Icebug Acceleritas RB9X er en trailsko til kvinderne (og mændende), der ikke er bange for friske farver og og en mudret skov. Her er ikke tale om nogen gylden middelvej mellem en asfaltsko og trailsko, her er udelukkende tale om en offroad trailsko eller o-løbs sko. Og den kommer selvfølgelig til både damer og herre.
De fede detaljer
Med et drop på 4mm, har du en rigtig god fornemmelse for underlaget og med en vægt på bare 170g en super let sko, der ikke tynger dine fødder ned. Mellemsålen er en EVA sål og ydersålen rubber 9 extreme, der også er en del af navnet på skoen ”RB9X”. RB9X er Icebugs seneste udviklede gummiblanding, der står ualmindeligt godt fast på våde klipper og rødder, sammenlignet med den gamle udgave (læs test her).
Om det er denne gummiblanding eller en belægning på sålen fordi den er ny, der gør at den ikke pakker sne, skal jeg ikke kunne sige endnu. Men sammenlignet med min Inov-8 X-talon så er sålen stort set fri for sne, mens Inov-8 X-talon på samme løbetur pakkede rigtig meget sne. Nu tænker du sikkert om jeg løb med en af hver sko, det gjorde jeg ikke, min kæreste løb i Inov-8 og jeg i Icebug.
Hvis du holder om hælen og forfoden på skoen, kan du let vride sålen, da der er fleksibilitet midt under foden. Det er vigtigt for mig med en let fleksibel sål, når jeg gerne vil holde mig på forfoden blandt rødder i skovbunden.
Materialerne på overdelen af sålen er ikke vandabsorberende, så hvis du løber i vådt vejr, så ender du altså ikke med at have en tung klods på hver fod. Overdelen er i en ripstop nylon og linningen er i et hurtigttørrende net.
En fed og gennemtænkt ting, er indvendigt i hælen. Her er der ruskind! Dette gør, at du ikke slider hælen op som jeg f.eks. ofte gør i mine løbesko.
Ligheder med en fodboldsko?
Hvis du vender skoen om og kigger på sålen, så synes jeg lidt den ligner en fodboldsko. Knopperne er kraftige og hårde. Så hvis du løber ad en almindelig vej med asfalt, så er det faktisk ikke en særlig behagelig løbesko at have på. Sålen føles stiv og du løber ikke særlig behageligt på dupperne. Men så snart der er skovbund, klipper eller sne under fødderne, så glemmer du alt om den lidt stive ubehagelige sko. Det er en virkelig lækker trailsko der står godt fast og holder dig sikkert på fødderne.
Jeg har bestemt fået en ny ynglings vintersko. Den kraftige overflade og det gode greb gør den ideel til de kolde og glatte vintre. Og så gør farverne mig bare så utrolig glad, de lyser op og indbyder til en tur i vintermørket.
Det bedste: Sålen i RB9X, ruskind i hælen og kraftige overflade.
Det værste: Indersålen kan ikke tages ud.
Målgruppen: O-løbere og dig der bare elsker at løbe udenfor asfalten.
Overordnet: Fed o-løbs eller trailsko som du står rigtig godt fast i, om det er på våde klipper, rødder eller sne. Den suger ikke vand og er slidstærk. En fornuftig vintersko.
Leave feedback about this