59 km i Sønderjylland, smuk natur, huse der var Nordsjællands strandvej værdige, og en god gang solstik der var tæt på at få bugt med mig, var de overskrifter jeg tog med mig fra årets etape af Gendarmstien. Mere herom senere. 
2. etape af ultracuppen, Gendarmstien havde rekord mange deltagere med 267 på startlisten. Til gengæld tror jeg også der var rekord mange udgående, for kun 198 gennemførte. Varmen, som jeg senere kommer ind på, tror jeg havde en finger med i spillet i forhold til det høje antal udgående.
Løbet startede kl. 11, og vi besluttede derfor at lette anker fra København på dagen, så der var tid nok til et bad, og indtag af hjemmebagte havregrynsboller og en dobbelt espresso. En sådan frækkert har det med at sætte gang i maven og når jeg skal ud og løbe, sætter jeg virkelig pris på at den slags er ordnet inden startskuddet og den dobbelte espresso gjorde også sin pligt.
Mod Sønderjylland
Min faste løbemakker, Thomas Carlsen og jeg, havde lokket Steen Jensen fra malerfirmaet SJ med og kl. 7 vækkede han hele nabolaget med hornet i bund. Gearet i bilen og så kurs mod Sønderjylland. Det var første gang Steen var med på tur og hans humor fejlede bestemt ikke noget, så de 3 timers kørsel var hurtigt overstået. Til gengæld skal der arbejdes lidt med musiksmagen, for det plejer ikke at være så så tit vi skruer højere op, når klokken bliver lidt i 5 og Rasmus Seebach møder en der ikke er genert.
Ankomst til bingohallerne i Kruså og her lå folk og solede sig og ventede på afgang. Det stemte ikke helt med DMI’s prognose som sagde 19 grader, sol og overskyet, og op af dagen ville det gå over i helt overskyet vejr. Problemet med prognoser er, at der ikke er to streger under facit, for solen fik lov at stå og banke ned fra en næsten skyfri himmel, og det fik jeg lov at mærke senere i løbet.
Jeg havde luret at varmen nok ville få sin virkning på dagen, så jeg lagde mig bagerst og besluttede mig for at tage energi hvert 20 min. 2 x chews og så 1 gel i timen. 1 salttablet inden løbet og 1 i hvert depot. 2 halve drikkedunke med elektrolytter og 1½ liter postevand i camelbak. Så meget salt var ikke indtaget før og det måtte række. Mit mål var 7 timer og med start kl. 11, passede det med at Sønderborg skulle indtages ved spisetid. Første del af ruten var lidt kuperet, dog uden at det blev teknisk svært. Da jeg ramte Flensborg fjord, var det bare at lægge sig fladt ned og misunde dem der har råd til at købe villa med udsigt over fjorden, for de huse kan sagtens måle sig med den nordsjællandske Strandvej. Meget imponerende. Ligeså snart jeg ramte fjorden, var der nogle strandstykker som krævede lidt teknik, men ellers var det bare afsted til 1. depot ved 20 km. Farten blev holdt og jeg var tilfreds med, at jeg var så disciplineret med at holde igen med farten.
Og så fik solen ramt mig!
Fra 20-40 km var der intet svært. Der var dog et par stigninger som var lange, og så begyndte solen at drille. Skyggen var stærkt begrænset og de første symptomer på ubehag kom langsomt snigende. Min lyst til at drikke og spise var væk, men jeg tvang energi og væske i mig og følte egentlig mine ben var rigtig gode. Men hovedpine og kvalme havde ramt mig.
Ved 2. depot så jeg flere der sad og sundede sig. Jeg har svært ved at sætte mig og så komme op i gang igen, så jeg besluttede mig for, at fylde væske på, indtage energi, køle hovedet ned og så komme videre. 2. depot forlod jeg i 15:50 og havde 2.10 til at nå mit mål på 7 timer – det var fortsat muligt.
Kort efter depotet skulle tungen være lige i munden, for de famøse rullesten krævede rigtig meget fokus. De var mindre end en fodsstørrelse, men store nok til at man ikke bare kunne løbe derudaf, så blikket blev indstillet til meget kort og så ellers quickstep. Rullestenene gik nogenlunde, men i det forholdsvis lange stykke i skov, hvor der var masser af skygge, havde jeg det ad helvede til. Hovedpinen og kvalmen var enorm og nu var øjnene også begyndt at flimre. Skyggen fra skoven hjalp lidt på nedkølingen, men jeg vidste godt, at det her ikke var smart og med 13-14 km igen tænkte jeg mit. Min urin var Weissbier farvet, så egentlig burde det være ok, men når jeg løb, tossede det hele for mig. Udgå poppede op flere gange i tankerne, men jeg valgte at fortsætte. Selvom min krop ikke ville have noget ned, så blev det en armlægning og lidt fik jeg ned.
Efter skoven var der to passager med singletrack langs højderyggen på kysten, før målet i Sønderborg. Benene havde det faktisk helt fint og indimellem kom jeg i gang med løb, men kvalmen og hovedpinen blev værre og værre og jeg var virkelig glad for at se Sønderborg. Jeg gennemførte i 7 timer og 38 minutter. Tilfreds? Not even close, for benene ville gerne lege hurtigere og de var klar, men øverste etage var udsolgt. Det er første gang jeg har løbet et løb, hvor jeg har været decideret groggy og desorienteret over så lang tid. Jeg har trænet kampsport i mange år og har tit prøvet at få en på lampen. Denne kæberyster varede bare 4-5 timer og det var sgu ubehageligt. Kroppen tømte sig også flere gange efter mål, så jeg har nok været semi tæt på kanten. Det pudsige er, at jeg er i tvivl om jeg skal være stolt af at jeg gennemførte eller ej. De her løb er bare noget vi leger, plejer vi at sige til hinanden, men solstik, eller hvad man skal kalde det, var ikke bare en leg. Mit stædige væsen skal helst ikke gøre leg til noget mere alvorligt. Så ovenpå oplevelsen skal jeg lige have en sludder med mig selv, om hvornår nok er nok.
Dagen derpå plejer jeg at være godt øm i stængerne og indtage sofaen. Den ømhed havde jeg slet ikke denne gang. Bevares, kunne da godt mærke lårene havde arbejdet, men der var fint overskud til havearbejde og minsandten også en løbetur. Det har jeg godt nok aldrig prøvet før dagen derpå, hvilket også bare bekræfter mig i at benene var gode nok.
Molsruten er om 2 måneder og Gendarmstien har givet mig en lektie, som jeg håber jeg kan løse inden august. Den tur kan også sagtens blive rigtig varm og der er endnu mindre skygge og mere fare for at tempoet ryger yderligere i vejret, for det indbyder ruten til.
På Fyr til Fyr er der næsten dobbelt så mange løbere, men hvis jeg skal være ærlig, så er Gendarmstien ligeså flot, med ligeså mange ’wow’ oplevelser som på solskinsøen, og så er der mindre asfalt. Det er virkelig en overset perle og jeg må rose løbsledelsen for at finde ruten. Løbsledelsen havde blæret sig med at ruten var Danmarks bedst markeret rute, og hvis man ser bort fra 400 meter banen på et atletik stadion, er jeg tilbøjelig til at være enig. På intet tidspunkt var jeg i tvivl om retningen, og imens vi er i gang med at kaste om os med ros, så er jeg meget, meget, meget imponeret over de service mindede frivillige som hjælper os i depoterne. Det er muligt der står det er høflig selvbetjening, men hold da op, hvor bliver der kræset om en. Jeg har stor respekt for, at de hiver en lørdag/weekend ud af kalenderen, for at give os løbere så stor en oplevelse som muligt – tak! Billederne er alle taget af fotograf Lars Schmidt og det sorte/hvide billede af min løbemakker Thomas Carlsen er virkelig godt!
Vi ses til august i Molsbjerge.
| Annonce |
Leave feedback about this