Indlandsisen blev krydset10 min læsning

Skrevet og oplevet af Thomas Kjerstein

Tilbage i Danmark føles oplevelserne allerede langt væk – og det er de vel også både fysisk og geografisk. Hjemme hos familien er hverdagen kommet drønende og jeg er igen en hyggelig familiefar med tid til krammere, leg og madlavning. Men oplevelserne rumsterer stadig i hovedet. Det er skønt at kunne kombinere familielivet med de store oplevelser ude i verden.

Afrejsen kom pludselig efter flere års planlægning. Havde jeg nu det hele? Erfaringerne fortalte mig at det hele var på plads, og at den uro jeg mærkede mest var uroen rettet mod den ventende udfordring på isen. Der var styr på grejet. Nu måtte jeg bare vente og se om jeg havde valgt det rigtige grej når jeg stod midt i det hele. Med de erfaringer jeg havde fået via grejguide.dk og andre erfarne rejsende i Arktis vidste jeg at jeg var godt kørende.

Alle fotos er taget af Thomas selv, se flere i bunden af artiklen (Red.)

Grønland – klar til start

Ankomsten til Grønland gik planmæssigt og jeg tilbragte nu 4 dage ved Kangerlussuaq sammen med de 10 deltagere i ekspeditionen. Tiden gik raskt og der blev knoklet fra tidlig morgen til sen aften med at pakke proviant, grej og øve sikkerhedsøvelser og rutiner. Alt skulle klappe og vi ønskede alle at have rutiner der sikrede os bedst muligt og gjorde hverdagen lettere når presset kom ude på indlandsisen. Det var en god tid med plads til at etablere de spirende venskaber, som ville vokse sig stærke på isen samt få pakket pulkene med grej. Da jeg stod klar med alt mit personlige og fælles grej samt mad vejede mine pulke til sammen 94 kg. En byrde jeg var lidt spændt på at trække op på isen via bræfaldet. Men det er med pulke som med alt andet – vær positiv, så går det nok!

Bræfaldet – nu rammer vi isen

Spændt og en smule mentalt udfordret gik jeg op gennem bræfaldet. Efter flere års venten måtte jeg desværre starte turen med en kraftig forkølelse som fremkaldte kraftige host og svedeture. Penicillin var ordineret. Sikke en start!

Men jeg kom mig hurtigt og kunne nyde den hårde kamp op gennem forkastningerne i bræfaldet, hvor isen møder det rå fjeld. Vi gik vendelæs og fik slæbt en pulk frem ad gangen mellem og over forkastninger, som tordnede sig op foran os. Med steigeisen gik det nogenlunde, men jeg var nede flere gange og fik nogle gode drøn i kroppen, når pulkene rev mig med ned af en skråning. Efter 3-4 dage begyndte bræfaldet at aftage og vi kunne fornemme at isen blev mere jævn. De mest stejle og vilde dage var overstået, og jeg havde klaret det ok og var endda i klar bedring. Nu kunne indlandsisen bare komme an. Og det gjorde den så!

Den lange kamp over isen

Efter bræfaldet begyndte de egentlige arbejdsdage, hvor vi skulle trække begge pulke efter os i samme kurs øst på. Samme kurs hvert minut, time, dag og uge. Vores næste punkt på ruten var ca. 200 km inde på indlandsisen, hvor vi ville møde en forladt radarstation, DYE II, som ville markere et af to punkter der havde betydning for vores tur over isen. Det tog en del dage at komme frem til DYE II. Blandt andet blev vi indhentet af en kraftig snestorm, der lagde sig buldrende omkring teltene, så vi måtte tage en vejrfast dag i teltet. Egentlig godt tiltrængt efter mere end en uge på farten med godt tunge pulke. Pludselig var der tid til at pleje fødder, slappe af og restituere. Læse og snakke – eller rettere råbe – stormen larmede som om vi lå op ad  et metrobyggeri samtidig med at den rystede teltet. Vi fandt os til rette med slik, en knækbrød med dåseleverpostej og måske en kop kaffe. Bøger blev læst. Spændende at læse om de store polarrejsende imens man selv ligger på indlandsisen. Tænk at de rejste af sted med så primitivt udstyr og beklædning.

Selv havde jeg allerede erfaret at mit valg af beklædning var en klar succes. Med et lag inderst fra Aclima var jeg altid varm, uanset om jeg gik i et enkelt lag når vi knoklede i bræfaldet eller når vi måtte ud i snestormens rasen med flere lag på kroppen. Lagene af uld var en succes og jeg frøs aldrig på hele turen. Dette kombineret med en dunvest som blev min favorit beklædningsgenstand og en stor dunjakke, så kunne jeg klare alt. Bukserne var af Gore-Tex fra Haglöfs, og dette var et perfekt valg, da de holdt alt fugt ude både når jeg lå på knæ og rejste telt, sad på hug over toilethullet eller lå inde i et telt med vanddampe.  Rimfaxe jakken fra Klättermusen var genial som yderste lag, hvor den både holdt vinden ude og tillod et godt udsyn i hættens rør-formede åbning. Gode lommer tillod at alt ekstraudstyr i form af hatte, vanter, halsrør osv. Kunne være let tilgængelig. Mit valg var ganske enkelt rigtigt.

DYE II og så videre

Første store delmål blev nået, og vi fik en oplevelse som var nogenlunde lige så mærkelig som da jeg besøgte Tjernobyl. Menneskeskabte monumenter der repræsenterer en tid med frygt og usikkerhed. Nu forladt og et minde til de få der tager denne rejse. Med tiden vil bygningen forsvinde og sneen vil dække den helt.

Efter at have set den store bygning og oplevet de mange specielle rum og ting inde i monumentet gik turen videre østover. Gruppen satte nu kurs videre mod østkysten, som dog var 320 km væk. En distance som føltes lidt uoverskuelig og nok mest var et punkt som mindede os om at vi en dag ville komme over isen. De daglige kampe over isen i kulden ville ende en dag. På række med rotation af forreste mand efter 15 minutter fortsatte over isen. Pulkene blev slæbt og vi nød en kort pause på 10 minutter efter hver time. Pulkene blev lettere hver dag og vi kunne overkomme at gå længere og hurtigere. Vi endte med lange dage, hvor der blev slæbt i op til 12 timer. Toppen og midten af indlandsisen blev krydset. Snestormene ramte os dog igen og igen, og med yderligere 3 snestorme begyndte vi at blive lidt trætte af de ukontrollerbare hviledage der blev dikteret af vejret. Men de ramte os altid på et tidspunkt, hvor en eller flere havde problemer med eks. knæ, ankler, vabler eller fødder uden hud! Så fik vi plejet dem der havde brug for dette og der blev hygget. Selvfølgelig med råb i stormen, kaffe og sne i bukserne efter toiletbesøg, og det hele blev taget med smil. Generelt er jeg imponeret over den positive stemning som alle deltagere udviste hele vejen over isen. Alle bød ind med smil, humor og tilbud om at slæbe lidt for dem der havde en hård dag eller var skadede. Alle udviste ægte ekspeditionsånd og var en styrke for fællesskabet. Ganske enkelt imponerende!

Vi når østkysten

Efter 30 dage kunne vi begynde at se fjelde i det fjerne og vi vidste at nu nærmede vi os kysten. Målet var tæt på og eventyret ville snart slutte. Motivationen og energien steg og vi kæmpede de sidste dage for at komme sikkert ned fra isen. Bræfaldet på østkysten ved bygden Isortoq var fin og stejl, så vi kunne glide roligt ned fra højderne med pulkene på slæb langs siden som en hund der blev luftet. Det gik dog ikke altid så let og en pulk kunne hurtigt hamre benene væk under os. Så fik pulkene lidt tæsk med skistavene i raseri, og så kunne vi igen køre videre. Lidt vold mod pulken kunne løse mange indre problemer!

Vi tabte 1200 højdemeter den sidste dag og kom godt ned fra isen. Målet var nået efter 31 dage og vi havde klaret det alle mand og kvinder. Vi var glade og stolte. Der blev givet krammere, grinet og pludselig var livet let igen. At komme godt over isen var en fantastisk følelse og vi kunne takke hinanden og fællesskabet for at vores ekspedition var kommet problemfrit over. Andre ekspeditioner kæmpede derude, og en del af dem blev senere evakueret. Enkelte deltagere fra andre ekspeditioner fik alvorlige skader og en af de andre mistede begge ben. Udfordringen på indlandsisen er ægte og ikke ufarlig. Men tager man højde for det hele og lader fornuften råde, så er man godt rustet til kampen mod kulden. Vi havde meget kolde nætter med mere end -30 grader samt chillfaktor.  Forhold der let kan blive fatale, hvis ikke man forholder sig sagligt til omgivelserne og ens udstyr. En tør handske er pludselig det der afholder dig fra sorte fingre! Vi lærte meget og fik gode erfaringer uden at måtte lide alvorligt.

Er det noget for dig?

Kan man beskrive hvor hård en tur som denne har været? Måske ikke, men jeg tror at jeg vil beskrive det som et ultimativt møde mellem elementerne, din krop og dit sind. Rejsen er ikke livsfarlig og jeg var aldrig i livsfare, men jeg var klar over at jeg let kunne sætte mig i en situation der ville være kritisk. Men med den rette viden og træning, så er en ekspedition over indlandsisen en rejse der vil være mulig for dem der vil investere det nødvendige før og under rejsen! På nær et par dage med dehydrering og en lidt morgen-sløv krop, så havde jeg overskud til at sprede lidt smil og trække ekstra vægt for andre. Krammere blev der også uddelt. God træning inden turen gav en god oplevelse.

Men jeg var ofte meget træt, brugt og tømt for energi når vi nåede en ny lejr om aftenen efter 12 timers knoklen på en isoverflade der kan sammenlignes med en plovmark. Træt men mentalt frisk. Klar til at etablere lejr og begynde at smelte sne til vandflaskerne til den kommende dag. Klar til at være aktiv i teltet og hjælpe med madlavning, hente sne, skrive dagbog og være en social deltager i teltets nødvendige liv mellem os tre deltagere. Der skulle også være energi til at være motiveret og social. Det betød meget efter en hel dag alene i sporet, trods det at vi kørte sammen på en række.

Er det noget for dig? Måske – måske ikke. Men jeg tør love alle der kaster sig ud på denne rejse at de kommer hjem med en ny indsigt i sig selv og med mange tanker om livet. Du vil få minimum 250 timer til at gå alene og tænke over livet – tør du det? Løs dine problemer inden du tager afsted!

Tak til alle jer der hjalp

Denne rejse blev meget lettere for mig ved at lade andre hjælpe. Inspirere og komme med erfaringer. Mange bød ind med viden og andre bød ind med grej, samarbejde og sponsorater. Min rejse blev mulig og tydeligt bedre med jeres hjælp. Tak til jer alle.

Læs mere om og af Thomas på hans egen blog: http://tkjerstein.blogspot.dk/

Eller læs Thomas' digt fra turen og læs mere om Erik B. Jørgensen og hans ekspeditioner her.