langt derfra.
Kender du hverken Inov-8 X-talon 190 eller Inov-8 X-talon 200 er her en introduktion til lighederne på de to produkter.

Sålen
Begge løbesko er med den grovprofilerede sål der gør sig rigtig godt udenfor selve sporet i skoven, eller når der bliver meget mudret. Til tørre trails en sommerdag vil du nok opleve at sålens knopper bliver meget markante i dit nedslag og slet ikke kommer til deres ret.
Ud over at være en grov sål, så får du en sål der er ganske smidig og det kommer du til at være glad for. Måske kommer du fra såler i f.eks. Salomons sko, der er lidt stivere. Så kan der godt være en mindre tilvænning i den her sko, da foden kommer til at arbejde en anelse mere. Men bare rolig, det er kun sundt og du får en endnu bedre fornemmelse med underlaget.
Til forskel fra 190’eren, så har Inov-8 X-talon 200 en lille forstærkning af ydersålen ved svangen. Dette skal forbedre levetiden og sikre et bedre greb når du forcerer forhindringer. I skoven vil det oftest være træstammer. Men dyrker du forhindringsløb / Obstacle Course Race ala extreme mandehørm og Nordic Race så vil du være rigtig glad for denne lille detalje.

Mellemsålen
Både Inov-8 X-talon 190 og Inov-8 X-talon 200 kommer med et drop på 3mm og en mellemsål der giver en smule stødabsorbering, men ikke alt for meget.
Selv for en fuldblods midtfodsløber som mig så er skoen ganske glimrende at løbe i. Jeg har en fin fornemmelse for underlaget og som en sko der skal tiltale mange personer kan jeg sagtens leve med det mindre drop der er i skoen. Jeg er ikke religiøs omkring mit drop i skoen og når klaveret spiller, sveden drypper og jeg løber gennem skovbunden så er det ikke noget jeg mærker meget til.

Og lad mig så lige slå fast, at jeg i en anden sko fra Inov-8 med samme mellemsål har formået at træde en flintesten hele vejen gennem ydersål og mellemsål. Den dag var jeg faktisk glad for denne, frem for en sko der ikke havde haft nogen mellemsål overhovedet.
Facts:
- Vægt: 200 gram
- Unisex
- Drop: 3mm
- 8mm x-talon knopper på sålen
Pasformen
I pasformen ligger der en forskel på Inov-8 X-talon 190 og Inov-8 X-talon 200 – og forskellen falder klart ud til fordel for de ti gram ekstra på X-talon 200 trailskoen.
Løbeskoen har nemlig et bredere fit end sin ”lillebror” og der giver dig bedre plads til tæerne ude ved fødderne. Det betyder at jeg på længere ture ikke får en følelse af at fødderne er klemt inde og når jeg lander, kan tæerne ”splashe” ud og skabe en god kontakt til underlaget.
Det ser ikke ud af meget, men forskellen er ret stor i praksis.

Overdelen på skoen
Også her er denne model en opgradering i forhold til slidstyrken. Flere steder er skoen forbedret med tykkere materialer og gummibelægninger. Det er helt klart noget jeg har set frem til, da det på mine andre Inov-8 sko ikke er sålen der bliver slidt først. Nej det er altid overdelen der bliver slidt helt i stykker inden jeg må smide mine sko ud.
Kigger jeg så på hvor lidt konkurrence og hvor meget træning jeg ligger i skoene, så er lidt ekstra vægt for en bedre holdbarhed givet godt ud.
Snøresystemet er også ændret en smule i forhold til hvad jeg er vant til fra Inov-8. Men i praksis er det ikke en ændring jeg mærker som hverken bedre eller dårligere.

På papiret og i de sidste måneders test synes jeg helt klart at det ser fornuftigt ud for Inov-8 X-talon 200 modellen. Den ligner bestemt en sko der kommer til at holde til rigtig mange kilometer i terrænet.
Farverne på modellen her i dens første sæson vil jeg lade være op til selv at bedømme. Personligt synes jeg nu det pyntede gevaldigt at få den mudret godt til. Og det er jo netop det denne sko er så hamrende formidabel til.
Inov-8 X-talon 200 får mine allerbedste anbefalinger til dig der løber udenfor stierne, forhindringsløb og orienteringsløb. En super sjov sko at løbe i, der gør det den skal på bedste vis.
Så ja mine tårnhøje forventninger til løbeskoen blev indfriet.
Køb din Inov-8 X-talon 200 pris her
(annoncelink)










Leave feedback about this