Sidste års Fyr til Fyr var mildest talt en skidt oplevelse for mig. For højt tempo og for lidt energi og min krop sagde fra ved 35 km, gennemførte dog alligevel. Tilgangen til løbet i år var anderledes. Et smut forbi Posemandens workshop, efterfulgt af personlig coaching af Tomas Pilsborg, så jeg kunne løbe i flade sutter, var opskriften. Jeg havde langt flere ture i benene, men lutter korte ture (ingen over 10 km, udover et trailløb på 17 km i Roskilde). Teknikken følte jeg mig rimelig komfortabel med op til løbet, men ernæringsmæssigt havde jeg fucket det godt og grundigt op, med en masse inflammation til følge. 
De indre dæmoner og så en sejr til de positive tanker!
Optakten til løbet var egentlig ok, men for første gang mødte jeg tvivlen og usikkerheden. Dagen før var jeg klar til at droppe det og gad faktisk ikke. Hvorfor ved jeg ikke. Det blev en nat med mange tanker og det blev for meget da udstyret drillede om morgenen. Der var jeg klar til at hoppe i posen og hele banden kunne rende mig et vist sted. Alligevel endte jeg i bilen og fandt mig selv godt crumpy ved start. De første 14 km var et helvede, med lægge der dunkede, udstyr der blev ved med at lave julenumre og ben der simpelthen bare var noget lort, var jeg egentlig klar til at stå af bussen i depotet i Svaneke. Af en eller anden årsag kom der flow i stængerne ved 14 km og jeg begyndte at have det sjovt. Når smilet først er på igen, så er det bare med at fortælle den rigtige historie til viljestyrken og blive ved med at spinne positive historier. Det virkede og tankerne om at stå af i Svaneke blev droppet. Hele stykket frem til 2. depot gik også fint og hvor jeg sidste år gik kold, var jeg også her godt kørende og kunne endda rykke fra gruppen jeg løb med. Flowet gik rigtig godt frem til 48-50 km hvor lårbasserne godt kunne mærke at der manglede højdemeter og længere træningspas i den daglige træning. Men jeg kunne følge med de andre løbere og løb i mål med godt humør 35 minutter hurtigere end sidste år. Jeg har stadigvæk en lang række parametre jeg kan skrue på, så jeg ved jeg kan udvikle mig endnu mere. Det er fedt at mærke. Min faste løbemakker Thomas Carlsen havde også et fantastisk løb og kom i mål en halv times tid før mig.
Var der forskel fra 2015 til 2016?
Ja! Fladfodsløbet virker for mig og undervejs tog jeg mig selv flere gange i at tænke på teknikken og det er dejligt at få noget ’andet’ at tænke på. Nu her dagen derpå er jeg knap så mærket som tidligere, så et smut forbi Posemanden har virket for mig. Ernærings- og tempomæssigt var jeg langt mere disciplineret, hvilket gjorde at løbet mærkbar mere positiv, hvis jeg da lige dropper dagen før, morgenen og frem til 14 km. Gode oplevelser kan man ikke få nok af.
Nevøen Rasmus Helsgaun havde jeg lokket med og sikke en debut som ultraløber, hvor han fik en flot 30. plads. – Holy moly!
Jeg havde min bedre halvdel og sønnike med som hepper på turen og det giver også boost undervej, så dem håber jeg på vil joine andre gange også.
Selve løbsledelsen havde skærpet reglerne omkring id kontrol ved udlevering af startnummer og check af udstyr i mål. Uden kop, jakke og mobil: Ingen registreret tid og armbånd. Det er nyt at der er kontrol af det og det kom bag på nogen, som ikke fik registreret tiden. Er det fair? Ja, det er et eller andet sted for vores eget og naturens bedste. Koppen kan virke lige gyldig og hvorfor kan vi ikke bare få plastik kopper eller bare springe væsken over? Mht. plastik koppen så er det bare at tage ind og se Cph Marathon og et af depoterne. Selvom der er skraldespande, så flyder det med plastik kopper og jeg sætter pris på, at hjælperne i depoterne er der for løberne, fremfor at rydde op og skåne naturen. Mobil og regnjakke kan redde en hvis uheldet er ude eller vejret skifter om. På gendarmstien sidste år var det varmt, men jeg skal hilse og sige at det væltede ned senere på dagen. Uden regnjakken, havde løbet været en fesen oplevelse. Om ikke andet er det regler de vil håndhæve og så er det vel bare at vise udstyret ved mål, nyde løbet selvom man ikke får en officiel tid eller finde andre at lege med. Løber man i udlandet, er reglerne endnu skrappere, så at få lidt ”opdragelse” til Ultracuppen er fint nok også selvom det bare er noget vi leger.
Jeg skal ikke lyde som en hippie der bare er glad i låget, men jeg bliver glad, når jeg kan løbe og nyde den virkelig smukke Bornholmske natur, uden at se gels, bananskralder eller anden affald fra andre løbere. Det er virkelig fedt at se, hvor gode vi er til at tage affald med og så bliver jeg glad i låget. God markering hele vejen igennem.
Konklusion: Mega fedt løb, hvor jeg fik taget revanche og mødt de indre dæmoner der ikke gør noget godt for mig mentalt. Fed rute som var perfekt afmærket, super service i depotet, godt vejr, glade og opryddende løbere – Jeg glæder mig allerede til Gendarmstien.
Billeder er en blanding af private og fra Ultracuppen.
Tak til Malerfirmaet SJ.
[sc:shoptrailrunning ]
Leave feedback about this