Endura MT500 Spray Baggy Shorts er gået hen og blevet en uundværlig følgesvend på mine cykelture efterår, vinter og forår. Når det er koldt er de på hele tiden, når vejret ikke er super køligt men bare klamt og vådt er de også på benene.
Bukserne er i en baggy stil som navnet antyder og sidder løst men fint på hoften. Du skal måske lige vænne dig til pasformen hvis du kommer fra tætsiddende lycra, som jeg også selv har indenunder. Bukserne fungerer fint til både shorts, ¾ eller lange vintertights.
Egentlig ville jeg gerne skamrose bukserne hele vejen gennem denne test. For det fortjener de sgu. Men jeg må også være ærlig og indrømme, at selv om jeg elsker de her bukser, så er de ikke heeelt perfekte. Så inden jeg svinger over i lovprisning af produktet kommer her to ting du skal være opmærksom på.
Begge har med afslutningen af buksebenene at gøre. For det første kan bukserne ikke spændes helt ind til mit ben – onde tunger vil mene jeg bare skal træne mere og får større lårmuskler – men helt tæt sidder de ikke. Det betyder at der vil komme lidt kold luft ind den vej. Også når du ikke ønsker det.
For det andet så er længden på bukserne måske en anelse for lang. På mine ben slutter buksen i hvert fald lige omkring knæet og det betyder i praksis at jeg ind imellem generes lidt af det stivere stof der ikke smyger sig med benets bevægelser som tætsiddende lycra.
Alt det fede!
Selv om det er et par korte bukser, så ville du godt kunne føle dig som i en sauna hvis bukserne var helt vandtætte. Derfor har Endura med MT500 Spray Baggy fundet en løsning med en stærk Cordura Nylon der afviser mudder og andet skidt, men som du kan ånde gennem. På bagen, hvor du naturligt nok bliver møg beskidt. Her er bukserne udstyret med vandtæt materiale.
Det er bare godt tænkt og helt klart udviklet af nogen der har prøvet forskellige løsninger inden.
Bukserne kommer desuden med en meget fin mulighed for at lyne op ind til låret og lufte ud. Desuden har bukserne lommer til nøgler, kreditkort eller andre mindre genstande. Lommerne kan fyldes med mere end du har lyst til i forhold til komforten når du cykler. Og oftest er mine lommer tomme. I livet har du et medfølgende bælte.
Endura MT500 Spray Baggy er ikke en letvægter, men det er et stykke godt gennemtænkt grej der er sindssygt anvendeligt, ja næsten uundværligt for dig der cykler meget i de kolde og våde måneder.
Som en bonusinfo skal det siges at Endura også laver bukserne i en model der er ¾ lang eller hellang. Specielt den hel-lange ser yderst interessant ud til cykelpendleren. Men vi har ikke testet den.
Det bedste: Kombinationen af fede materialer og vandtætte områder der hvor behovet er størst.
Det værste: Kunne være rart at kunne lukke helt af i enden af buksebenet.
Målgruppen: Mountainbikere, pendlere – ja selv landevejsrytteren kunne have glæde af disse bukser. Men det er måske får ulirens?
Overordnet: : Endura MT500 Spray Baggy er et ’must have’ for mig når jeg cykler hver dag uanset vejret!
Endura MT500 Spray Baggy
Pris ca. kr. 799,-
Produktet er venligst udleveret af Endura
Vores vurdering: 5/5

Endura MT500 Spray Baggy








Leave feedback about this