VENTETID
I dagene efter d. 12. december, hvor konkurrencen om at høste flest stemmer er overstået, lever jeg i et slags ”glædes-vakuum”. Jeg har netop vundet én af i alt 20 pladser på Fjällräven Polar hundeslædeekspeditionen i april 2015, og ALLE i netværket har på en eller anden måde været engageret i min kamp om stemmer.
Jeg føler mig uendeligt privilegeret og har i det hele taget svært ved ikke at være svært tilfreds. Radio Silkeborg hidkalder mig til endnu et interview i løbet af ugen, og jeg drikker champagne med Nadim – radioværten – i studiet kl. 8 om morgenen. Jeg benytter chancen og takker alle, som har hjulpet mig til sejr og håber, at alle lytter med. På spørgsmålet om, hvad der nu skal ske, må jeg være ham svar skyldig. Alt jeg ved er, at jeg skal regne med at være afsted i perioden 5.-12. april, og at jeg vil blive kontaktet af Fjällräven engang efter nytår.
Julefreden sænker sig, og jeg fryder mig over ikke længere at skulle besøge skoler eller sidde foran computeren og høste stemmer dag ud og dag ind. Det var virkelig hårde 4 uger. For nummer 2 og alle de andre har det været spildt arbejde. Alt, de nu kan håbe på, er at blive udvalgt af juryen i anden runde. Her bliver der ikke skelet til antal stemmer men udelukkende set på selve ansøgningen. Jeg surfer lidt rundt mellem de øvrige danske ansøgninger men kan ikke umiddelbart finde nogen, der skiller sig mærkbart ud. De fleste er rigtigt gode og har som jeg selv lagt mange kræfter i at lave en god video.
Listen med de sidste 10 deltagere offentliggøres d. 19. december, og jeg kan se, at juryen har valgt Tinna, som bor i Viborg – kun 20 kilometer fra Ans, hvor jeg selv bor. Vi etablerer hurtigt en kontakt og aftaler at mødes til en kop kaffe. Vi kommer til at arbejde tæt sammen under ekspeditionen, og under alle omstændigheder er det rart lige at se hinanden an, inden det bliver alvor.
Fjällräven opretter en lukket Facebook-gruppe til alle 20 deltagere og opfordrer os til hurtigst muligt at tage gruppen i brug. Alle stemme-vinderne kender allerede hinanden i et eller andet omfang som følge af de mange alliancer, der blev indgået under afviklingen af konkurrencen. De 10 ”nye” vindere kommer hurtigt efter det. Vi er selvsagt alle oppe at køre og fulde af forventninger, og der er hektisk aktivitet i gruppen i hele perioden frem til afgang d. 5. april.
Dag 0 – AFGANG
Det officielle program starter mandag d. 6. april, men Tinna og jeg flyver fra Billund til Stockholm allerede søndag d. 5. Det er ikke noget, vi selv er herrer over. Fjällräven har sørget for transporten, og vi følger bare den plan, som vi er blevet sendt.
Alle deltagere flyves fra hjemlandet til Stockholm og transporteres fra lufthavnen til et fint og hyggeligt hotel i byen Sigtuna lidt uden for hovedstaden. Hele hotellet er booket til formålet, og vi føler os lidt som rockstjerner, da vi først på aftenen ankommer sammen med briterne og de to deltagere fra Ungarn. På hotellet er allerede Tseren fra Mongoliet, som vandt med flest stemmer i other countries kategorien. Hun vandt helt suverænt med over 50.000 stemmer, og jeg glæder mig bare over, at Danmark ikke hørte ind under dén kategori!
Vi bruger aftenen på at hyggesnakke og dele ud af vores mange forventninger til det, der venter. Vi har kun fået meget lidt information om, hvad der skal ske og er selvsagt uhyre spændte på, hvad morgendagen – og de øvrige dage, for den sags skyld – vil bringe. Det eneste, vi ved med sikkerhed er, at vi skal bruge hele den næste dag på hotellet i Sigtuna, og at vi tidligt onsdag morgen skal flyve via Oslo til Tromsø. Det står på vores flybilletter.
Jeg købte i lufthavnen to store kasser Underberg, og den første får hurtigt ben at gå på i det gode selskab…
Dag 1 – GREJFEST
Vi står op til et veldækket morgenbord mandag morgen. De øvrige deltagere drysser ind i løbet af formiddagen, og hele hotellet dirrer af spænding. Det føles som at møde sine nye bedste venner for allerførste gang, og der bliver uddelt krammere i et omfang, jeg ikke har set siden min deltagelse i VUMB forrige år – og dét siger ikke så lidt! Vi er alle i samme båd, og vi har kurs mod ukendt eventyrland! Særligt glad bliver jeg over endelig at møde Fredrik fra Sverige og Johnny fra Belgien, som jeg har knyttet helt særlige bånd til under konkurrencen og i månederne, der er gået siden da.
Efter frokosten indledes programmet med et møde, hvor vi bl.a præsenteres for ekspeditionsleder Major Johan Skullman. Rygterne om Johan Skullman er løbet ham i forvejen, og det hedder sig bl.a, at han skulle være far til selveste Chuck Norris. Det griner vi meget af… Johan indtager scenen, og der går ikke mange minutter, før jeg er tilbøjelig til at tro, at rygtet måske taler sandt! Johan har bl.a 30 år i det svenske jægerkorps i bagagen og har den sidste tid arbejdet som outdoor-konsulent og produktudvikler for Fenix Outdoor Group, som Fjällräven er en del af.
Vi modtager et hav af informationer under de 2 timer, som mødet varer. Det handler primært om, hvordan vi skal forholde os til omgivelserne og frem for alt kulden, når ekspeditionen starter onsdag. Vi får desuden mulighed for at høre lidt mere om hinandens vidt forskellig baggrunde, og det viser sig undervejs i mødet, at der sidder en blandt deltagerne, som aldrig har prøvet at slå et telt op. En anden fortæller, at hun er bange for hunde. Det skal nok blive spændende…!
Mødet afsluttes med en kort snak om udstyr, og vi begynder at ane, hvor det bærer henad. Vi er hjemmefra blevet bedt om ikke at pakke andet end tandbørste, kamera og andre personlige ejendele – under alle omstændigheder ikke mere, end hvad der kan være i en håndbagage. Det dufter langt væk af gaveregn, og det begynder for alvor at trække op! Vi bliver instrueret i – stille og roligt (!) – at gå ned i hotellets konferencelokale, hvor alt udstyret er placeret. Vi har forud for afrejsen været i dialog med Fjällräven i forhold til sko- og tøjstørrelser, og udstyret er således personligt og mærket med vores navne. I lokalet, som bedst kan sammenlignes med en ”Fjällräven Mega Store” finder jeg hurtigt mine støvler, min gigantiske Polar Parka jakke og en propfyldt 75 liters rygsæk ligeledes med mit navn.
Vi bliver givet 3 timer til at pakke ud samt kontrollere, at det alt sammen passer i størrelsen. Ja tak! Thomas – min norske værelseskammerat – og jeg slæber det hele ned til værelset og lader festen begynde. Støvlerne er de største, jeg nogensinde har haft på mine fødder. Ikke alene er de 3 numre for store, de går mig også helt op til under knæet. Jeg spørger Major Skullman til råds, og han svarer knastørt, at størrelsen passer – når jeg har de nødvendige 2 par uldstrømper på samtidig. Godt så! At have uldstrømper og støvlerne på fødderne er det første konkrete fingerpeg om det vejr, der venter os 1200 kilometer mod nord. Det samme gælder den gigantiske Parka – at tage den på er som at kravle ind i et hus. Thomas og jeg morer os kosteligt, mens vi prøver sagerne. Vi har svært ved at forestille os et vejr, hvor den slags monstrøse tøj kan blive nødvendigt. Når jeg tænker tilbage, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan vi skulle have klaret os uden…!
I rygsækken gemmer sig – foruden førnævnte uldstrømper – også en masse forskelligt uldundertøj, en skaljakke og et par skalbukser, en fleecetrøje, spisegrej, kompas, kniv m. ildstål, bælte, termoflasker, pandelampe, en PowerBank samt en række andre småting, vi får brug for undervejs. Alt sammen leveret af Fjällräven, Aclima, Hestra, Brunton, Primus eller Hanwag og alt sammen i super lækker kvalitet. Og alt sammen mit!
Efter aftensmaden er der igen samling. Vi skal inddeles i 4-mandsgrupper svarende til 2 lande sammen. Vi får desuden at vide, at der til hver gruppe tilknyttes en guide, og at vi kommer til at gennemføre ekspeditionen i disse mindre grupper sammen med vores guide. Tinna og jeg placeres i gruppe med Thomas og Inger fra Norge, og den havde vi set komme, eftersom vi jo også deler værelser sammen på hotellet. Vi er allerede fuldstændig på samme bølgelængde og klar til at gå eventyret i møde sammen.
Fjällrävens videoblog fra dag 1
Dag 2 – REJSEKAOS
Tirsdag morgen er det tidligt ud af fjerene og afsted mod lufthavnen. Vi får allerede udleveret boardingkort og bagagetags udenfor hotellet for at lette processen i lufthaven. Der er styr på sagerne! Vi ligner en gruppe kæmpe-smølfer i vores fine, nye, blå skaljakker, som vi trisser rundt der på parkeringspladsen. Humøret er i top, og munden står ikke stille på nogen i bussen på vej mod lufthavnen.
Vi flyver fra Stockholm mod Oslo, hvor vi kun har kort tid til at skifte til flyet videre mod Tromsø. Netop ankommet til Oslo opdager Andreas – en af de medrejsende repræsentanter fra Fjällräven – at vores bagage ikke er blevet tjekket ind hele vejen til Tromsø. Vi er med andre ord nødt til at samle bagagen op her i Oslo og tjekke den ind på ny. Nu har vi ikke bare travlt – vi har MEGA travlt, og vi styrter afsted gennem lufthavnen i mindre grupper i takt med, at bagagen ruller frem på båndet i ankomsthallen. Køen ved tjek-in skranken er ubehageligt lang, og jeg taler med Fredrik og Thomas om, at vi umuligt kan nå det. Boarding lukker om 5 minutter, og vi har ikke engang afleveret vores rygsække endnu. Foran os er de første 8-10 stykker kommet gennem nåleøjet og er på vej gennem security. I køen langt bag os står en anden gruppe. Det ser håbløst ud… Netop som det bliver min tur, og jeg skal til at smide min rygsæk op på båndet, lukker tjek-in til vores fly. Hvad pokker gør vi nu? Gruppen foran os er for længst ude af syne og sidder sikkert på flyet. Vi parlamenterer lidt frem og tilbage med folkene bag skranken og ender med at blive bedt om at træde helt ud af køen. Andreas tager over, og vi får samling på tropperne. Vi er cirka 20, som ikke nåede flyet. Heldigvis er Major Skullman blandt de få i den forreste gruppe, så dem er der styr på!
Enden på det hele bliver, at vi ombookes til 2 andre fly, der afgår mod Tromsø om én og om to timer, henholdsvis. Andreas får travlt med at ringe rundt og informere de rette instanser, og han virker stresset. Stakkels mand… Vi andre bruger tiden inden den forsinkede afgang til at skaffe os noget mad og sætter os ved gaten og småsnakker. Andet er der ikke at gøre.
I Tromsø venter en bus, en madpakke og en køretur på knap 2 timer videre nordpå. Målet er Camp Tamok, som viser sig at være en slags outdoor lejr med en række lavvu´er og den bedste udsigt, man kan forestille sig. Stedet er fantastisk, med andre ord! Tidsplanen er skredet, så Major Skullman står klar til at modtage os med de første vigtige instrukser. Tøm bussen, på med noget ordentligt tøj, find sammen i grupperne, vær klar om 5 minutter til at få udleveret mere grej osv osv. Det er et par hektiske timer, men vi får da til sidst styr på alt vores udstyr og har fået tildelt en plads i camp´en, hvor vi i gruppen kan danne os et overblik over sagerne. Foruden alt det personlige grej har vi nu også fået telte, soveposer, liggeunderlag, spader, økser, stormkøkkener samt frysetørrede madrationer med instruks om, at vi fra i morgen middag er selvforsynende og skal lægge en plan, så den udleverede mad kan holde hele vejen til mål. Vi har i gruppen fået udleveret i alt 48 dagsrationer, og lidt hurtig hovedregning resulterer i, at humøret hos især Thomas og jeg stiger endnu et par grader. Vi kommer ikke til at sulte!
Der er endnu to punkter på programmet inden aftensmaden. Vi skal dels have en instruktion i, hvordan man slår telt op i et vinterlandskab som det, vi befinder os i og skal gebærde os i de næste dage. Derefter skal vi møde vores guides og have en kort instruks i, hvad en hundeslæde er for en størrelse – i første omgang uden hunde. Dem møder vi først i morgen.
Dette er den sidste aften, hvor vi ikke selv skal tilberede mad, og menuen står på rensdyrgryde ad libitum omkring et kæmpe bål i lejrens største lavvu. Det er mildt sagt lækkert, og alle tager for sig af et godt hjerte. Udenfor ligger der halvanden meter sne, og det er pivkoldt. Det glemmer vi hurtigt, mens vi hygger omkring bålet og nyder den gode mad. Ingen af os lægger derfor mærke til, at det trækker op. Da vi forlader lavvu´en et par timer senere, vælter sneen ned, og det er begyndt at blæse – meget.
Fjällrävens videoblog fra dag 2
Dag 3 – SNESTORM
Vi står op til snevejr og kraftig blæst. Jeg tager ikke synderlig notits af det, for dette er dagen, vi alle har ventet på. Vi skal møde vores hunde og langt om længe afsted på hundeslæderne – ud i vildmarken. Jeg har drømt om dette øjeblik, siden jeg tilbage i november sidste år tilfældigt stødte på konkurrencen og besluttede at give det et skud.
Vi forlader Camp Tamok i bus og har en times kørsel foran os til Signaldalen, hvor hundene vil være, og hvorfra ekspeditionen starter. Vejret er gråt og trist med snevejr og temperaturer lige omkring frysepunktet, og bussen snegler sig afsted på de smalle, glatte veje. Der begynder at være skiltet mod Signaldalen, og endelig drejer vi fra ind på en lille grusvej. Jeg har hjemmefra studeret et hav af videoer fra tidligere Polar ekspeditioner og genkender hurtigt stedet. Vi kommer af bussen og bliver modtaget af 210 hunde, som står bundet til lange jernkæder i skoven 100 meter længere fremme. Det er et inferno af gjæffen og hylen. Vi er fremme!
Major Skullman får hurtigt samling på tropperne og beder os stimle sammen til en kort briefing. Det viser sig, at et stort storm-lavtryk har lagt sig til rette lige hen over de bjerge, som det er planen, at vi skal krydse i løbet af dagen. Og hvad værre er – lavtrykket ser ikke ud til at flytte sig lige med det første! Det er derfor besluttet, at vi pakker slæderne og bevæger os ind i bjergene ad den planlagte rute og ser situationen an, hvorefter der vil blive taget en endelig beslutning. Hmmm… Ingen af os har prøvet at føre en hundeslæde før, og nu lægger vi fra land for at køre direkte ind i en snestorm med vindstød af orkanstyrke. Jeg tænker, at der nok er styr på sagerne og koncentrerer mig om at følge instrukserne, så vi hurtigst muligt kan få hundene i seletøjet og gjort slæderne klar. Adrenalinen pumper hurtigere og hurtigere i takt med, at hundene gøres klar. De ved udmærket, hvad der venter, og det er tydeligt, at de kun ønsker én ting – at komme afsted.
To af mine hunde kan ikke styre sig og ryger i totterne på hinanden. Det både lyder og ser voldsomt ud, og jeg aner ikke mine levende råd. Kent – vores guide – kommer styrtende forbi mig og løfter den ene hund op i favnen og bider den hårdt i øret. Hunden hyler som en sindssyg, og Kent smider den fra sig, mens han råber af hundene, som kryber sammen foran ham. Ingen tvivl om, hvem der bestemmer her! Han kommer efterfølgende hen til mig og siger, at jeg ALDRIG må glemme regel nummer ét. Jeg ligner et spørgsmålstegn, og han forklarer, at hundene under ingen omstændigheder må være i tvivl om, hvem der bestemmer. Det viser man bedst ved at blande sig og sætte hundene på plads, når de slås – gerne hårdt og brutalt som for eksempel ved at bide dem. Så taler man til dem på hundesprog, som Kent siger, samtidig med at han forsøger at tømme munden for hundehår.
5 minutter senere er den gal igen, og jeg får chancen for at vise mit værd som ”overhund”. Jeg går ikke til biddet som Kent men nøjes med at tage begge hunde hårdt i nakken og tvinge dem fra hinanden, mens jeg siger nogen lyde, jeg ikke vil forsøge at stave til her. Jeg slipper levende fra episoden og får tilmed thumbs up fra Kent, der har stået og set optrinnet fra afstand. Så er vi li´som i gang…
Grupperne forlader området på hundeslæderne i takt med, at de bliver klar, og vi bliver også langt om længe klar til afgang. Jeg stiller mig bag på slæden, tramper bremsen dybt ned i sneen og løsner ankeret. Hundene fornemmer det hurtigt og begynder at trække af al kraft. Jeg må decideret op at stå på bremsen og lægge al min vægt bag for ikke at blive trukket afsted. Kent sætter igang foran mig, og jeg letter på bremsen lige så langsomt. Hundene trækker os væk fra træerne og ud gennem en lille lysning, hvor en klynge flag med teksten ”Fjällräven Polar” står og blafrer i vinden. Jeg får vitterligt gåsehud over hele kroppen af fryd og har svært ved at styre mine følelser, da vi lægger larmen fra de øvrige hold og deres hunde bag os. Jeg vender mig og ser Tinna 20 meter bag mig – hun er ét stort smil, og jeg forstår hende godt!
Det er helt tydeligt, at hundene nu er i deres rette element. De løber parvis i tre rækker, og de trækker slæden jævnt hen ad den smalle skovsti. En af de to bageste hunde drejer fra tid til anden hovedet og kigger på mig som for at tjekke, at jeg stadig hænger på. Jeg står med mine str. 45 solidt plantet på slædens meder og har tænkt mig at blive stående, så hunden kan bare tage det roligt og fortsætte arbejdet! Det går jævnt opad, og vi bevæger os fremad med 12-15km/t. Det tynder ud i træerne, og i takt med, at landskabet åbner sig op, mærker vi også for alvor, at det med stormen ikke bare var noget, de sagde for sjov. Faktisk udvikler det sig meget hurtigt, og en halv time efter at have forladt startområdet blæser det 25-30 sekundmeter, og vi kan intet se. Intet overhovedet! Det er med andre ord, hvad man kalder ”whiteout”, og det er både vildt fedt og totalt skræmmende på samme tid. Det var ikke lige den slags vejrforhold, jeg havde forestillet mig på premieredagen, men hvad – hundene trækker bare derudaf, og jeg håber, de har styr på, hvor vi skal hen. Fra tid til anden kan man ane rækken af hundeslæder forude, og det beroliger mig trods alt en smule. Vi stopper ret ofte for at få samling på tropperne, og jeg drister mig til at hive kameraet frem og tage et par billeder. Det gør jeg kun denne ene gang, da min jakkelomme lynhurtigt bliver fyldt med sne, fordi jeg ikke får den lukket. Så blev jeg så meget klogere…
Vi bevæger os rundt på bjerget et par timer, inden vi igen er i læ for den værste blæst under trægrænsen. Jeg genkender et par krogede træer fra tidligere og regner ud, at vi må være på vej tilbage til startområdet, hvilket også viser sig at være tilfældet. Det er med blandede følelser, at vi ankrer slæderne til de samme træer, som da vi startede tidligere på dagen, for det må jo betyde, at vi ikke som planlagt kommer over bjergene i dag. Vi får instruks om hurtigst muligt at tage os af hundene og give dem noget mad. Hundene først – altid. Dernæst kan vi selv lave noget frysetørret mad, og det er tiltrængt. Det er midt på eftermiddagen, og vi har intet spist, siden vi forlod Camp Tamok tidligt i morges.
Major Skullman fortæller os efterfølgende, at planen nu er at tage tilbage til Camp Tamok, og at han sammen med sine partnere arbejder på en plan B, som omhandler et alternativt startsted på den anden side af bjergene. Hvis stormen ikke vil flytte sig, så må vi flytte os.
Tilbage i camp´en får Tinna og jeg hurtigt slået teltet op, og jeg tænker, at dette er det rette tidspunkt at uddele et par Underberg. Der er intet som en dram, når humøret er lidt lavt, og jeg tror, de fleste er lidt mismodige over at være tilbage, hvor vi startede. Stedet fejler ikke noget – vildmarken havde bare været at foretrække…
Fjällrävens videoblog fra dag 3
Dag 4 – NORDLYS
Det har sneet hele natten, og Tinna og jeg står op til et telt, der er ved at kollapse under massive mængder sne. Teltet er halvt begravet, og vi må på det nærmeste skovle os ud. Udenfor teltet møder os en himmel med spredte, hvide skyer og ganske klart vejr.
Vi gik tidligt i seng aftenen forinden og er også stået tidligt op. Klokken er kun 5, og vi har masser af tid til i ro og mag at sætte vand over til kaffe og morgenmad. Der er afgang fra lejren med bus kl 8, har vi fået at vide. Hvor vi skal hen, ved vi endnu ikke. Thomas og Inger fra Norge har sovet indenfor i en af hytterne, men de er også tidligt oppe og kommer over og gør os selskab foran teltet. Efter at have dykket ned i vores kasse med madrationer og kun fundet ”varme retter” sidder jeg i den tidlige morgensol sammen med resten af Team Danmark/Norge og nyder en omgang Pasta Provence til morgenmad. Aftensmad til morgenmad – én af friluftslivets mange glæder!
Et par timer senere er alle mand klar til afgang, og i bussen tager Major Skullman mikrofonen og fortæller, at vi skal regne med 3-4 timers kørsel, inden vi er fremme ved det nye, alternative startsted. Vejret ser lovende ud, og humøret er atter højt hele vejen rundt.
Busturen ender imidlertid med at blive en lang affære på 13 timer, fordi sneen igen begynder at vælte ned. Kun ét spor er farbart, og vi kører kolonne-kørsel med en sneplov forrest hele vejen gennem bjergene. Halvdelen af tiden holder vi stille for at vente på, at den modkørende kolonne passerer forbi. At vi kun tilbagelægger 80 kilometer i løbet af de 13 timer siger lidt om tempoet…
Vi kører ind i Abisko Nationalparken og nærmer os målet for busturen – og hundene, som står klar til afgang – ved bredden af den frosne sø, Torneträsk. Det er midt på aftenen, og vi er mere end klar til at komme afsted efter en lang og relativt kedelig dag i bussen. Vi bruger de sidste 30 minutter inden ankomst til at komme i tøjet og få styr på sagerne samt lægge en plan i grupperne, så vi hurtigst muligt kan få pakket slæderne og komme afsted. Der venter os 3-4 timer på hundeslæderne, inden vi er fremme ved det sted, hvor lejren skal sættes op, og det betyder, at vi skal føre slæderne i mørke det meste af vejen. Det skal åbenbart ikke være for nemt.
Bussen holder ind ved en parkeringsplads tæt ved søbredden, og på parkeringspladsen står alle 210 hunde spændt foran slæderne. Der er en infernalsk larm fra hundene, som også har været udsat for en hel dags kedelig transport, og vores ankomst afstedkommer et veritabelt kaos. Alle løber rundt imellem hinanden og forsøger at få styr på stumperne og pakket det hele korrekt ned i slæderne. Der skal helst ikke glemmes noget eller laves fejl. Om lidt er vi afsted, og så vil det være træls at opdage, at soveposen stadig ligger i bussen. Det er nu, det gælder!
Team Danmark/Norge er første gruppe klar, og vi giver klarmelding til Kent. Han råber til os, at vi skal være skarpe, for hundene er overtændte, og så drøner han afsted som skudt ud af en kanon. Tinna følger efter i et hæsblæsende tempo, og jeg følger trop med Inger og Thomas lige bag mig. Passagen ned til floden er meget smal og ujævn, og Tinna vælter efter få hundrede meter. Det ser vildt ud, men hun formår dog at holde fast i slæden og bliver trukket på siden et godt stykke, inden det lykkes hende at komme op og få vendt slæden igen. Jeg kæmper selv med ikke at miste balancen, for det sidste, jeg har lyst til, er at blive smidt af og løbet over ende af Ingers hunde, som jeg kan høre er lige bag mig. Tempoet er helt vildt, og Kent lader kun til at have fokus rettet fremad. Han har sikkert også sit at se til.
Pludselig er vi ude på den frosne, flade sø, og alt man kan høre er medernes hvislen mod sneen og hundenes pusten. Det tager lige et par minutter, før pulsen sænker sig til et noget nær normalt niveau, og jeg får fundet pandelampen frem og gjort klar til natten. Det er ikke helt mørkt endnu, og jeg tænker, at jeg ikke vil tage lampen i brug, før det er absolut nødvendigt. På begge sider af søen rejser sig høje bjerge, og udsigten til alle sider er, ja – bjergtagende!
Vejret, som har voldt os så mange problemer de sidste dage, er endelig med os, og de første stjerner titter frem på himmelen. Det er koldt, men jeg har klædt mig på efter Majorens instrukser og fryser ikke. Han er god nok, ham Skullman. For anden gang på turen oplever jeg den der underlige fornemmelse af, at noget trykker lidt i halsen. De store forventninger, den lange bustur og uvisheden kombineret med pludselig at stå her og bare være ét med slæden og hundene i de vildeste omgivelser – på vej mod flere dages vildmarkseventyr – er bare næsten for meget, og jeg får igen svært ved at styre mine følelser. Fandens, så privilegeret man er!
Omkring midnat når vi efter magiske 3 timer frem til et lille hjørne af søen Kattujärvi, hvor vi skal slå lejr. Kent er hurtig til at minde os om, at det gælder om at tage vare på hundene først. Så kan vi sørge for os selv bagefter. Vi fordeler hurtigt opgaverne, og mens Tinna og Thomas får hundene af seletøjet, går Inger og jeg efter vand, som vi henter fra et hul i isen et stykke ude på den frosne sø. Vi varmer vandet på et stort blus og hakker omtrent 50 kg frossent fedt, indmad og blod op i små stykker, som vi efterfølgende bløder op i det varme vand. Lækkerierne fordeles i skåle – én til hver hund, og de lapper det i sig i løbet af nul komma fem.
Da hundene har spist og er faldet til ro som små pelskugler i sneen, er det tid til at få styr på vores egen situation. Teltene bliver sat op i rekordfart, og vi får kogt vand til vores egen mad. Rundt omkring langs bredden af søen kan vi se de andre grupper ankomme, og alle er helt oppe at ringe over afslutningen på en dag, der ikke startede alt for godt. Vi beslutter i gruppen, at det må være på tide med en kop brændevin og finder flasken frem. Bedst som vi står og nyder livet og det gode selskab bølger nattens første, spæde nordlys frem på himmelen. Kun Thomas har set nordlys før, og vi står bare og måber ved synet af det grønne slør, der danser over os. Nordlyset tiltager i styrke, efterhånden som timerne går, og det ender med at dække hele himmelen i grønne, lilla, violette og røde farver.
Vi står ude på isen og fryder os over vores held til klokken 4 om natten, og jeg har efterfølgende overfor min familie refereret til episoden som det tætteste, jeg nogensinde har været på en religiøs oplevelse! Nordlys kan ikke beskrives – det skal opleves…!
Fjällrävens videoblog fra dag 4
Dag 5 – SNEHULE
Vi får et par timers søvn, inden vi bliver vækket af hundene. De står udenfor og hyler i kor, og det er sød musik og lyd-terror på samme tid. Svært at forklare… Under alle omstændigheder er det ud af posen og i gang, og første punkt på dagsordenen er – som altid – at sørge for de firbenede. Hovedregelen er, at hundene skal spise minimum 2 timer inden afgang, så jo hurtigere, vi kan få dem fodret af, des hurtigere kan vi komme afsted. Lejren pilles hurtigt ned, og der er igen god tid til at sørge for varmt vand og mad til os selv, efter at hundene har spist.
Kent fortæller os, at der venter os en lang dag med flere teknisk svære passager, hvor vi skal holde fokus og huske på regelen om aldrig at slippe taget i slæden – uanset hvad! Jeg ser Tinnas styrt forleden aften for mit indre øje og tænker, at de største oplevelser jo oftest er forbundet med de episoder, hvor man bliver presset en lille smule. Jeg fik aldrig spurgt Tinna, om hun er enig med mig i den betragtning.
Da alle grupper er færdige med at pakke, bliver vi samlet midt i lejren. Det er blevet tid til endnu en lektion i ”vildmarks-liv” ved Major Skullman. Denne gang handler det om, hvordan man bedst muligt sikrer sig mod at komme til at fryse, når man ligger i sin sovepose om natten. Faktisk har jeg frosset en hel del i den forgangne nat og derfor ikke sovet specielt godt, så jeg lytter og noterer mig en række små, simple tricks, som jeg vil prøve af i natten, der kommer.
Midt på formiddagen er vi klar til afgang, og vi letter anker. Hundene er igen sprængfyldt med energi, og det går over stok og sten hen over søen. Vi er ved at være dus med slæden og hundene, og i et terræn som dette, hvor alt er fladt og udsynet er godt, så vælger jeg at hive kameraet frem og lave lidt billeder og video. Kent er med på spøgen og laver alle mulige løjer på sin slæde. Det er fristende at forsøge at gøre ham kunsten efter, men jeg kan lige høre kommentarerne bag efter, hvis jeg skulle dumme mig og skvatte af slæden. Nej tak! Jeg lader Kent om spasmageriet og accepterer hans kyllinge-hån. Hellere være en kylling frem for en hane med stækkede vinger…
De første mange timer bevæger vi os over store, frosne flader. Sø eller flod – det er svært at skelne, når det hele er dækket af sne. Vi holder små pauser undervejs, så hundene kan spise sne og rulle sig. Det er måden, de køler sig selv ned på. De små hvil benyttes til at fylde lommerne med kiks og chokolade fra madrationerne, så man har lidt ved hånden til at stille den værste sult på farten. Frokosten spiser vi sammen med Team Sverige/USA, som har indhentet os i løbet af formiddagen.
Kent fortæller os, at vi har 30 kilometer tilbage, inden vi når frem til næste lejr. Han fortæller desuden med et smørret grin, at det først er nu, det for alvor bliver sjovt. Vi spørger ind til, hvad han mener men kan ikke presse mere information ud af ham. Vi må vente og se…
Vi efterlader Team Sverige/USA bag os og sætter kurs mod et stort, åbent område med dyb, løs sne. Hundene løber i sne helt op til maven, og ved flere lejligheder bliver en hund slæbt afsted på ryggen efter at have mistet fodfæstet. De andre hunde ænser det ikke men fortsætter ufortrødent og lader det være op til den faldne kammerat at komme på benene igen. Jeg bliver gang på gang forbavset over, hvor seje disse hunde er. Ikke ét klynk hører man fra dem, og de knokler afsted som gjaldt det livet. Hele dagen. Hver dag!
Det åbne område snævrer ind, og vi befinder os nu på en snæver, puklet skovsti ikke mere end et par meter bred. Hvilket sceneskifte! Stien snirkler sig ud og ind mellem træerne, og det kræver stor koncentration af ”vinkle” slæden korrekt, så jeg ikke vælter. Det er tæt på flere gange, og jeg kan også høre på udbruddene fra Inger og Thomas bag mig, at de har deres at se til. Der er ikke de store stigninger, og hundene blæser afsted. Det er intenst og vanvittigt fedt. Kent vender sig ofte for at se til os, og vi knytter næverne i luften i ren og skær eufori. Vi har en fest!
Jeg husker, hvad Kent sagde tidligere om, at det først var nu her, det for alvor ville blive sjovt. Jeg udfordrer mig selv mere og mere på slæden gennem de små sving og synes selv, jeg er kongen. Jeg glemmer, hvor lille forskellen er mellem succes og fiasko, og jeg når kun lige akkurat at hamre bremsen i, da hundene drøner gennem et skarpt venstresving og trimler ned ad en lang, stejl bakke. Det er mere held end forstand, at jeg ikke tager den på hovedet ned i sneen! For enden af bakken, som jeg senere får at vide bliver kaldt 50% Hill, fordi halvdelen styrter på vej ned, står 15-20 mand og venter i forventning om at se en masse action. Jeg når lige at vende mig om og ser Inger komme fræsende ud over kanten af bakken for så at miste herredømmet over slæden, som vælter med mus og mand. Hundene er ligeglade, så de fortsætter uden Inger, indtil Kent får dem kommanderet til at stoppe for enden af bakken, hvor vi står og venter. Thomas og Tinna klarer skærene, og vi blærer os om aftenen over en succesrate på 75%. Team Danmark/Norge er første gruppe ned ad bakken, og vi bliver stående i håb om at få os par gode grin, når de øvrige grupper skal prøve kræfter med bakken. Mange kommer ned med æren i behold – endnu flere må ned og bide i sneen, som der heldigvis er et metertykt lag af.
Kort efter 50% Hill ankommer vi til Sevujärvi, hvor vi skal slå lejr for natten. Der er masser af dagslys tilbage, og vi har derfor god tid til at sørge for hundene og dernæst os selv. Vi kender allerede rutinerne og får hurtigt etableret os i skovbunden.
Da alle grupper er ankommet, bliver vi hidkaldt til dagens anden vildmarks-lektion ved Major Skullman. Vi lærer, hvordan man leder efter folk begravet i laviner, hvordan man redder sig op af et hul i isen, og hvordan man laver ild uden andre redskaber end et tændstål og det, man kan finde i naturen omkring os. Til sidst bliver vi instrueret i, hvordan man sikrer sig bedst mod kulden om natten, hvis man skulle være så uheldig at have mistet eller ødelagt sit telt. Faktisk er det planen, at vi her skal overnatte uden telt, og vi er helt klar på udfordringen! Thomas og jeg graver to store, firkantede huller på 3×2 meter ved siden af hinanden og forer hullerne med grankviste. Vi bygger desuden en stor læmur som værn mod vinden og eventuel snefygning, og så er Team Danmark/Norge ellers klar til at gå natten i møde. Vejret er helt perfekt med klar, blå himmel, og det blæser ikke meget inde i skoven. Jeg kan ikke forestille mig et bedre soveværelse – især ikke, hvis der igen skulle komme nordlys!
Sidst på eftermiddagen lægger vi mærke til, at der bevæger sig en hel del mennesker rundt, som vi ikke umiddelbart kender eller har set før. Det viser sig at være pressefolk fra hele verden, som af Fjällräven er blevet inviteret ud for at møde os. Iblandt dem er også en dansk journalist, som bruger et par timer i selskab med os og undervejs spørger om alt mellem himmel og jord.
Om aftenen er der igen samling – denne gang et par hundrede meter væk fra, hvor lejren er. Der er sat stormlys op med 10 meters mellemrum hele vejen hen til mødestedet, og det ser fantastisk ud med de lange rækker af levende lys, der strækker sig ud i natten. Vi følger lysene til enden og opdager, at man har bygget et stort amfiteater i sneen og lavet et stort bål i midten af det hele. Over ilden koger en gigantisk gryde med en stuvning af rensdyrkød, som vi får serveret i fladbrød. Der er bredt kæmpestore, tykke rensdyrskind ud på amfiteatrets sidderækker, og vi råhygger ved bålet og udveksler røverhistorier fra dagen, der er ved at være gået. Midt i det hele rejser sig to spillemænd, som giver sig til at underholde med harmonika, violin og sang. Jeg deler rundhåndet ud af mine Underberg, og mens musikken spiller, breder nordlyset sig igen på himmelen over os.
Aftenens sidste timer tilbringer jeg sammen med Fredrik, som jeg undervejs har udviklet et rigtigt godt venskab med. Der er fuldstændig ro i skoven, og vi beslutter at lave lidt fis i gaden. Vi lister derfor ind i midten af lejren og giver os til at hyle mod himmelen af al kraft. Der går ikke 30 sekunder, før samtlige 210 hunde følger trop, og det larmer helt afsindigt meget. 10 minutter senere er hundene igen faldet til ro og ligger som små pelskugler i sneen.
Ved midnatstid ligger jeg i soveposen i mit hul og falder hurtigt i søvn under nordlyset og en fantasilliard stjerner.
Fjällrävens videoblog fra dag 5 (del 1)
Fjällrävens videoblog fra dag 5 (del 2)
DAG 6 – FEST
Jeg sover som en sten hele natten og vågner, fordi solen skinner mig ind i ansigtet. Det er ekspeditionens sidste dag, og jeg ligger og reflekterer over den sidste uges mange begivenheder. Jeg kigger op i den blå himmel og trætoppene over mig og ligger der bare. Ren balsam for sjælen!
I nabohullet fornemmer jeg efterhånden, at Inger og Thomas er vågnet. Vi sætter os op i poserne og bliver hurtigt enige om, at dette er et specielt øjeblik. Endnu et blandt mange specielle øjeblikke, vi har delt, siden vi mødte hinanden for første gang på hotellet uden for Stockholm. Det er ikke engang en uge siden, men det føles som et år.
Tinna er ikke at se nogen steder, men vi fornemmer på lydene, at hun er gået i gang med en af morgenens mange rutiner – at skovle hundelort. Det er vigtigt, da hundene ellers vil æde det og på den måde smitte hinanden med potentielle sygdomme. Jeg vælger at blive i min varme sovepose lidt endnu, i hvert fald indtil Tinna er færdig…
Der er ikke mere frysetørret morgenmad, så jeg starter dagen med en kop pulverkaffe og en omgang kylling i karry. Vi forkæler desuden os selv med en kop brændevin fra vores depot og får styrken til hurtigt at blive pakket og klar til ekspeditionens sidste etape.
Forude venter en halv dag på hundeslæderne gennem blandet terræn, inden vi midt på eftermiddagen ankommer til målområdet ved bredden af søen Väkkeräjärvi – 30 kilometer nord for byen Kiruna. Vi kan se målområdet på flere kilometers afstand, og tanken om, at det hele lige om lidt er slut, rammer mig som en hammer. Tårerne triller ned af kinderne på mig, mens hundene trækker mig det sidste stykke ind gennem portalen af blafrende flag og klapsalver fra de mange journalister og Fjällräven-folk, der står og tager imod.
Det er en underlig fornemmelse. Glæde og vemod på samme tid. Det er tydeligt, at alle andre har det ligesom mig. Vi taler ikke sammen det første stykke tid men går bare rundt mellem vores hunde og forbereder os på at skulle tage afsked med dem.
Tak for turen Ranja, Nita, Neytiri, Keino, Whitey og især Ruthie, som under hele ekspeditionen havde øje på, hvor jeg var.
Vi er ankommet til Kenth Fjällborgs Lodge, som er et vildmarks-hotel med en række mindre hytter, en kæmpe sauna og et stort hul i isen til dem, der har lyst til at udfordre skæbnen. Måske senere! Stedet er i det hele taget super lækkert, og vi bliver hurtigt indlogeret i hytterne og får resten af dagen fri til at gøre, som vi vil. Om aftenen er der fælles spisning med efterfølgende fest med fri bar, live musik og hele svineriet. Der er allerede stillet rigelige mængder øl frem, og inden der er gået en time, drister de første sig til at hoppe i hullet i isen. Inden aften har alle været i adskillige gange, og pauserne mellem badeturene bruges med øl og god stemning i saunaen.
Festen varer hele natten for de fleste, og det lysner i horisonten, da jeg ud på de små timer får fundet vej til min seng.
Fjällrävens videoblog fra dag 6 (del 1)
Fjällrävens videoblog fra dag 6 (del 2)
DAG 7 – TOMRUM
Mine tømmermænd og tanken om, at jeg om få timer skal sige farvel til en snes nye venner, præger mit humør, da jeg står op søndag morgen. Vi transporteres med bus til lufthavnen i Kiruna, hvorfra vi flyver til Stockholm. De fleste har på forhånd aftalt at tilbringe en dag eller to sammen i Stockholm, men jeg er nødt til at tage direkte hjem til Danmark, da jeg skal på arbejde mandag morgen. I Stockholm er jeg derfor nødt til at gå den slagne vej rundt og sige farvel, og det er ulideligt hårdt at se gruppen forlade lufthavnen sammen, mens jeg må blive hængende et par timer endnu, før mit fly afgår mod Billund. Jeg trøster mig ved tanken om, at vi allerede har aftalt en reunion senere på året – og Fredrik og jeg har desuden aftalt at mødes i Danmark til sommer. Johnny har også luftet overfor mig, at han vil tage familien med til Danmark i løbet af sommeren, så vi mødes også igen inden så længe.
I Billund står hele familien med flag og tager imod mig i ankomsthallen. Ungerne kaster sig om halsen på mig, og det er bare lækkert at være tilbage hos dem igen. Vi har haft så meget at lave den forgangne uge, at jeg nærmest ikke har haft tid til at savne dem der hjemme. De sidste par timer, hvor jeg har været alene, har jeg dog nærmest ikke kunnet være i mig selv i bare spænding og forventning om at komme hjem og fortælle om alle vores oplevelser.
I dagene der følger, går jeg rundt i et tomrum. Jeg bruger en del tid på at kommunikere med de andre via vores gruppe på Facebook, og de andre har det ligesom mig. Vi minder hinanden om Johan Skullmans sidste ord til os, da han forlod os i Lufthavnen i Kiruna:
Don´t cry because it´s over – smile because it just happened
Min egen film om Fjällräven Polar 2015
Læs om konkurrencen og hvordan John vandt med flest stemmer på linket her
[sc:shopoutdoor ]
Leave feedback about this