Så er vi nået til anden del (læs evt. første del her) af Thomas' forberedelse til krydsning af indlandsisen. Der er ikke lang tid til afgang og forberedelsen har været hård og lærerig. Nu er der desuden også ved at være tjek på alt det grej der skal med. Alt det kan du læse mere om her, hvor jeg giver ordet til Thomas Kjerstein:
Efterhånden er planlægningen ved at være på plads. Nu ligger mit udstyr klar, alle aftaler er på plads og træningen er ved at blive afsluttet. Nu venter Grønlands indlandsis om kun én uge. Et eventyr som formentlig ikke vil blive specielt action-packed, men føles som en kold, hård og opslidende oplevelse i fællesskab.
Lad os dele vores erfaringer
Mit ide er at lade min drøm nå ud til andre. Det har været en stor mundfuld at starte fra bunden og søge informationer, erfaringer og viden om grej. Mine erfaringer skal gerne nå ud til andre, så en drøm af denne karakter kan blive realiseret af andre. Det koster kun en krammer! Tag fat i mig på Facebook, hvis du kan bruge mine erfaringer.
Min planlægning har været opdelt i 6 områder:
1. Søge orlov i 2 måneder fra arbejdet.
2. Økonomi i forhold til 2 måneders orlov.
3. Klargøre mine omgivelser til projektet.
4. Udvælge og købe udstyr.
5. Sponsorer til udstyr
6. Træning
Det er ikke alt der kan overføres fra min planlægning til andres liv, men jeg vil gerne sætte en fed streg under det faktum at hårdt og målrettet planlægning/arbejde kan realisere de fleste drømme. Ved at gå i gang i god tid (+3 år før afrejsen) har jeg kunnet samarbejde med min arbejdsplads om at få fri, og endda oparbejde timer der medfører, at jeg får løn imens jeg er på rejsen. Det er en fantastisk støtte fra min arbejdsplads, og samtidig noget der markerer over for familien at der ikke kun er udgifter – lidt indtægter kommer der også! Dermed fik jeg styr på de første 3 punkter. Familien får jeg nok først helt styr på når jeg er hjemme igen i maj, men så sætter jeg hårdt ind med krammere, nærvær og kan være en sej far og en glad mand.
I forhold til udstyr, så erfarede jeg hurtigt at min viden fra vinterfjeld ikke var dækkende for en rejse, hvor jeg skal være meget fysisk aktiv i en måned uden mulighed for hjælp/grej udefra. Trods mange rejser til det norske vinterfjeld måtte jeg begynde forfra. Og det har været en spændende rejse. Hvor har jeg fået nørdet mange ting, og det har været en spændende og tiltrængt opgradering af min viden om specialiseret grej til vinterbrug. Min viden om grej er nu opgraderet til 2014.
Undervejs i denne proces gik det op for mig at mit budget til grej simpelthen ikke kunne overholdes. Jeg er efterskolelærer med en almindelig økonomi, så jeg måtte tænke i nye baner. Det blev først til et eftersyn af min blog. Den handlede egentlig mest om mine løb, men nu fik den en vinkel over i turen til Grønland. Her efter fortsatte jeg med at afprøve grej, tage fat i mit netværk og henvende mig personligt til importører. Det blev en lang, rolig og sej proces, men langsomt begyndte forskellige personer og firmaer at se en mulighed i min rejse, og dette har medført at jeg har fået fat i en masse grej til en god pris eller endda fået det sponsoreret. Det vigtige er her at jeg er en helt almindelig familiefar der gerne vil på en spændende rejse, men ved at smide nogle informationer den anden vej og være villig til at returnere erfaringerne, billeder og nogle personlige beretninger, så åbnede de forskellige brands for en aftale. Det har været en kæmpe hjælp og støtte. Tak til jer alle.
GPS og godt grej!
De helt spændende udfordringer har været at finde GPS-udstyr der kan benyttes i en lang periode i et koldt område som Grønland. Her har jeg med stor støtte fra Garmin Danmark fået adgang til det nyeste og mest holdbare GPS-udstyr til ekstreme forhold. Med en Garmin GPSmap 62st hængende på pulken bliver det spændende at sidde i teltet om aftenen og følge ruten. Ikke fordi der kommer de store udsving i retningen forhåbentlig, men målinger af højdemeter, fart, distance samt waypoints fra de enkelte lejre vil blive lagret.
Varmt tøj til inder- og mellemlag er primært købt med stor hjælp fra Outdoor Extreme Sports der har leveret flere kasser med Aclima. Alt fra tynde underbukser til tykke jakker – og alt i merinould. Det er en god følelse når Aclima-undertøj trækkes på om morgenen i den kolde periode af året – og det samme vil formentlig gælde i Grønland.
Yderlagene er primært leveret af Haglöfs dog med undtagelse af jakken som er en Rimfaxe-model fra Klättermusen. Med hjælp fra Friluftslageret har jeg fået specielt grej hjem på bestilling – eks. Glittertind ski fra Madshus, skistøvler fra Alfa model Skarvet, Expedition skistave fra Black Diamond, træksele fra Fjellpulken og meget andet lækkert grej.
Enkelte ting har vi selv måttet design og få syet. Dette gælder primært vores pakpose til sovepose og liggeunderlag. Vi pakker ikke sovegrejet ned dagligt, men pakker det i en stor pakpose på størrelse med liggeunderlagene, når de er helt foldet ud. Udover liggeunderlagene ligger også soveposen helt pakket ud sammen med de ting der skal benyttes når man sove (tisflaske m.m.).
En komplet udstyrliste kommer på min blog, når jeg har pakket de sidste småting inden afrejse. Se mere på http://tkjerstein.blogspot.dk
Dæktræk
Træning! Det er et kapitel for sig. Helt oprigtig så har jeg aldrig været en trænings-freak. Har aldrig haft et træningsprogram, aldrig været medlem af en løbeklub eller haft brug for at tilbagelægge 100 kilometer om ugen for at føle mig tilfreds. Mit afsæt er oftest et mål eller en drøm – helst noget med eventyr. Så skal jeg nok få løbeskoene på og få trådt sålerne flade.
I forhold til denne rejse, så har jeg fokuseret på at styrke kroppens muskulatur og få trukket en masse kilometer med dæk – tunge dæk! Det har været en udfordring, og jeg har gået til den med både smil (også over at se latterlig ud) og lidt usikkerhed, da jeg ikke ved, hvor stærk jeg egentlig har brug for at være. Mit mål har derfor været at træne så meget som min fritid tillader og med et stort fokus på ikke at overtræne! Ingen skader op til denne rejse!
Min vægt er nu højere end nogen sinde før og jeg føler mig stærk, tung og fokuseret. Jeg har gjort det jeg kunne.
De første ture med dæktræk gav mig lidt af et chok. Dækket hoppede og bumlede rundt bag mig og rev i kroppen så jeg blev usikker på om jeg overhovedet kunne holde til det. Mine ben blev ømme og overanstrengte. Jeg var på usikker grund.
Men jeg fortsatte og fik forholdsvist hurtigt styr på teknikken med at gå eller løbe med dækkene. Der er en klar sammenhæng mellem underlaget, farten og de bevægelser du og dækket laver. Når først man forstår at løbe rigtigt så føles det kun hårdt – og ikke nær så irriterende som i starten.
Jeg gik hurtigt op til at bruge to dæk for at få fokus på styrken. Det betød også at jeg måtte gå mere og fokusere mindre på at løbe. Det var et valg jeg havde meget svært ved at acceptere, da min baggrund er løb og jeg har dermed haft flere måneder uden lange løbepas og slet ikke deltaget i rigtige løb. Det har taget hårdt på løbe-formen og lidt på mit sind. Men jeg fastholdt de to dæk på turene og mærkede at jeg blev stærkere og kunne gå fra at bruge 2t 15 min på 10 km til 1t 32 min. Pludselig kunne jeg løbe med to dæk og mærke at jeg havde overskud når benene hamrede hen af stranden og armene og brystet knoklede med stavene. Det er blevet en god følelse. En følelse af at knokle – og nu med god fart. Til tider smider jeg nu to dæk på slæb med et stort tredje dæk fra en firehjulstrækker. Så skal jeg love for at kroppen kommer på arbejde og farten kommer ned.
Lav et sæt selv
Mine erfaringer er netop erfaringer, jeg er ikke ekspert, så vurdere selv om dæktræk er det rigtige for dig. Du kan også bare gå i gang og prøve at få en ny styrketræning ind i kroppen, som stadig giver dig nogle gode ture. Men start ud langsomt og med korte ture. Det er hårdere end man måske lige tror.
Alt det kræver er et godt dæk og snup gerne to når du er ude for at lede. Samtidig kan du med fordel få en anden til at indgå i dit dæktrækkeri så du samtidig får lidt hygge på turen, hvis altså i har luft til at snakke!
Foruden dækket skal du bruge:
2 x karabin
3 x tov (6 – 8 mm.)
1 x sele fra eks. Fjellpulken
Måske et ekstra dæk?
Det ene tov er en lille stump der bindes fast i dækket ved at bore et hul og binde tovet fast på bagsiden inde i dækket med en stor knude. På ydersiden bindes et lille øje. Det andet tov er et langt stykke der sidder dobbelt mellem dækket og selen. På dette tov bindes flere knuder, så man kan korte tovet op og få forskellige afstande fra kroppen til dækket. Det tredie tov skal bruges til at montere på Fjellpulken-selen i øjerne på begge sider, så det kan klikkes fast i det lange tov med en karabin.
Når jeg igen er vel hjemme fra isen laver jeg en video og deler med dig. Stay tuned!
Vi ses der ude.
Thomas Kjerstein
Du kan også følge Thomas' daglige træning på hans egen blog lige her.
Thomas arbejder til daglig som lærer på Helgenæs Naturefterskole. Du kan læse mere om skolen her eller følge dem på Facebook her.
Har du selv en spændende historie du gerne vil fortælle? Så tøv ikke med at skrive til os på br@grejguide.dk
Læs første afsnit af Thomas' føljeton her
Leave feedback about this