Et par indledende ord fra 100 miles løberen.
Mange måneders træning med store mængder sved, lidt blod og også endda et par tårer. Det var hvad der var gået forud for den store dag. Og den store dag var for en uge siden, fredag den 1. maj, hvor jeg stod klar på startstregen til at blive sendt ud på 100 miles til Hammer Trail. Vi var vist begge spændte forud for starten og vidste ikke rigtig hvad vi gik ind til og hvordan jeg ville klare det ude på ruten og hvordan Lars ville have det med at stå i depotet og vente på mig og sende mig af sted igen hurtigst muligt efter min ankomst i depotet. Forud for starten var derfor også flere alvorlige snakke om, hvor hård Lars måtte være ved mig, hvis det strammede til og jeg nåede ”Sidsel 7 år og umulig-stadiet pga. træthed”.
Men uden at afsløre for meget endnu, så kan jeg sige at de ”hårde” snakke og ”spark” ud af depotet slet ikke blev nødvendigt. Vi har lavet en lidt omvendt race report her, idet i får den version der er set fra en “supporters øjne”.
Du gjorde det………..
Lettere rørstrømsk var det ordene jeg fik over læberne da kæresten blev modtaget på målstregen til Salomon Hammertrail 2015.
Forud lå 30 timers fuld support til kæresten der som nævnt skulle prøve kæfter med 100 miles ruten. Opgaven bestod i sin enkelthed ca. hver 4 time at være klar i depotet til at være den hjælpende hånd og moralske opbakning inden hun igen løb ud på ruten. I alt 6 gange skulle supporteren vise sit værd i det pågældende døgn.
Vi ankom til depotet/start/mål tidlig fredag morgen. Sidsel med tasken pakke med løbegrej, mens min taske var pakket med tøj/sovepose/bivuak. For at være til stede under hele løbet (især om natten, hvor vi forventede de største udfordringer) var det planen at overnatte nær ved depotet i bivuak. Der skal herfra ikke komme et eneste ondt ord om at overnatte i bivuak, alligevel var glæde stor da rekognosceringen for det rette sted at slå bivuak op, resulterede i at fund af to førsteklasses sheltrer, blot 150 meter fra depotet. Liggeunderlag og sovepose blev hurtigt placeret for at ”reservere” en bid af denne luksus.
Der var lagt en detaljeret plan for løbet, som blandt andet indeholdt forventede ankomst tider til depotet. Aftalen omkring tidspunkt for support var knivskarp ”Der vil support til stede 20 min før den forventede ankomst, ellers må du klare dig selv”. Aftalen var møntet på at selv den mest hårdføre supporter har brug for på et tidspunkt at få lidt hvile og søvn. Det betød selvfølgelig, at jeg altid var i depotet 30 min før forventet ankomst, ”just in case”.
I døgnets lyse timer gik det helt som forventet. Sidsel kom til depotet i godt humør og den nødvendige support blev hurtigt eksekveret, og indenfor et par minutter blev hun sendt ud på ruten igen. Derefter gik snakken i depotet med de øvrige supportere og arrangører. Omdrejningspunktet var løbet og de store forberedelser der skulle til for at gennemføre. I månederne op til løbet have vi alle set og mærket den indsats som løberne har ydet for at stille op til start. Vi supportere var der for at hjælpe med at indfri løbernes mål, vi kendte alle deres indsats.
Hen mod de mørke timer tiltog spændingen for her forventedes behovet for den bestemte moralske support at tiltage. Det kan lyde underligt, men inden løbet havde vi snakket om med hvilke midler jeg måtte overbevise Sidsel om at hun skulle ud på næste runde. Der kan være behov for at være ret overbevisende om at tage de næste 25 km når alt er koldt, vådt, benene trætte og motivationen overskygget af selvmedlidenhed. Her skulle kæresten træde til side og indpiskeren findes frem.
Mørket tog til og tjansen som supporter forløb helt efter planen. Sidsel blev modtaget i depotet helt jf. tidsplanen, supporten blev ydet, hun blev sendt afsted på næste runde og der blev klargjort til næste gang. Det sidste depotstop i mørket skulle foregå omkring kl 04:00, herefter ville lyset begynde at bryde frem og kun en akut skade kunne hindrer en gennemførelse af løbet. Spændingen omkring dette symboliseres meget godt af på trods af de 4 indstillede alarmer på telefonen, så var alt sat klar til Sidsel i depotet inden der blev nappet en time i soveposen….. bare for en sikkerheds skyld hvis nu ”lynlåsen i soveposen skulle sætte sig fast”. Efter at have været på konstant beredskab siden start begyndte frygten for at trætheden skulle overdøve alarmen på telefonen at melde sig på. At sove over sig når kæresten kæmpede i mørket for at indfri sit store mål var ikke en mulighed. Det blev heller ikke tilfældet, alt klappede og Sidsel strøg ud på ruten efter et hurtig pitstop.
Efter at have ageret supporter dag og nat skulle benene strækkes ud på 50 km med start kl. 6. Afsted det gik ud på ruten med det klare mål at komme i mål før Sidsel således at hun kunne modtages på målstregen, og hjælpes hvis nødvendigt. Det lykkedes og efter knap 27 timer og 33 minutter kunne hun med store smil modtages på målstregen til ordene, du gjorde det!!!
Og så lige et par ord om “supporterens” præstation i sporet
Når nu Lars er så beskeden og kun vil nævne sin tur meget kort, så vil jeg da også lige supplere med et par ord om Lars præstation på Hammer Trail ruten efter næsten et døgns support.
Da 50 km løberne startede var jeg et sted ude omkring Jons Kapel. Det var derfor først efter en times tid at jeg så de første 50 km løbere der kom og krydsede mig. Da jeg ramte Hammerknuden kom der flere og flere og pludselig hørte jeg et “Jaaaaaaa” og så en meget langbenet fyr stoppe op og lave et par glædes-dansetrin inden vi passerede hinanden med et kys og et “god tur”. Herefter fortsatte vi begge hver vores vej, ud på hver vores mission. En 3-4 timer senere havde vi begge været inde i depotet og vende og var på vej mod målet på sidste rute. Jeg løb allerede et godt stykke før Vang og tænkte “nu kommer han”, men ingen af os løb altså hurtigt nok på det tidspunkt til at imødekomme det. Så det var først ved Vang at vi stødte på hinanden og igen mødtes med glædesråb og kys, og godt nok et undrende “hvad laver du?” fra kæresten da jeg efter “god-tur-kysset” begyndte at gå – ja på det tidspunkt var jeg nået dertil, at hvis jeg vidste der var en bakke rundt om hjørnet, så var det ok, at begynde at gå allerede lidt før hjørnet 😉 Men det gav mig en ro at have mødt ham igen . Han var næsten hjemme. Jeg syntes han så frisk ud og jeg var sikker på, at han ville nå hjem og vente i mål på mig – ligesom vi havde snakket om.
Af Lars har jeg så fået fortalt, at overskuddet var knapt så stort og kramperne i stedet havde et overtag jeg ikke havde set. Han var derfor ikke løbet fra mig ved Vang med ro i maven og en forsikring om, at han nok skulle nå i mål før mig. Men derimod med en frygt for det modsatte og med en efterfølgende kamp for at nå i mål før mig. Som i har luret ovenfor, så nåede han i mål ca. 5 minutter før mig, og dermed sluttede løbet helt perfekt for mig! Og selv om ikke havde drømmeløbet, så løb han et ganske godt løb på 7:25:32. Løbepræstationen var jo utvivlsomt også mærket af supporttjansen, hvor han for mig gjorde en kæmpe forskel. Selv om alt gik glat i depotet var det virkelig rart for mig at vide, at der var en anden som vidste lige nøjagtig hvad der skulle ske og som bare var der for at hjælpe mig.
Og hvis der er interesse for også at “opleve” de 100 miles fra løberens side, ja så ligger der et indlæg på min egen døende (men dog endnu ikke helt døde) blog
[sc:shoptrailrunning ]
Spaendende med et parloeb, altsaa hvor begge parter deler hinandens interesser, og forstaar hvad det drejer sig om.