Jeg må indrømme, at mærket Black Diamond altid har haft min dybeste respekt, og den første pandelampe jeg købte var en Black Diamond, som jeg den dag i dag stadig elsker og bruger. Jeg var derfor super spændt på, at få Cosmo til test. Desværre blev jeg svært skuffet…
Black Diamond Cosmo er en lille pandelampe på 70 lumen, en vægt på 90g (min køkkenvægt er enig) og bruger 3 AAA batterier.
Specifikationer
Cosmo har selvfølgelig det obligatoriske røde lys. Derudover er der mulighed for at vælge 1 dobbeltPower Led eller 2 singlePower Led. DobbeltPower Led har en max lumen på 70, hvilket svarer til 40 m, men ved at holde knappen inde kan du dæmme ned for lysstyrken til 4 lumen, hvilket svarer til 6m. Hvis du bliver på de 70 lumen, kan Cosmo lyse i ca. 43 timer og på de 4 lumen i helt op til 150 timer. Hvis du i stedet skifter over til 2 singlePower Led får du en max lumen på 16, hvilket giver dig 25m. Her kan du også dæmme ned for lysstyrken til 4 lumen, hvilket giver dig 8m. På 16 lumen får du en brændetid på 90 timer, og på de 4 lumen en brændetid på 250 timer.
Cosmo har en IPX rating på 4, dvs. du kan bruge den i regnvejr.
Anbefalet brug
Black Diamond anbefaler Cosmo til næste alt; klatring, trailløb, vandring, touring etc., jeg er dog ikke helt enig. Mht. trailløb synes jeg ikke der er lys nok. Den er fin hvis du løber din sædvanlige runde i Risskov på en bred skovsti, men skal du ud på de små stier og nye veje, skal jeg bruge mere lys. Desuden synes jeg den hopper lidt når jeg løber – det kan selvfølgelig skyldes min hovedform, men jeg har ikke oplevet det ved andre pandelamper. Af samme grund vil jeg heller ikke bruge den til touring, måske på vej op, men bestemt ikke på vej ned! Cosmo er til gengæld rigtig fin til vandring, hvor farten ikke er lige så høj som ved løb.
Ingen tvivl om, at jeg selvfølgelig er en anelse lyssnobbet. Jeg sætter pris på, at have forskellige pandelampe til forskellige aktiviteter. Men alligevel skuffer Cosmo. Den sidder ikke ordentligt på mit hoved, og den hopper. For ikke at hoppe, skal den sidde så stramt, at det ikke er behageligt. Det er bare ikke godt nok.
Sammenligning
Jeg synes det er oplagt at sammenligne Black Diamond Cosmo med Petzl Tikka XP 2 på 60 lumen. Her vinder Petzl kampen, da den bl.a. sidder langt bedre på hovedet.
Noget der undre mig er, at Cosmo blev opdateret i foråret 2013 hvor bl.a. lyset blev ”brighter”, så hvorfor ikke også ændre lidt på pasformen. Forudsat selvfølgelig at det ikke bare er mit hoved der har en sær form.
Et stort plus er dog prisen, for 259kr får du en rigtig fin pandelampe.
Det bedste: Rigtig fin pris og fedt du kan dæmme ned for lysstyrken
Det værste: Den hopper på mit hoved når jeg løber
Målgruppen: Friluftsliv
Overordnet: fin pandelampe til prisen til friluftsliv, flere lysstyrker der passer perfekt til lejrliv
Black Diamond Cosmo pandelampe
Pris ca. 259kr
Produktet er venligst udleveret af Black Diamond
Vores vurdering: 3/5
Læs også vores guide til de bedste pandelamper
[sc:shopoutdoor ]
Black Diamond Cosmo pandelampe








Leave feedback about this