Lørdagens udfordring var for mit vedkommende et stævne i Schweiz kaldet Inferno Triathlon, navnet siger nok lidt at der ikke er meget som er helt så let som andre triathlon stævner. Der er ikke meget tilfælles med andre stævner, distancen var 3-97-30-25 km i alt 155 km. Ja det er rigtigt der er 3 skift cyklingen er både landevej og MTB. Desuden er det samlede antal højdemeter på 5500m hvor af ingen af dem er på svømningen som starter 562 m over havet mens målet ligger i 2970 meters højde. Desuden er der lidt logistik der skal løses da hverken start, mål eller de 3 skiftezoner er placeret samme sted.
Før løbet
I god tid for stævnet havde jeg modtaget konvolutten med alle de praktiske ting, og biblen Athleteninfo, naturligvis på tysk. Her stod hvad der skulle være i de forskellige farver poser og hvor de skulle indleveres hvornår.
Fredag havde jeg overnattet i Grindelwald hvor skifte zonen til MTB var, jeg brugte formiddagen på ar køre de første par km af MTB ruten inden min Giant Anthem SX blev indleveret. Herefter gik turen til Oberhofen hvor landevejscyklen blev tjekket ind og jeg fik udleveret tidstagningschippen.
Tilsidst gik turen til Stechelberg hvor løbeskoene blev indleveret og turen gik med kabinelift til Mürren.
Mürren fungerede som stævne ”centrum” her nåede jeg aftenens racebreifing. Vi blev budt velkommen på tysk og der efterfølgende var en gennemgang af alt det vigtige på et mix af tysk og engelsk. Det meste stod i den online ”Information for athletes” eller den tilsendte ”Athleteninfo” på hhv. engelsk og tysk. Desuden var skiftezoneren lukket for indlevering af grej, så det vigtigste var vejrudsigten. 5 steder på turen fik vi vejrudsigten for på det tidspunkt de forventede de første ville være der, det gik ret hurtigt og blev afsluttet med en lidt skuffet konklusion om at det var optimale forhold i år. Kort fortalt betød det 17 grader i vandet, mellem 13 og 25 grader og sol i løbet af dagen og 5 grader i mål her ville dog komme lidt skyer i løbet af dagen.
Lige inden start
Jeg havde valgt at bo i Mürren hvilket betød at lørdagen startede kl 3:45 med morgenmad som i dagens anledning var sat frem om aftenen til os som skulle deltage i triathlonen. Derefter gik turen ned til kabineliften som fragtede mig og flere andre deltagere ned i dalen, her ventede to busser som kørte os til Thun hvor starten skulle gå kl 06:30.
Svømningen
Svømmeruten var lige over søen og pejlemærket ifølge infobladet var slottet, det så jeg ret let og holdt som mål, selvom det flere gange undrede mig at jeg ikke havde andre svømmere foran men men flest til højre. Jeg så også en bøje et stykke inde på min højreside, det stod der ikke noget om i beskrivelsen af svømmeruten.
Efter længe at have været helt overbevist om at jeg var på rette spor kunne jeg se skiftezonen og det gik op for mig at skiftezonen hvor jeg dagen før have placeret min cykel ikke lå i haven på slottet, men en anden bygning nogle hundrede meget til højre, der af forklaringen på hvorfor alle var på min højre side. Jeg fik rettet kursen og kom i land rette sted hvor mor og far som ventet stod og heppede, på trods at de fredag tvivlede meget på at de kom op så tidligt de kunne nå i T1. Men hvis man er kørt fra Danmark til Schweiz for at heppe på sin søn, kan vækkeuret godt sættes tidligt 😉
T1
Største problem i T1 var at få våddragten i posen med mit nummer. Ellers var det først ude af skiftezonen det gik galt. Den ene sko faldt ud af pedalen, inden jeg havde fået den på. Det måtte være prisen for at have sat de gamle MTB pedaler på, og derved spare et sko skift i T2. Jeg fik hurtigt skoene på og kom af sted.
Landevejscyklingen
På grund af vejarbejde var der en lille ændring på cykelruten som gjorde at vi startede med ca 5 km fladt hvilket jeg satte pris på da det betød jeg fik lidt varme og gang i benene inden den første stigning. ”Desværre” betød det også at ruten manglede omkring 50 højde meter i forhold til tidligere år. Første bakke gik fint jeg hentede lidt og blev hentet af nogle. På nedkørslen blev jeg hentet af nogle stykker men jeg er også lidt en kylling når det går for meget nedad. Ved et af de skarpeste sving hvor et skilt med SLOW og en hjælper fløjtede indikerede at det var en god ide at bremse, holdt en ambulance med blink og jeg så en cykel foldet sammen om autoværnet, mens ambulancefolk og nogle hjælpere stod lidt nede ad skrænten. Herefter tog jeg den lidt mere med ro jeg var ikke taget til Schweiz for at køre galt.
Efter en veloverstået nedkørsel var der nu omkring 40-50 km langs med Thunersee, ifølge højdeprofilen helt fladt, reelt var der nogle mindre stigninger. På en af disse, lige efter Interlaken, var der igen familiær opbakning som sikkert hjælp lidt på at holde tempoet.
Jeg fik hentet lidt på nogle af dem som var kørt fra mig op ad mens jeg blev hentet af et par stykker der havde valgt at køre fuldblods tricykel. Da det igen gik opad var temperaturen steget ligesom stigningen var lidt stejlere og noget længere end den første. Jeg hentede igen lidt på fuldblods tricyklerne og blev igen hentet af nogle mere rutinerede bjergryttere.
Vejen til toppen er forbudt for biler og busserne som normalt var alene om vejen tog det med ro, og blev bagved, selvom vi var blevet informeret om at vi kunne blive vinket til siden for at stille os i rabatten så bussen kunne komme forbi (bortset fra nogle vige pladser var vejen kun en busbrede, ikke en bus og en cykelrytter). På et tidspunkt blev jeg lidt stresset af at have en bus bag mig i 2-3 km trods mange muligheder for at den kunne overhale ved en vigeplads. Da den endelig kørte forbi blev jeg dog enig med mig selv om at den var blevet bag mig så længe fordi jeg trods alt havde overhalet en del som den så brugte tid på at komme forbi. Efter 15,8 km stigning med 1200 højdemeter var Grosse Scheidegg passeret.
T2
Efter en godt 10 km nedkørsel som gik godt var jeg i T2. Her gik alt som det skulle en hjælper tog imod raceren og jeg løb ind og tog MTBen og var videre.
MTB
MTB ruten var ret simpel op, ned og så lidt transport til T3. Op var 11 km fra ca. 650 m over havet til 2050m hvor de første ca 9 km var på asfalt. Det sidste stykke med grus til toppen var på racebriefingen beskrevet som ”here you will probably have to walk”. Jeg havde inden tænkt tanken og nu da jeg var blevet overhalet en del mere end ventet, blev det et mål ikke at skulle trække på cykeldelen. Selvom alle dem jeg så på stykket trak i større eller mindre grad, fik jeg trods godt med syre i benene og høj puls passeret toppen uden at klikke ud af pedalerne. En lille men vigtig sejr for moralen og Kleine Scheidegg var nået.
Nedkørslen på 11 km startede på bred grusvej, sikkert en skipiste om vinteren, og endte med utroligt mange små hårnålesving, mellem en masse træer. Den største udfordring var, at der ikke kom pauser hvor hænderne kunne slippe for alle stødende fra det ujævne underlag. Mange vil sikkert mene der var overkill at køre fully på den rute men jeg var glad for den tilsidst og passerede mindst en rytter på hardtail som nærmest stod stille på det ujævne underlag.
Selvom jeg er glad for min fully var det en lettelse at nå asfaltvejen hvor armene kunne få en pause på den svage stigning der førte op gennem dalen til T3 i Stechelberg.
T3
Igen et godt skifte. Hjælperne tog cyklen og jeg fik hurtigt strømper og løbesko på mens hjelm og cykelsko kom i posen.
Løb
Løbet startede med 4 km svagt nedad, i stegende sol på den gode side af 20 grader og ingen vind. Jeg fik en kop vand efter 2 km og lige inden det for alvor gik op blev jeg overhalet af en som målrettet løb mod et vandtrug hvor han dyppede hovedet. Rigtig god ide tænkte jeg og gjorde ham kunsten efter, hvilket jeg ikke fortrød. Nu blev det hårdt. Da jeg efter et par kilometer på stigningen blev overhalet af en som gik, satte jeg et mål om ikke at ville gå de første 10 km, slet ikke når det var grusvej, så jeg holdt stædigt fast i hvad jeg mente var løbekadance selvom det muligvis var hurtigere at gå. Da jeg nåede 10 km skiltet pegede en pil til højre ind på en sti. De to som netop havde overhalet mig var i gangtempo og jeg var ikke langsom til at konkludere at målet med ikke at gå de første 10 km var nået, ligesom det ikke længere var grusvej. Over de næste par kilometer kæmpede jeg flere gange med at overbevise benene om finde løbetempoet på de knapt så stejle stykker.
Jeg viste der ville komme et par ret flade kilometer mod Mürren og her fik jeg holdt et, efter forholdene, rimeligt tempo. Der var kommet lidt skyer på himmelen ligesom temperaturen ikke var kogende som i dalen. Faktisk føltes det lidt koldt, sikkert også pga. træthed.
I Mürren (1640 moh) var der mulighed for at få ekstra tøj – hvis tasken var indleveret efter racebreifingen, baseret på erfaring bl.a. under Hallingskarvet Triathlon i Juli (her var 2 grader og 15 m/s på toppen), havde jeg en taske med varmt tøjt liggende. Selvom jeg ikke så andre benytte sig af chancen tog jeg min Haglöfs Gram jakke i tasken. Selvom der kun var 8 km til toppen var der også 1300 højdemeter og som nævnt var der skyer på toppen og jeg forventede tidligst at nå toppen om 2 timer.
Lidt udenfor Mürren ændrede ruten markant karakter. Der var ikke længere tale om fast skovvej eller sti, underlaget var løst grus og ret hurtigt forsvandt træerne, og ruten gik ind på det som om vinteren er en rød alpin piste. Der var ikke længere tale om løb, tempoet var gang. Jeg havde ikke forventet andet på dette tidspunkt, ligesom alle andre atleter også var i gangtempo. Det var dog meget frustrerende at deres gang tempo var højre end mit. Selvom jeg i starten forsøgte at øge tempoet lidt og følge med når jeg blev overhalet var det bare ikke muligt.
Der var 5 depoter på de sidste 8 km, og jeg overvejede på intet tidspunkt at springe over et. To kopper væske var minimum hvert sted. Samt lidt chokolade eller hvad der nu var. Selvom de fleste af dem som gik forbi havde bare ærmer, var jeg glad for min beslutning om at tage jakken med fra Mürren. Temperaturen var sandsynligvis omkring de lovede 5 grader og endte med have jakken lynet helt for at holde varmen.
Med omkring 3 km til toppen kom der meget uventet et stykke hvor det gik nedad. Jeg forsøgte at øge kadencen og mener selv jeg løb. Garmin grafen viser også at tempoet i 500m var væsentligt højere, omkring 7 min/km hvor den de sidste 5 km havde svinget mellem 11 og 29 min/km. På den officielle højdekurve ses dette stykke nedad ikke, hvilket naturligvis betyder at der skal kompenseres for de lette meter senere. Selvom det som ventet begyndte at gå opad igen var der efter en km igen et stykke hvor det var noget fladere, og tempoet en sidste gang blev presset under de 10 min/km over 3-400 m. Trods skyer var der ikke længere tvivl om hvor målet var. Speakeren i mål råbte troligt navne op på atleterne som kom i mål, ligesom kabineliften til toppen var synlig, indimellem kunne restauranten på toppen også ses mellem skyerne. Selvom det virker forkert at stoppe ved sidste depot når der er under 1 km til mål, tog jeg et par minutters stop her. Jeg følte mig lidt svimmel og hørte lidt til det sidste stykke. Jeg fik at vide at der var omkring 300 højdemeter tilbage og tænkte tilbage på Hallingskarvet Triathlon der sluttede med en lignende profil med stentrapper til toppen.
Efter den korte pause gik det for alvor op, denne gang var der dog ikke tale om stentrapper, det var klippe. Jeg kom forbi skiltet der viste 500 m til toppen. Flere steder var tydelige tegn på at det var forsøgt at hugge trin ud i klippen, men de fleste var gået i stykker og jeg fokuserede meget på hvor jeg satte fødderne. Her var et fint orange net på begge sider af stien og det gik stejlt ned til begge sider, det sidste stykke gik ruten på bjergkammen.
De sidste trin gik op til terrassen ved den kendte drejerestaurant Piz Gloria hvor der naturligvis skulle løbes om på den anden side for at få de sidste med 50 m inden målstregen kunne passeres.
Udstyr
Bilen var naturligvis pakket med tøj til alt slags vejr. Her er den korte liste med det udstyr som blev brugt på dagen:
Ved start:
Fusion tri top og bukser
Compressport tubes
Garmin Forerunner 920 XT
Orca Epuipe (som jeg efter 3 års tjeneste skal finde en afløser til da den fik en 10 cm flænge under den ene arm)
Zoggs briller
I T1 stod dette klart:
Canyon Speedmax CF med Deda Parabolica Zero aerobars
Giro Air Attack
BBB Winner med photocromic
Giro carbide (jeg valgte MTB sko til hele turen da jeg havde et sæt gamle MTB pedaler jeg kunne sætte på landevejscyklen og der ved spare et sko skifte i T2)
I T2:
Giant Anthem SX 27.5
I T3:
Falke RU4 cushion
Ecco Evo Biom race
Ved depotet i Mürren:
Bort set fra banan og energibare indeholdt rygsækken det samme som på Hallingskarvet Triathlon(se billede) det var dog kun Haglöfs Gram jakken som blev brugt denne gang.
Leave feedback about this