Kan droppet ikke blive lavt nok og skal du så tæt på underlaget som muligt? Ja, så er Stinson Low fra franske Hoka One One muligvis ikke noget for dig. Og så alligevel!
Stinson Evo er, det noget anderledes og bombastiske ydre til trods, lavet med et forholdsvist lavt drop (6mm), hvilket betyder at skoen i afvikling og performance på mange måder fungerer som en minimalistisk løbesko. Hvad angår fornemmelsen med underlaget er det imidlertid klart at Stinson EVO, på grund af dens enorme sål, ikke kan måle sig med minimalistskoen.
Sålen betyder derimod, at skoen har en ekstremt god og effektiv støddæmpning, hvilket kan være en fordel på længere distancer under såvel træning som konkurrence. Personligt har jeg haft enormt stor glæde af at løbe i Stinson EVO og jeg kan, uden at blinke, erklære mig som Hoka-fan.
Støddæmpning
Det første, der springer en i øjnene ved samtlige af skoene i Hoka One One-serien, er deres massive Buffalosko-lignende sål. Sålen, der er lavet i det klassiske støddæmpende EVA-materiale, er lavet med mere en dobbelt så meget støddæmpning som i en klassisk støddæmpet løbesko (2,2*Eva). Som skrevet i det ovenstående, betyder dette, at støddæmpningen i Stinson EVO er utrolig effektiv og ansvarlig, hvilket gør skoen særdeles velegnet til løb over længere distancer. På grund af det bløde afsæt og isæt fornemmes skoen simpelthen som mere skånsom ved kroppens forskellige led og muskler, herunder ikke mindst knæ og ryg, som ofte volder løbere problemer. Personligt har jeg anvendt Stinson Evo på løbeture op til ca. 30 km og jeg har uden tvivl følt mig mindre brugt i benene end det er tilfældet, når jeg løber mine langture i andre sko. Dette er en fordel i sig selv, men ikke mindst betyder det, at du restituerer hurtigere til den næste løbetur, hvilket gør skoen særligt anvendelig, når der skal løbes mange km om ugen.
Afvikling og løbefornemmelse
På grund af den store sål er det klart, at du kommer længere fra underlaget i Hoka One One Stinson Evo end i andre løbesko, hvilket kræver en smule tilvænning i starten. Det betyder som nævnt også, at fornemmelsen med underlaget kunne være bedre. Alt i alt ser jeg imidlertid ikke den store sål som et problem, hvilket først og fremmest skyldes, at skoens glimrende støddæmpning og evne til at absorbere stød, langt opvejer de mulige ulemper ved den store sål. Hertil kommer, at skoens drop på 6mm medvirker til en god, naturlig og hurtig afvikling, hvilket betyder at du efter kort tids tilvænning nærmest ikke lægger mærke til at Stinson Evo er anderledes i sin konstruktion. Det er desuden væsentligt at Stinson Evo, sit massive ydre til trods, forekommer forholdsvis let (skoen vejer 330 gram i størrelse US 10) og at den generelt føles fleksibel og behagelig på foden. Hvad angår det sidste er det dog vigtigt at understrege, at Stinson Evo først og fremmest er en mængdesko. Skal der tempo på, vil jeg til enhver tid vælge en lettere og lavere sko.
Pasformen i Hoka One One Stinson Evo er rigtig god. Skoen sidder godt omkring foden om end den er en smule smal i forfoden. Hvad angår størrelse er jeg gået et halvt US-nummer op i forhold til normalt, hvilket for mig passer perfekt. Den høje sål til trods føles skoen stabil, men umiddelbart vil jeg vurdere, at Stinson Evo primært skal bruges af neutrale løbere, da den muligvis vil komme til kort, hvis du har tendens til at falde ind på foden.
Tid til at flyve
Hoka Stinson Evo er lavet specifikt til trailløb, hvilket understreges af skoens ydersål, der er lavet med 4mm gummipigge. Skoen griber fint fast i underlaget og fungerer overordnet set rigtigt godt ved løb i terræn, hvor den særligt glimrer ved nedløb. Hvad angår skoens evner i terrænet fungerer Stinson EVO efter min mening bedst på faste skovstier og i ikke alt for blødt og skævt terræn. Jeg har testet skoen under Silkeborg Extrem Marathon, som involverer orientering og løb i kuperet og ”ikke-kultiveret” skovbund, og her kom skoen en smule til kort. Generelt er stabiliteten i skoen god, men den er efter min mening ikke velegnet til brug under et løb som dette, hvor terrænet og underlaget er meget varieret.
Hvad angår ovennævnte er det vigtigt at understrege, at Stinson Evo ikke markedsføres som en sko til orienteringsløb eller lignende, men derimod som en sko, der skal kunne bringe sin bruger fornuftigt og skadesfrit gennem løb over længere distancer. På maori betyder Hoka noget i retningen af ”tid til at flyve” og der er ingen tvivl om at Stinson Evo er en fremragende sko, der kan bære dig behageligt, sikkert og flyvende gennem de længere løbeture i terrænet. Skoen fungerer desuden også fint på asfaltpassager som en door-to-trail sko, men fordi ydersålen er forholdsvis blød og modtagelig for slidtage, bør asfaltturene begrænses til et minimum.
D
et bedste: fabelagtig støddæmpning, forebygger ømme lemmer og fremmer restitutionen
Det værste: med en vejledende pris på 1900 kr. er Stinson Evo ikke just en billig sko!
Målgruppe: Ultraløberen og marathonløberen eller i det hele tage løberen, der løber mange km i sin træning. Muligvis også løberen, der døjer med skader i eksempelvis knæ eller ryg
Overordnet: En super fed løbesko, der beskytter sin bruger optimalt. Løbeoplevelsen er i top.

Hoka One One Stinson Evo








Leave feedback about this