”Højsommer i Danmark? Et af Danmark smukkeste naturområder? 3 dage med 25 km om dagen? Det kan vi sagtens klare. Lad os tage Ellie med. Hun er efterhånden stor nok til at sove i telt.” Der var ikke mange tanker eller overvejelser bag, da vi i januar måned stod med 3 billetter i hånden til den danske udgave af det populære trekking-event. På det tidspunkt var vores datter kun 6 måneder, men vores tanke var, at vi jo altid bare kunne stoppe, hvis vi på nogen måde gik på kompromis med hendes ve og vel.
Første etape
Tidlig morgen på Faldsled havn, hvor Øhavsstiens smukke 220 km tager sin begyndelse. Vejret var ikke helt som forventet. Højsommeren var udeblevet og det føltes mest af alt som en trist efterårsmorgen med regn og blæst. På trods af dette var det tydeligt, at humøret var højt blandt de mange hundrede startende. Luften var tyk af begejstring og der var smil på hele plænen i den lille skipperby.
Første dag stod på 26 km. Fra havudsigten i Faldsled gennem mark og skov. Ellie måtte et par gange ud af babyjoggeren og hoppe lidt rundt selv, men da Fjällräven Classic hverken handler om tid eller hvem der kommer først, var det ikke noget problem. Meget hurtigt konkluderede hun dog, at det var lige så hyggeligt at sidde i enten babyjoggeren eller bærerygsækken, så hun kunne vinke ud til vores medvandrere. Efter 12 km ramte vi første checkpoint, hvor der blev indtaget det udleverede rugbrød i regn og blæst i læ af en samarittervogn fra Røde Kors.
Derfra til de fynske alper aka Svanninge bakker. Benene var begyndt at blive trætte, rygsækkene lidt tunge og babyjoggeren var ikke helt nemt at skubbe op op op. Men naturen var smuk og stemningen god og det skulle udnyttes, at Ellie tog dagens lange lur. Første alvorlige udfordring kom da vi skulle passere Fyns fjerdehøjeste punkt, Lerbjerg. Der er her tale om bl.a. en stejl skrænt, hvor far måtte slæbe baby + babyjogger + rygsæk op. Her var jeg virkelig glad for at vi var 2 om projektet.
Dagens etape sluttede ved en af Danmarks yngste herregårdsbygninger, Holstenshuus, hvor hverken vejret eller overskuddet indbød til andet end at stille teltet op, indtage en overraskende lækker frysetørret pasta bolognese og hoppe direkte i posen.
Anden etape
Da jeg gik i seng efter første dag havde jeg svært ved at forestille mig, at vi nogensinde ville komme videre. Jeg havde høj feber, det gjorde ondt i hele kroppen og jeg frøs, som jeg nærmest aldrig havde gjort før. Men da vi næste morgen forlod teltet, mødte vi både andre deltagere og frivillige, der smilende og interesseret spurgte ind til hvordan dagen i går var gået og dette, sammen med en ordentlig portion chokolademüsli, gav virkelig fornyet energi.
Fra Holstenshuus ramte vi hurtigt kysten, hvor dagens udfordringer for alvor tog form. Man kan sige meget om en babyjogger, men den er desværre ikke bygget til smalle markstier, sand og stenstrand. Ellie røg derfor hurtigt i rygsækken og så skulle kyststrækningen frem til dagens checkpoint tilbagelægges.
Babyjoggeren måtte bæres det meste af de ca. 3 km kyststrækning, men folk omkring os var simpelthen så søde til at hjælpe og tilbyde støtte, når min ansigtsfarve nok kunne aflæses til, at jeg havde brug for en pause fra det ekstra slæberi. Særligt steder, hvor stien blev til store sten og vi skulle over vandet, var andres hjælp altafgørende.
Pausen og rugbrødsmadderne var i den grad tiltrængt efter de første 15 km. Da vi lå der og kiggede på kortet og kunne se, at vi skulle ind i landet igen, var vi lettede. Vi var nemlig sikre på, at dagens værste udfordringer var forbi, men det var langt fra tilfældet.
Dagens anden del stod nemlig på et område, der virkelig er noget for sig selv – Syltemade Ådal. Det er virkelig en oplevelse, da det ikke minder om meget andet dansk natur. Området minder mere om en jungle med en lille å og en rigdom af blomster og smådyr omkring. På Svendborg kommunes hjemmeside står der specifikt, at stien ikke er egnet til barnevogne eller gangsbesværede. Det er ikke løgn. Området er nemlig ikke kun meget mudret, men også så smalt at ikke engang en babyjogger kan køres igennem. Den måtte derfor bæres igennem det ca. 2 km helt særlige stykke natur..
Da vi først havde passeret dette, havde jeg nærmest følelsen af, at jeg kunne løbe de sidste 7 km. til nattens camp. Dette skyldtes særligt, at vi gang på gang faldt i snak med meddeltagere, der med hver deres historie kunne få kilometerne til at strømme forbi.
Efter dagens 25 km var der masser af overskud, så efter den frysetørrede kebabmix blev indtaget, gik vi ned til det fælles bål, hvor der var livemusik, snobrød og dejlige historier fra dagens mange kilometer.
Tredje etape
Da vi vågnede på tredjedagen kunne vi allerede dufte målstregen. Vi havde været igennem for meget til at trække os og på trods af, at vi var på tredjedagen, havde vi stadig en baby, der var storsmilende og nød at hilse på en masse mennesker hver dag.
Starten af dagens 24 km bød også på noget, vi ikke havde set længe. Vaskeægte dansk sommervejr med solen i ansigtet og varme i luften. Det gjorde valmuemarkerne endnu smukkere og benene en smule mindre tunge.
Tredje etape bød kun på babyvenlige stier og knap så kuperet landskab. En tur ind til og igennem Svendborg og dens fine kystlinie.
Efter dagens første 14 km blev frokosten indtaget ved Svendborgsundbroen, der er en af Danmarks mange smukke bjælkebroer. Her kunne vi ligge en times tid og vide, at der nu kun var under 10 km til vejs ende.
Herfra blev min krop utrolig træt. På trods af at jeg ingen skavanker havde haft, begyndte min fod virkelig at gøre ondt. Det føltes mest af alt som en voldsom forstuvning og der skulle virkelig noget vilje til at tilbagelægge de sidste kilometer. Men der var ingen vej tilbage. Heldigvis kunne en is på Tåsinge spæde lidt sukker til maskinen og hjælpe os videre.
De lokale gjorde også sit for at hjælpe og støtte. Bl.a. med ”Alexanders bar”, hvor man hos en lokal dreng kunne købe kolde sodavand og få et hvil og derudover optegning på vejen med kridt, der kunne fortælle, at nu var der ikke langt til Valdemars Slot, hvor ikke kun mållinien ventede, men også en lækker grillbuffet og en kold øl.
Da vi ramte målstregen var det virkelig alle udfordringerne værd. Det er sjældent, at jeg får gåsehud helt ned i skoene, men det lykkedes her. Og jeg har efterhånden prøvet lidt af hvert, når det gælder fysisk aktivitet. 200 meddeltagere klappede og hujede, da vi krydsede målstregen og Ellie kastede hænderne i vejret som en 100-meter løber, der netop havde vundet guld til OL. Det bliver vist svært fremover at overbevise hende om, at den slags oplevelser ikke hænger på træerne.
Tak til alle vores meddeltagere for, at det blev noget helt specielt.
At vandre med små børn
Vores allerbedste råd virker måske en lille smule selvsigende, men det er ganske enkelt, at man skal forsøge sig frem og tage det hele, som det kommer. Der er i hvert fald ingen grund til at blive hjemme. For hvad er det værste der kan ske? At det ikke fungerer og man må tage hjem, men så har man lært noget til næste gang.
Man skal indstille sig på, at man ikke kan planlægge noget som helst, da humør, vejr og terræn kan skifte hele tiden. Det bedste er derfor nok, at forsøge at tænke så mange hypotetiske situationer igennem, der kan gå galt og have nødplaner til dette. Fx havde vi en ”plan” for, hvad vi skulle gøre, hvis det blev regn, så vi hurtigst muligt kunne sikre, at baby blev holdt tør.
Derudover er det vigtigt, at man forsøger at tænke igennem, hvordan man pakker det mest nødvendige og samtidig holder vægten nede. En baby kræver meget grej, men der er ganske enkelt ikke plads til mere end det allermest nødvendige, når det hele skal bæres mange kilometer. Sådan noget som nattøj blev fx sparet væk. Ligeledes sørgede vi for at give hende tøj på i lag, så vi hele tiden kunne temperatur-regulere.
Babyjoggeren var rigtig fin at have med, da det var lange dage og mange kilometer vi gik. På den måde kunne vi lægge hende ned, når hun skulle sove, hvilket hun gjorde 3-4 timer om dagen. Babyjoggeren gav dog noget udfordring i forhold til terrænet og andre køretøjer, som barnevogne og klapvogne havde aldrig kunne klare det danske terræn.
Alt i alt skylder vi en tak til både de frivillige, men også de mange deltagere, der var så søde at give os opmuntrende kommentarer og en hjælpende hånd, når vi havde brug for det. Vi var blandt andet noget bekymrede for, at vi ville møde sure miner, da en baby i et telt kan larme om natten. Men også i den forbindelse mødte vi kun overskud og smil.
Fjällräven Classic som familietur
Den danske udgave af Fjällräven Classic var virkelig en stor oplevelse, vi ville ønske alle små familier kunne få. Der er dømt ægte kvalitetstid og der er rig mulighed for at nyde hinandens selskab uden telefoner, Ipads og computere. Der bliver udleveret (god) mad hver dag, så det slipper man for at planlægge og transportere med til alle dage.
Der var en hel del børn, der gik med. Jeg var meget imponeret over, hvordan de tog vejr og terræn i stiv arm, så det kan altså sagtens lade sig gøre.
Derudover var der rigtig mange typer med. Ligefra de hardcore rutinerede, til de der hverken havde vandret eller sovet i telt før. Det er virkelig en oplevelse, der er tilgængelig for alle.
Udvalgte emner fra grejlisten:
Telt: Tarptent Hogback. Teltet er en ultralight type og er derfor oplagt til sådan en tur. Det vejer 1850 gram og er til 4 personer.
Barnebærestol: Osprey Poco plus. Rygsækken er lavet således, at den kan indstilles til begge forældre. Det er et must for os, da min mand er 2 meter høj og jeg selv er 165. Den sidder dog bedst på ham. Rygsækken er fin til kortere ture, men den er dog svær for barnet at sove længere lure i. Se GrejGuidens indlæg om stolen her
Rygsæk: Osprey Atmos AG 65. Virkelig en anbefalelsesværdig rygsæk. Den er meget behagelig at have på, og selvom at vi havde pakket 18-20 kg i den, var den behagelig at have på. Derudover kan den indstilles fleksibelt, så den er behagelig at bære for begge, selvom det er en størrelse large vi har.
Liggeunderlag: Klymit Inertia O Zone. Liggeunderlaget er fyldt med huller, og fylder derfor det samme som en dåsecola. Det vejer 400 gram.
[sc:shopoutdoor ]
Leave feedback about this